Rød risgrød med feta
Hvis du har mod på en lidt anderledes grødoplevelse, skal du prøve denne dejligt krydrede og smukt dybrøde aftensmadsgrød.
Det skal du bruge:
400 g rødbeder
1 løg
1 spsk. olivenolie
200 g grødris
3 dl vand
1 l grøntsagsbouillon
Salt og peber
20 g mandler
1 dl fetatern
Sådan gør du:
Skær enderne af rødbederne, og skræl dem. Kog dem, til de er møre, det tager cirka en halv time. Hæld vandet fra rødbederne, kom halvdelen i en skål, og blend dem til en ensartet masse. Skær den anden halvdel af rødbederne i både, læg dem på bagepapir, og bag dem ved 200 grader i 15-20 minutter. Hak løget fint, og svits det i olien i en gryde. Tilsæt grødris og vand, lad det koge et par minutter, og hæld så bouillonen ved. Kog grøden i 25-30 minutter, til den har en fast konsistens som risengrød. Til sidst rører du grøden sammen med rødebedepureen, smager til med salt og peber og anretter med de bagte rødbeder, smuldret feta og mandler på toppen.
TIP! Rødbederne kan skiftes ud med gulerødder, hvis du foretrækker smagen af dem – så bliver grøden lys orange.