“Vi elsker vores tatoveringer – ubetinget!”

En ny undersøgelse blandt Womans (tatoverede) læsere viser, at stort set ingen fortryder deres tusser – tværtimod!

24. november 2015 af Sara Møller Christensen

De fleste, der i tidens løb har fået en tatovering, har sikkert måtte lægge øre til mange irriterende formaninger. Men den mest hyppige er med garanti: “Du kommer til at fortryde det en dag.”

Men enten er den dag ikke kommet endnu, eller så er det simpelthen ikke rigtigt, for langt de fleste af Womans læsere elsker deres tatoveringer ubetinget – det afslører de i en ny undersøgelse.

Vi har spurgt 500 Woman-læsere – hvoraf langt de fleste har tatoveringer – hvordan de egentlig har det med kunstværkerne på deres kroppe. Og 72 procent svarer, at de er helt vildt glade for deres tatoveringer.

26 procent ville lave en lille smule om på deres tatoveringer, hvis de kunne, men der er er kun 1 procent, der direkte fortryder.  

Den store glæde over tatoveringerne hænger måske sammen med, at kvinder ikke længere får lavet et motiv, bare fordi det er trendy (ligesom det måske var tilfældet for disse såkaldte ‘Amagerplader’) . Der er ikke en eneste kvinde i undersøgelsen, der siger, at mode er grunden til hendes tatovering.

Derimod fortæller hele 71 procent, at de har ladet sig tatovere, fordi motivet har en personlig betydning for dem, og det giver mening, at sådan et valg er mere langtidsholdbart end en pludselig indskydelse om at få en ‘trend-tatovering’.

 

For eksempel fortæller en læser i undersøgelsen:

“Jeg har fået lavet en lille sløjfe lige under mit venstre bryst. Min farmor døde af brystkræft, da jeg var lille, og jeg ville gerne have noget på min krop, som kunne minde mig om hende. Jeg elsker den, og jeg tænker på hende, når jeg ser den.”

En anden har følgende motiv:

“Jeg har en lille luftballon på anklen, som symboliserer frihed, eventyr og bedre dage for mig. Jeg har været syg med en depression i lidt over et år, og tatoveringen er et symbol på, at der findes andet end dårlige dage.”

Vil du gerne vise DIN tatovering frem til de andre Woman-læsere? Send et foto af den til [email protected] – så samler vi jeres tusser i et galleri på Woman.dk.