Vi kaster nervøse blikke bagud og går med nøglebundtet mellem fingrene som et våben. Glæden over en sjov aften ude kan desværre hurtigt blegne, når vi skal hjem gennem mørket og føler os utrygge. I en ny undersøgelse blandt Womans læsere har vi spurgt, om I er bange for at gå alene om aftenen, og hele 89 procent af jer svarer ja.
Vi frygter voldtægt
I undersøgelsen, som 756 læsere svarede på, fortæller 86 procent, at det først og fremmest er frygten for at blive voldtaget, der gør os utrygge, når vi går alene om aftenen. Også vold, røveri og ubehagelige tilråb eller tilnærmelser rangerer højt på listen over, hvad vi frygter.
“Jeg er bange for, at jeg går helt alene, og jeg pludselig kan høre, der går en 50 meter bag mig og sætter tempoet op og følger efter mig og får fat i mig og slæber mig ind i en baggård eller kælder og voldtager mig.” lyder et af svarene.
En anden forklarer, at frygten er en følelse, der melder sig i glimt:
“Jeg er ikke konstant bange og kigger mig over skulderen hvert andet minut, men tanken strejfer mig engang imellem.”
Mænd gør os bange
54 procent fortæller, at de ikke selv har haft en ubehagelig oplevelse, når de gik alene om aftenen, mens lidt over 24 procent har haft en enkelt, og cirka 21 procent har haft flere ubehagelige oplevelser. Stort set alle episoder, I læsere fortæller om, der har gjort jer bange, handler om mænds grænseoverskridende adfærd.
“En mand fulgte efter mig hen til min lejlighed og prøvede at komme med ind. Jeg nåede at lukke ham ude og løbe op i min lejlighed og ringe til min kæreste.”
“Er blevet hevet ind i en gyde af 5-6 mænd. De kunne meget få danske ord, de blev ved med at sige: Vi vil bare gerne lege med dig eller noget i den stil. Jeg gik så meget i chok, at jeg ikke vidste, hvordan jeg råbte. Heldigvis kom der 2 fyre gående forbi, som så, hvad der skete, og de andre mænd løb væk.”
“Jeg blev udsat for blufærdighedskrænkelse en sen aften i toget.”
Vi opdrages til frygt
“Som kvinder bliver vi opdraget med, at vi skal passe på ikke at blive voldtaget,” siger Marie Bruvik Heinskou, der er sociolog og forsker i voldtægt. Hun forklarer, at frygten for voldtægt bliver en grundlæggende fortælling om det at være kvinde, som kan resultere i en angst for at være i verden. En angst, der begrænser os og bliver invaliderende.
Læs også: Bekymrer du dig for meget?
Men det er ærgerligt, for virkeligheden er slet ikke så grum, som vi frygter:
“Risikoen for at blive overfaldet og voldtaget på gaden er ekstremt lille, hvis man ser på antallet af anmeldte voldtægtsoverfald. Med andre ord: Den ‘klassiske voldtægt’ – altså at blive overfaldet af en fremmed, når man går alene på gaden, er noget, der kun sker ekstremt sjældent. Når man ser på voldtægter og seksuelt krænkende adfærd, foregår det oftest mellem mennesker, der kender hinanden i forvejen. Det er hjemme, at kvinderne bliver udsat for overgreb, og ikke når de går alene på gaden,” siger Marie Bruvik Heinskou.
Vi bruger mobil og nøgler
Blandt det, der gør os mere trygge, når vi færdes alene om aftenen, er mobiltelefonen. Næsten 53 procent af deltagerne i undersøgelsen svarer, at de taler i mobil hele vejen hjem, mens omtrent en tiendedel har tastet 1-1-2 ind på forhånd.
Også tricket med at holde et nøglebundt mellem fingrene, så man bedre kan slå fra sig, er meget brugt – hele 43 procent gør det. Og så får 28 procent nogen, de kender, til at gå dem i møde, mens en femtedel løber for at komme sikkert frem.
Smid offerrollen
Sociolog Marie Bruvik Heinskou opfordrer til, at vi træder ud af frygten og ser på virkeligheden:
“Undersøg, hvad der er fakta, og forhold dig til det i stedet for at lade dig styre af frygten for en situation, som heldigvis er meget sjælden,” siger hun.
Og så er det vigtigt som kvinde at træde ud af offerrollen: “Gå til selvforsvar, eller lav fysisk træning, som giver dig en følelse af ikke at være så skrøbelig som kvinde. Hvis du føler tillid til din krops formåen, er det jo også styrkende i mange andre sammenhænge i livet. Du udstråler en selvsikkerhed, som kommer dig til gode, både når du går på gaden, men også når du træder ind i et rum.” siger Marie Bruvik Heinskou.