Flyttekasser
Skal vi kalde det for organiseret flytterod eller bare rod? © Getty Images

11 uundgåelige situationer, du altid havner i, når du skal flytte

Du tror, du er i god form, indtil du skal bære 27 flyttekasser op på fjerde sal

25. marts 2022 af Ida Hagsholm Jonassen

1. Hver gang du flytter, bliver du igen overrasket over, hvor dyr literprisen er på maling! Det er lige før, du tror, at der er flydende guld i de malerbøtter.  

2. Det er mærkeligt nok altid lidt sørgmodigt at flytte fra et sted, også selvom det var noget værre møg. *Med tårer i øjnene*: ‘Farvel lille et-værelses lejlighed på 25 kvadratmeter med utætte vinduer og en underbo, som klipper sine tånegle på den fælles bagtrappe, du VIL blive savnet.‘

3. Fantasiforestillingen om en flytning, hvor du har samlet dine bedste venner, og I sammen sidder på gulvet mellem flyttekasser og griner, mens I spiser pizza, forbliver fantasi. I virkeligheden står du alene midt i et enormt flytte-kaos og har ikke engang råd til pizza, fordi du har brugt alle dine penge på en flyttebil...

4. Argh, det uundgåelige spartle-helvede, som du desværre ikke kan komme udenom, når du flytter fra en lejebolig. ‘Hvorfor skulle jeg absolut også bore SÅ mange huller i væggene til alle mine billeder og hylder?’ Fortrydelsen er stor. 

5. ‘I hvilken flyttekasse var det nu lige, at jeg havde lagt min sorte termo-kaffekande?’. Uanset hvor struktureret du pakker dine flyttekasser, så vil det altid være et stort puslespil at finde rundt i (et af dem med 1000 brikker, som oven i købet forestiller et landskab, umuligt)! 

6. Glæden ved at tegne en upassende tegning på væggen, inden du maler det over med maling. Hø hø hø, så blev vi lige ni år igen og synes, at det bare er det sjoveste at tegne en tissemand på væggen... Som ingen selvfølgelig nogensinde kommer til at se, for den bliver jo dækket med maling. 

7. Under din flytning har du hørt så mange afsnit af Sara og Monopolet, at du næsten føler dig som en del af monopolet. ‘Søren Pind, der er jeg faktisk lidt uenig med dig. Jeg synes, at Stine skal tage på Roskilde Festival, selvom hun blev inviteret til sin farmors 70 års fødselsdag først. Tænk, hvis hun endelig får scoret Preben, nu når de skal ligge i samme camp’.  

8. Du møder konstant på job med maling på tøjet, huden og i håret i den periode, hvor du flytter. Og til sidst orker du ikke engang prøve at vaske det af. 

9. Det kribler lidt i maven, første gang du møder dine nye naboer. Bliver det dine nye bedste venner, som du drikker kaffe med henover hækken? Eller dine nye fjender, som brokker sig over, at de kan høre, når du synger i badet, at din hæk er klippet for højt, og at du stiller dine skraldespande lidt for langt ud på fortovet, de dage storskraldet kommer... 

10. Det er overdrevet svært at skille sig af med ting, for ‘hvad nu hvis jeg lige pludselig får brug for min gamle elektriske guitar, som i øvrigt ikke virker, eller min rygsæk fra gymnasiet, som er så tyndslidt, at der er kommet huller i bunden?’. 

11. Det er meget hårdere at flytte, end det er at træne i fitness. Du tror, du er i god form, indtil du skal bære 27 flyttekasser op på fjerde sal. Pyha.