Udtryk vi siger i dag
Kan du genkende disse? © Getty Images

10 udtryk, vi siger i dag, som vi kommer til at synes var mærkelige om nogle år

Stakkels alle, der hedder Karen...

18. november 2022 af Ida Hagsholm Jonassen

Husker du dengang, vi ‘prikkede’ til hinanden på Facebook, eller dengang du skulle spørge din far om lov til at låne husets ene stationære computer? Det virker helt mærkeligt at tænke tilbage på. 

Og det har fået os på redaktionen til at tænke: ‘Gad vide, hvilke ting vi siger nu, som vi om nogle år kommer til at tænke var SÅ mærkeligt eller gammeldages’. For eksempel de mega trendy reels... Findes de stadig om 10 år, eller vil de uddø ligesom prikkene på Facebook? 

Her kan du læse 10 udtryk, vi siger i dag, som vi kommer til at synes var mærkelige om nogle år. 

1. “Ej, hun var bare en totalt Karen” 

Hvis du er en Karen (udtales på engelsk), associeres du ofte med en sur middelaldrene kvinde, som måske lidt for ofte brokker sig over små ting og gerne vil snakke med manageren... En Karen er ikke ligefrem det fedeste at blive sammenlignet med, men det er virkelig et udtryk, som er blevet meget udbredt... Stakkels alle, der rent faktisk hedder Karen. 

2. “Hvad er din mp?”

Trendsales, Tise, DBA og Marketplace – der findes efterhånden mange onlinesteder, hvor du kan handle brugte sager. Og de steder har også deres helt eget sprog. Hvem havde lige vidst på forhånd, at mp jo selvfølgelig betyder “mindste pris”? Det handler om at holde tungen lige i munden, når der handles på nettet. 

3. “Corona hej”

Det akavede øjeblik under corona, hvor du skulle hilse på en bekendt, og ingen af jer anede, hvordan I skulle reagere, indtil en af jer fik fremstammet et “corona hej” efterfuldt af en nervøs latter og forklaring om, at I jo ikke kunne give hånd af frygt for at smitte... Det savner vi IKKE! 

4. “Det var bare en kæmpe ork”

Kender du det, når alt bare er en kæmpe ork? At det bare kan være SÅ hårdt at gå ned i vaskekælderen og hente vasketøj, at afleveringen til i morgen skal skrives, og at regningerne skal betales. Det er bare alt sammen noget, du slet ikke orker. Hårdt! 

5. “Jeg skal lige lave en ny reel

Hvis dit feed på Instagram også er propfyldt med reels, så er du ikke den eneste! Der findes efterhånden reels med alverdens ting, og reels er også noget, der bliver nævnt i mange samtaler. Men hvorfor er det også bare så hypnotiserende at kigge på en reel af en, der lægger vasketøj sammen? 

6. “Kom nu, YOLO!”

Forkortelsen af you only live once, YOLO er blevet sagt til stort set alt, som vi måske godt vidste ikke var heeelt smart at gøre. Som for eksempel at kælke tre mennesker ned ad en bakke på den samme kælk, hvor der var en mose for enden af bakken... Men hey, YOLO!  

7. “Min nabo har også sådan en hund”... “spurgt”

Der var et tidspunkt, hvor du nærmest ikke kunne sige noget som helst, uden at der var minimum en omkring dig, der sagde “spurgt” til det, du lige sagde. Og nej, der var måske ingen, der spurgte, men derfor kan vi altså godt snakke om vores nabos hund alligevel. 

8. “Hashtag girls night out

Hashtag er ikke længere bare havelågetegnet, vi lavede på vores Instagramopslag for at få flere likes. Hashtag kan efterhånden sættes foran alle sætninger, og det bliver det ofte også! “Hashtag rengøringsdag”, “hashtag ude og lufte hunden”, “hashtag ikke mere toiletpapir” og meget, meget mere. 

9. “Mor, hvorfor skal du være sådan en boomer?”

Kender du det, når du nærmest krummer tæer over, hvor boomer-agtigt dine forældre kan opføre sig? For eksempel når din mor bliver ved med at dele ALT, hun ser på Facebook, på sin egen væg.  

10. “Det var bare så LOL”

LOL, som er en forkortelse af det engelske udtryk laugh out loud, bruges om alle de sjove ting, der sker rundt omkring os. Ikke at vi nogensinde griner, imens det bliver sagt, mærkeligt nok... Måske kan LOL faktisk beskrives som et dovent grin.