Ja, det skulle nødig gå som i filmen Svigermonster, når du møder din tilkommendes mor!
Ja, det skulle nødig gå som i filmen Svigermonster, når du møder din tilkommendes mor!

Vind svigermekanikkens hjerter

Her er de 4 fede fif til, hvordan du gør

24. december 2010 af Mette Andrea Boesgaard

Det kan være aldeles nervepirrende at møde din kærestes forældre for første gang - og med god grund: Uanset hvor afslappede de tilsyneladende virker, måler de dig utvivlsomt i det skjulte for at finde ud af om du er god nok til deres lille pus... Men frygt ikke - her er 4 fif til, hvordan du vinder deres hjerter:

1. Ros ham
Du kan snyde dig til en høj stjerne hos din nye svigermekanik ved at fortælle dem et væld af søde, rosende historier om deres lille dreng. Husk på, at hans familie mener, at deres knægt er Guds gave til menneskeheden (og dig, hvis du gør det godt!), så hvis du kopierer deres opfattelse af ham, kan du overbevise dem om, at du er klar over, hvilken god fangst du har gjort. Og så behøver de heller ikke frygte, at du vil ikke knuse hans hjerte på sigt.


2. Vær på

Det kan godt være, at mor og far vil have, at deres kæreste skal have en sød kæreste - men de vil nødigt se ham med en dødssyg kvinde, der går i et med væggen. Så sig endelig hvad du mener - fjol rundt - stil (helst kloge) spørgsmål. Men hold dig langt væk fra kontroversielle emner som for eksempel politik og religion - i det mindste indtil du har rost hans mors mad...

3. Følg strømmen
Det kan godt være, at du synes, det er mystisk, at I tager på middagsbesøg hos kæresten for at se tv sammen med hans forældre den halve aften, men husk på at alle familier har deres egne rytmer og ritualer, og det er vigtigt, at du følger dem, hvis du vil være på god fod med familien. Så lur, hvad din svigerfamilies samvær går ud på og følg deres eksempel; det får din kæreste til at slappe af, og du bliver forhåndsgodkendt til fremtidig familiemedlemskab.




4. Pas på, hvor du rører ham
Selvom hans familie sikkert dybest set nok er klar over, at du og kæresten har haft sex, så er det en god ide at spille jomfruelig og kysk, første gang du møder forældrene - om ikke andet så for at lure, hvor blufærdige de er med hensyn til kys, kram og berøringer. Et hurtigt klem på armen og et tantekys er ok (du er jo trods alt smask forelsket i deres guldklump!), men ikke noget med at stryge ham op af inderlåret eller snave ham i gulvet. Bliv heller ikke forskrækket, hvis din kæreste pludselig behandler dig mere som en ven end som en kæreste - det betyder ikke, at han ikke længere er vild med dig, bare at han og familien har andre normer og evt. skal vænnes til småkærsteri i krogene.