Ugens dilemma: Hjælp! Min roomies kæreste er her hele tiden

En læser er træt af, at hendes roommate nærmest har flyttet sin kæreste ind i lejligheden. Se, hvad de andre brugere i debatten råder hende til

31. januar 2015 af Marianne Fischer

Stumpy: Jeg har i længere tid haft et problem med min bedste veninde, som også er min roommate. For ca. halvandet år siden fik hun en kæreste (hendes første rigtige kæreste), hvilket jeg er rigtig glad for, fordi hun nærmest havde mistet håbet om nogensinde at finde en (vi er begge 23 år).(…)Den eneste dag, han ikke sover hos os er stort set kun torsdag, hvor hun sover ved ham. Jeg er virkeligt træt af det, da det føles som om, at jeg nu bor sammen med 2 personer og ikke 1. Han går i bad hos os, laver mad og oplader også alle sine ting såsom bærbar, telefon og tablet. 

Jeg føler mig slet ikke hjemme i min egen lejlighed længere, og jeg har slet ikke lyst til at være hjemme, da jeg ikke føler, jeg på samme måde kan være mig selv. Når jeg skal på toilettet midt om natten, skal jeg have tøj på, fordi han sidder ude i vores køkken til kl. 4, inden han går i seng. Vi bor i en meget lille lejlighed, hvor der kun er 2 værelser, et køkken og et toilet, og der er ikke meget plads at dele. Det skal også lige siges, at han er en rigtig sød og flink person, og han hjælper med opvasken en gang imellem og tager den også nogen gange alene. Det er nærmest også det, som gør det hele ret svært.

På den anden side er jeg også lidt såret over, at min veninde slet ikke har spurgt mig, om det er i orden, at han kommer på besøg så tit, og hun fortæller heller aldrig, hvornår han kommer. Han står der bare pludseligt. Jeg har også fundet ud af, at hun har givet ham vores ekstra nøgle, hvilket hun stadig ikke har fortalt mig, men jeg hørte det fra ham. Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige til min veninde, at det er for meget, uden at hun føler sig angrebet, og hvad jeg egentlig kan forlange? Jeg har jo heller ikke lyst til at blive uvenner med nogen af dem eller forbyde dem at ses. Hvad ville I gøre?

Sådan siger de andre brugere

Hipster: Jeg synes, du skal sætte dig ned med dem begge to og så fortælle dem, hvor glad du er på deres vegne, men om ikke I kunne finde nogle fælles retningslinjer. Fx så bør hun jo nok betale lidt mere strøm og vand end dig, da de er 2. Hvis I betaler til fælles mad, så bør hun også spytte lidt mere i kassen. Derudover synes jeg kun, det er fair, at de også er lidt hos ham, så du kan få lov at rende rundt i undertøj og bare være dig selv. Bare lad være med at sige det anklagende - men fortæl, at du virkelig godt kan lide ham og det er skønt, at han tager opvasken, men at du også har nogle behov. Det med nøglen ville jeg nok lade være med at kommentere, selv om jeg godt forstår, du synes det er irriterende.

Blondiebug: Jeg forstår godt din frustration, men nu er I jo altså roomies. Din veninde bor der også, og i princippet så må hun vel have gæster på besøg, så ofte hun har lyst til, fordi hun netop også bor der.

Hvad med at sætte jer ned og tale om jeres forventninger til hinanden? I kunne jo for eksempel blive enige om, at når der er gæster, så skal der være ro på et bestemt tidspunkt, eller så beholder man gæsterne på værelset og dermed ikke i køkkenet klokken 04 om natten. Hun har vel også nogle ønsker og noget at skulle have sagt i forhold til situationen. Men derfor forstår jeg stadig godt, du synes, det er irriterende, han er der hele tiden. Det ville jeg selv blive skør af.

Staywithme: Ej jeg forstår dig virkelig godt! Jeg havde også en roomate på et tidspunkt, hvor hendes kæreste nærmest boede her! Det er ikke fedt, når det (formentlig) er en lille lejlighed, hvor det er meningen, man kun skal bo to. Der kan man virkelig godt mærke, når der er en ekstra person, og det er ikke sjovt.

Du er nødt til at sætte dig ned og tale med dem og sige, I må lave nogle retningslinjer. Det er DIN og DIN VENINDES lejlighed, det er jer, der har aftalt at bo der, og der var der ikke en kæreste med på kontrakten. Så må I lave en ordning om, at de sover mere hjemme ved ham. Og i øvrigt burde han smide penge i strøm/mad/fælles kassen.


Læs også: Må din kæreste få en lapdance af en stripper?

Sevillaa: Den her hører jeg tit, når folk vælger at flytte sammen med veninder/venner. Dette sker jo, fordi man ikke har lavet klare regler. Jeg synes, du skal lave nogle klare regler sammen med din veninde, fordi du bor der trods alt også. Hvis du vil undgå, at det skal virke som et angreb, så bare sig stille og roligt. at du ikke har noget imod hendes kæreste, og at han godt må komme forbi, men du også har brug for lidt ro. Selv hendes kærestes ven har ikke kunnet holde det ud - hvorfor skulle du så?






Chariot: Nej, det synes jeg ikke, du kan tillade dig. Hun bor der lige så meget som dig, så det kan du ikke bare bestemme, og så synes jeg ikke, det er fair, at du pludselig sætter nogle regler op, som ikke var aftalt fra starten. Jeg synes, du skal bede om, hvad der er fair - at hun betaler ekstra el, mad osv. for det han bruger. Jeg synes ikke, du kan bestemme, hvor meget de må være i lejligheden. Du kan godt prøve at snakke med dem, men hvis de ikke vil gå på kompromis, kan du ikke gøre så meget andet end at acceptere situationen, som den er.

Hvad synes du - kan hun sige noget til veninden? Deltag i debatten her

 

Læs mere fra samme kategori