Madspild | Mad | Kvinde | Grøntsager
© iStock

Træt af madspild? Med disse 13 vildt simple tricks holder dine madvarer meget længere

Hvilke tricks bruger du derhjemme for at undgå madspild?

19. april 2018 af Helene Hyldgaard-Jensen

Ofte får vi handlet en tand mere ind, end hvad vi når at bruge, og så kan vi ikke lige komme på en kreativ løsning til at få udnyttet resterne. Dog er det slet ikke særligt besværligt og uoverskueligt at undgå madspild og holde sine madvarer friske i endnu længere tid! 

Læs med her og få inspiration til nogle gode råd, hvis du vil skære ned på madspild og skrue op for kreative retter.

1. Smoothies

Ofte er der tilbud på bær og frugt, og vi kender vist alle godt scenariet, at vi køber en klase bananer, og inden vi får set os om, er halvdelen af dem blevet brune. Frygt ej! 

De lidt slatne bær, ananas, mango, bananer, eller hvad du har liggende, kan du skylle, skære ud og lave forskellige blandede portioner ud af dem. Fordel blandingerne i fryseposer, og smæk dem ind i fryseren. Så bliver det ikke lettere at bikse en smoothie sammen, når du spontant får lyst. Frugt kan endda holde op til 10-12 måneder i fryseren. 

2. Appelsin- og citronsaft

Hvis dine citrusfrugter er ved at blive en smule for gamle, kan du presse saften ud af dem og fryse dem ned i en isterningsbakke. På denne måde har du altid lækre smagfulde isterninger til at proppe i det kedelige glas vand eller i drinken for at gøre den ekstra lækker!

3. Asparges

Hvis dine asparges er ved at blive lidt slatne, kan du med fordel skære enderne af og sætte resten af dine asparges i koldt vand i nogle timer – det er kun enderne, der behøver det kolde vand, så det er en fordel at stille dem oprejst i det kolde vand. 

4. Champignon

Rens svampene, og skyl dem, inden du sætter dem i køleskabet. De bliver på den måde både lettere og hurtigere at tilberede, og så holder de også meget længere, end når de ligger i snavs og jord.

5. Gulerødder

Lav et lille hul i posen til dine gulerødder. På den måde holder de længere, og du kan med fordel også hive toppen af dem for at få en længere holdbarhed. Hvis du plejer at lave din egen pesto, behøver du slet ikke at smide toppene ud, for de kan sagtens hakkes og smides i blandingen.

6. Salat

Et salathoved holder sørme aldrig særligt længe... Men hvis du vasker det, skærer bladene fra og propper det i en plastikpose inde i køleskabet – så skal du nok se!

7. Ingefær og chili

Jeps, de to smagskonger kan sagtens tåle en tur i fryseren – og det smarte ved chilien er, at den tør op så snart, den kommer i koldt vand.

8. Kartofler

Det er en ren vanesag om dine kartofler står udenfor i skuret eller inde i køleskabet, men du kan med fordel lade være med at smide dem på køl.

Stivelsen i kartoflerne bliver nemlig omdannet til sukker af kulden, og det betyder, at de ikke holder særligt længe, i forhold til hvis de står et sted med stuetemperatur. Så selvom det kan virke forkert, at de ikke skal på køl, så prøv at lade være, og se en forskel, der siger spar to. 

9. Krydderurter

Hvis du har lidt fesne blade eller kviste tilbage på din krydderurt, kan du med fordel skylle dem, hakke dem og blande dem sammen med en smule olie i en pose. Ryst herefter.

Derefter kan du hælde blandingen ned i en isterningbakke – så bliver det simpelthen ikke lettere at få steget dine retter til perfektion og fyldt med smag, hvis du starter med at smække en af disse isterninger på panden. 

10. Spinat

Vi kan vist nok blive enige om, at spinatblade lynhurtigt bliver slatne... Men er de blevet det, så prøv at skylle dem i koldt vand – for det kolde vand gør faktisk spinaten sprød igen! 

11. Æble

Du kan med fordel mose dine lidt gamle og stødte æbler. Sådan en æblemos kan nemlig fryses ned helt op til 6-12 måneder. Så er du altid klar til en god omgang æblegrød eller æblekage.

12. Vin og fløde

Det lyder som en sjov blanding, men det kan også sagtens blive frosset ned hver for sig. Har du en fløde, der er ved at blive for gammel? Eller en vin, hvor der bare er en lille rest tilbage, som du ikke tror, at du får drukket...? Bland det sammen, og lav det til isterninger! Så er der altid en ekstra god smag i wok-retten eller risottoen, hvis du smider sådan en isterning i. Du kan også smække en af isterningerne på panden, når du for eksempel steger et kyllingebryst eller andet kød.

13. Brød

Hvis dit brød er ved at overskride datoen, er det en god idé at lave dem til brødchips eller croutoner. Dette kan gøres med alt slags brød – også rugbrød. Skær det enten i meget tynde skiver eller i små firkanter, og krydr dem med olie og urter. Smæk dem i ovnen – og voilá!

Kilder: Tænk.dk

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?