Vind et juletræ fyldt med gaver, og vær med til at give børn og unge en bedre jul

Ungdommens Røde Kors holder juleauktion med stakkevis af lækre produkter

12. december 2016 af Redaktionen

Børn og unge, som må holde jul udenfor hjemmet, har brug for ekstra meget forkælelse. Derfor har Ungdommens Røde Kors lavet en auktion, hvor du indtil i morgen aften kan byde på et juletræ fyldt med lækre gaver til dig selv – og samtidig hjælpe andre med at få en gladere og hyggeligere jul. Lige noget for os julefreaks med hjertet på rette sted.

Julegaver for 10.000 kr.

Kendte kvinder som Le Gammeltoft, Lisbeth Østergaard og Sara Maria Franch-Mærkedahl har været med til at pynte et juletræ med deres yndlingsprodukter, og hvert træ har gaver for en værdi af 10.000 kroner. Der er præmier fra brands som Kopenhagen Fur, Rudolph Care og Simply Chocolate, og du kan byde på det træ, du helst vil vinde.
Pengene fra auktionen går ubeskåret til juletræsfester, som Ungdommens Røde Kors holder i hele Danmark for udsatte børn og unge, der i december er alene, og som føler sig ensomme og utrygge. Det kan være børn, der er fjernet hjemmefra, børn på døgninstitutioner, eller børn, der holder jul med deres mor på et kvindekrisecenter.

Auktionerne kører frem til tirsdag aften, og du kan deltage her.

Se mere her: