Mand med telefon
© iStock

“Vil du bare knalde, når du dater på Tinder?” – og 7 andre spørgsmål til de ærlige mænd

Synes han egentlig, at din veninde er lækker, selv om han benægter det?

20. februar 2018 af Redaktionen

1. Hvorfor holdt du op med at svare på mine beskeder? 

“Det ærlige svar: Fordi du simpelthen ikke er en prioritet. Det er ikke nødvendigvis, fordi jeg holdt op med at synes, at du er sød. Rationelt set vil jeg dig måske gerne stadig. Der findes selvfølgelig nogle sjældne eksempler på, at det er ekstrem travlhed, der kommer i vejen for, at jeg får svaret. Men i sidste ende får en mand altid skrevet til den kvinde, han går og tænker på – uanset hvor hjernedødt pakket hans skema er. Så tænk sådan her: Hvis du fylder noget i hans bevidsthed, så hører du helt sikkert også fra ham.”

– Esben

“Det er ikke usædvanligt, at vi mænd har gang i flere kvinder på en gang, så hvis du pludselig ikke hører så meget i en periode, er det desværre nok, fordi en anden kvinde optager min tid og opmærksomhed. Men jeg vil da helst bevare den gode relation til dig, hvis dét forhold går i kage. Eller hvis hun er ude at rejse... derfor lader jeg det glide langsomt ud og lader døren stå lidt på klem i stedet for at sige pænt farvel og tak.”

– Tim 

2. Vil du bare knalde, når du dater på Tinder?

“Ligesom nogle kvinder er nogle mænd kun på Tinder for at finde sex. Men de afslører hurtigt deres motiver, og der er altså masser af os, som vil kærligheden og bruger Tinder til netop det.”

– Nikolaj


“Vi mænd forsøger jo også at finde den store kærlighed og en potentiel partner i livet. Hvis det sommetider føles, som om alle mænd på datingapps kun er ude efter sex, så er det nok, fordi mange af dem ret hurtigt går lige til sagen. Men vi andre er altså også derude. Vi leder efter jer, præcis som I leder efter os.”

– Kristian

3. Hvorfor slog du ikke op med mig, før du var sammen med en anden? 

“Fordi vi mænd er tryghedsnarkomaner, ligesom jer kvinder. Vi giver efter for fristelsen til at se andre kvinder, før vi indser, at det forhold, vi allerede har, ikke fungerer. Det er ikke for være onde, at vi er utro. Vi kan bare bedst lide at nedlægge andre, mens vi ved, at parforholdshylden derhjemme stadig hænger pænt, hvor den skal. Så er der noget at falde tilbage på.”

– Benjamin


“Når mænd går ud og er utro i stedet for at gøre forholdet forbi først, er det, fordi, vi i bund og grund hellere vil have en rolle som skurk end at starte den svære samtale om, at forholdet nok reelt skal slutte. Vi tror, det er lettere at gøre noget dumt, så I kan slå op. Så er det jo jeres beslutning, ikke vores. I virkeligheden er det ikke spor nemmere.”

– Sexolog Jakob Olrik 

4. Hvorfor siger du, at du er vild med mig, når du ikke vil ses igen?

“Jeg kan godt finde på at sige det i affekt, ofte lige før eller efter sex. Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, hvor fantastisk jeg synes du er. Jeg er opslugt og næsten forelsket – jeg vil bare begrave mig i dig. Kort sagt: Ordene er sagt i god tro. Det er ikke for at snøre dig eller lyve. Virkeligheden kan bare ikke altid leve op til de store ord, når elskovstågerne letter bagefter.”

– Oliver


“Vi siger store ord for at få dig til at have det godt. Du skal føle dig tilbedt og speciel, men i situationen får vi sommetider givet for meget gas. Når han siger sådan, kan han rigtig godt lide dig, ellers ville han ikke sige det. Men deciderede følelser behøver det altså ikke at være. Det er nok nærmere sexlyst.”

– Nick 

5. Er det et turnoff for dig, hvis jeg skriver lange beskeder? 

“Ja, det er fuldstændigt rigtigt. I kvinder overfortolker de medier, som i vores øjne er skabt til at aftale tid og sted – og ikke til ret meget andet. Kvinder kan finde på at skrive en halv A4-side i en SMS om deres inderste tanker og følelser og håber så, at vi sender det samme tilbage. Men hvis vi lige har aftalt, at vi ses om et par timer, så vil vi mænd hellere være nærværende og tale om de vigtige ting, når vi sidder over for jer. Det er derfor, vi ikke skriver så lange beskeder.”

– Sexolog Jakob Olrik


“Jeg orker ikke lange beskeder. Personligt har jeg et attention span på omkring... hov, der kom en snap... øjeblik.”

–Komiker Thomas Skov 

6. Mister du interessen, hvis vi har sex på første date? 

“Nej. Hele tanken om at holde os til ilden ved at vente, den holder ikke. For hvis sex var den eneste mission for manden, så mister han jo interessen efter tredje eller fjerde date, når jagten er forbi. Mit råd er, at hvis du som kvinde er på en date, hvor du føler, at du kan være dig selv og har lyst til sex, så giv slip, og hav sex. Har I det godt sammen, så skal der nok komme en lyst til at ses igen.”

– Sexolog Jakob Olrik


“Nej, det kommer helt an på, hvad der sker efterfølgende. Ingen mand vil sige nej til at se en kvinde igen, som han har haft det fantastisk med – sex eller ej.”

– Poul 

7. Hvad kigger du efter, når du ser mig nøgen?

“Det er virkelig forskelligt. Det er ikke en bestemt kropsdel. Nærmere ting som: Passer hun på sig selv? Er hun sund og rask? Slapper hun af i sin krop? Har hun lyst til mig?”

– Andreas


“En kvinde, der går nøgen og rank gennem rummet, er det mest sexede, der findes. Så er det ligegyldigt, om der er deller eller andet. Vi er vilde med jer, når I er trygge i jeres kroppe. Det er sandheden!”

– Liam 

8. Synes du, at min veninde er lækker, selv om du benægter det?

“Ja, selvfølgelig. Jeg fantaserer også om hende. Begær findes i alle former og på alle tidspunkter, så selvfølgelig er din veninde (eller min!) også genstand for den type af opmærksomhed. Men det er ikke det samme som, at jeg vil gøre alvor af det. Det er bare fantasier.”

– Tony


“Selvfølgelig findes der kvinder i vores bekendtskabskreds, som jeg ikke tænker på i en seksuel sammenhæng. Men det er ikke mange. Sorry.”

– David 


Artiklen er tidligere bragt i Woman 231 og er skrevet af Maria Denise Christoffersen.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori