Christina Aguilera
Vi indrømmer gerne, at vores iPods var fyldt med sange af Christina Aguilera.© Getty Images

20 ting, vi sagde i 00’erne, vi aldrig ville sige i dag

“Han skrev “kiggede” i min gæstebog!”

23. september 2021 af Rie Louise Kirkebjerg

1. “Hvor mange megapixels har den?” Det var da det vigtigste at spørge om, når din veninde havde fået en spritny Sony Ericsson K750i, og du havde en Nokia 3310.

2. “Vil du sende den der sang til mig over infrarød?” *holder telefonernes top mod hinanden i akavet lang tid*

3. “Hør lige den her fede nye ringetone, jeg har købt på bagsiden af et ugeblad.” Lige så fedt var det, hvis du havde investeret dine penge i dyre MMS-billeder, du kunne sende til veninderne.

4. “Jeg skal være hjemme klokken 20.00, for der kommer der Desperate Housewives.” Det eneste, vi savner ved flow-tv, er, at der var tilrettelagte tisse- og slikopfyldningspauser.

5. “Jeg skal være hjemme klokken 15.00, for der kommer der genudsendelse af Desperate Housewives!” HELDIGVIS havde du en ekstra chance!

6. “Åh nej, jeg glemte at se i SE og HØR, hvilke tv-programmer jeg skal se i denne uge!” The struggle was real... 

7. “Har du tjekket tekst-tv?” Og mens vores kære fædre stadig er trofaste tilhængere tekst-tv, ville vi vitterligt ikke ane, hvordan vi kom ind på det nu.

8. “Ja, hej, er det H&Ms kundeservice? Jeg har fundet lidt lækkert i jeres tilsendte magasin, og jeg kunne godt tænke mig at bestille én nummer 11, to nummer 30 i både sort og hvid...” Ja ja, vores mødre kunne jo også tage den nemme løsning og krydse varerne af og derefter sende dokumentet afsted til H&M igen. Nemt... 

9. “Far, må jeg ikke nok bruge computeren?” Én stationær computer var bare slet ikke nok, når du ville spille Sims, din storebror ville på Arto, din lillesøster spillede Bubble Trouble og din far lagde kabale.

10. “Jeg printer lige opskriften ud.” Det var et langt større projekt at lave chokoladekage, hvis ikke din mor altså havde en tyk og fedtet kogebog liggende på køkkenbordet derhjemme. 

11. “Mor, må jeg bruge internettet, når du har ringet til frisøren?” Smart var det dersens internet, men ikke så smart, at husstanden kunne tillade sig at bruge telefonen imens...

12. “Jeg skal huske at sende et postkort til klassen.” “Hej 3. C. Jeg er på Mallorca med min mor og min far. I dag har vi set en delfin. Hilsen Cecilie.”

13. “Må jeg ringe hjem til Signe, når vi skal til Italien?” Lommepengene skulle virkelig prioriteres, når et opkald til DK kostede det samme som en venindehalskæde, en magnet med omridset af Italien PLUS en tur hos den lokale frisør, så du kunne komme med hjem håret fuld af fletninger. 

14. “Hvor mange sange må jeg købe?” Med et stykpris på syv kroner per sang, måtte du jo overveje grundigt, om det skulle være Johnny Deluxes Elskovspony eller Jesse McCartneys Beautiful Soul, du skulle høre uafbrudt på din elskede iPod den næste måned. 

15. “Øv, jeg kan ikke finde Fire Burning på min iPod Shuffle.” Det var især ærgerligt, hvis du havde over 100 sange på den lille dims og vitterligt kun havde lyst til at høre Sean Kingston. 

16. “Kender I TiKToK?” – sagt om den vidunderlige banger af sangerinden Kesha naturligvis.

17. “Han skrev “kiggede” i min gæstebog!” Skulle du svare “kiggede tilbage” til fyren, der havde håret fyldt med DAX? Eller i stedet bruge din dyrebare tid på at tage et billede med blitz i dit fedtede spejl eller skrive en ny Arto-profiltekst til din tredje-bedste veninde? Hårde tider!

18. “Han prikkede til mig på Facebook!” Starten på et langt og lykkeligt prikke-forhold i tre års tid, uden I egentlig talte med hinanden. Hyggeligt.

19. “Har du cam?” Selvom du sagde ja, og du alligevel ikke var interesseret i at camme med Mathias H. fra parallelklassen, kunne du heldigvis stikke en lille hvid løgn ved at sætte din fedtede finger på kameraet og skrive “mit cam fucker...”

20. “Skal vi spille Wii? Eller vil du hellere synge SingStar?” Hvis det var High School Musical-udgaven af Singstar, var det ikke til diskussion! “We're soariiiiiin', flyiiiiiiiin', there's not a star in heaven, that we can't reach!”

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide