“Min veninde bliver behandlet dårligt af sin kæreste – skal jeg gøre noget?”

Vores søde læser bekymrer sig (med god grund) og har brug for din hjælp

16. oktober 2016 af Amanda Vejle

En frustreret læser har bedt om hjælp fra kvinderne på Womans forum, fordi hendes veninde gennem 16 år har fået en kæreste, der behandler hende rigtigt dårligt. Se hendes indlæg herunder – og et af de svar, hun fik med på vejen.

Hvis du har gode råd, så deltag i ugens dilemma, og hjælp denne og andre kvinder på Womans forum

“Min venindes kæreste er et svin”

"Jeg forstår virkelig ikke hendes forhold, det er blevet så slemt, at jeg er begyndt at tage afstand fra hende. Han er virkelig led, han taler grimt om hendes venner og familie og har også bagtalt mig. Han er åbentlyst utilfreds med hendes udseende, han nærmest tvinger hende til og gå i fitness (hun har taget lidt på siden de mødtes), hun begyndte at ryge efter de fandt sammen, det håner han hende også for. 

Han brokker sig når de skal besøge hendes familie, han sidder bare og venter på at de skal hjem (men de kan selvfølgelig altid besøge hans familie). Han har skrevet og ses med en anden pige, min veninde tvang ham dog til at slette hendes nr. 

Han er også god til at fortælle hende, hvis der er noget hun ikke er så god til (og ofte i andres påhør). Hvis vi endelig er sammen andre steder end hos dem, skriver han ofte og spørger hvornår hun kommer hjem (han gør selvfølgelig hvad der passer ham).

Hun servicere ham i hoved og røv. Han kommentere hvis hun bruger sine egne tjente penge på tøj osv. Jeg bliver helt vred, når jeg skriver dette, har gået med det i lang tid. Jeg ved godt, det er min venindes egen sag, men hun lader ham gøre det. Ville i tillade at jeres kæreste talte grimt om jeres venner og familie?

Jeg synes det er trist at se. Jeg holder virkelig meget af hende, har kendt hende i 16 år og vi har altid hjulpet hinanden. Jeg tror også det har meget at gøre med, at hun har brug for den tryghed der er i et forhold, at hun har en at komme hjem til.

Kan jeg tillade mig at tale med hende om det? Hvad ville i gøre? Jeg kender også hendes familie rigtig godt og de er også bekymret for hende."
- Fjeldaben

Deltag i ugens dilemma her

“Jeg ville gøre det til mit livs mission at få hende til at gå fra ham”

"Jeg har gjort det - fortalt en veninde at hendes kæreste var en røv der behandlede hende af helvedes til og at hun fortjente bedre. Jeg fortalte også hendes kæreste det. Fortalte ham at hvis han ikke tog sig sammen og behandlede hende som den prinsesse hun var, ville jeg gøre det til mit livs mission at få hende til at gå fra ham.

Min veninde gik til sidst fra ham - da hun selv var klar. Jeg havde anbefalet hende at gøre det i måneder. I dag er hun oprigtigt lykkelig og tænker tilbage på det forhold som noget pinligt, men lærerigt. 

Hun gjorde desuden det samme for mig senere. Min x var en røv der altid aflyste aftaler når jeg lige havde sat mig i toget, skrev med andre piger og generelt ikke var særlig god for mig. Det lod hun mig vide og jeg satte pris på det - også selvom jeg ikke selv kunne se det på daværende tidspunkt. I bakspejlet havde hun dog helt ret.

Jeg synes man har et ansvar over for dem man holder af - venner, veninder, familie. Hvis nogen er i et dårligt forhold er man nødt til at snakke med dem om det. Selvfølgelig skal man ikke presse nogen til at gå fra den de elsker, og det kan være meget individuelt hvad man vurderer som værende et 'dårligt forhold', men hvis det er tydeligt at der er tale om fysisk eller psykisk vold, så må man simpelthen gøre noget ved det. Som god veninde er man nødt til at sige de ting der måske ikke ønskes hørt."
- xxmahaloxx

Hvad vil du selv råde den bekymre og frustrerede læser til? Deltag i ugens dilemma her.

Læs mere fra samme kategori