Lækre cookie sandwiches med hindbæris
En dessert, der vil begejstre! © Getty Images

Lav de lækreste cookie sandwiches på under 20 minutter

Hvem skal diske op med denne lækre dessert-kombi?

15. august 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Det her er muligvis den lækreste kombination, vi kan komme i tanke om... Lækker, cremet is mellem to gyldne cookies. Mums! 

Det bedste af det hele er, at den her dessert er ret lige til. Faktisk kan den klares på under 20 minutter (hvis du vel og mærke køber isen færdiglavet). Og dét er noget, vi kan li'! 

Opskrift på cookie sandwiches  

Her er en opskrift på cookies, du sjældent går galt i byen med! Det kræver følgende ingredienser:

  • 250 gram blødt smør
  • 2 æg
  • 350 gram mel
  • 200 gram brun farin
  • 180 gram hvid sukker
  • 4 store spsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk natron
  • 1/2 tsk salt
  • 300 gram hakket mørk chokolade
  • 100 gram hasselnødder
Cookie sandwiches med vaniljeis
Vælg din yndlings is til dine cookie sandwiches – eller lav flere forskellige. © Getty Images

Sådan laver du cookie sandwiches

Fremgangsmåden er relativ simpel. Hele molevitten røres sammen i en skål, og dejen formes! Her er, hvad du skal gøre:

  • Forvarm ovnen på 175 grader
  • Hæld alle ingredienserne (pånær chokolade og nødder) i en skål, og miks det godt 
  • Hak chokolade og nødder groft, og hæld det i den blandede masse
  • Tag en halv spiseskefuld dej, og form dejen til en kugle
  • Læg dejkuglen på en bageplade, og giv et blødt tryk på dejen med skeen
  • Obs: Husk at efterlade god plads mellem dine cookies (de flader ud under bagningen)
  • Sæt bagepladen i ovnen og bag i 7-10 minutter
  • Når de er færdige skal de køle i 5 minutter, så de samler sig og bliver faste
  • Vælg herefter din favorit-is, og læg en skefuld mellem to cookies 
  • Voilà! Et styks lækker cookie sandwich!

Tip: Du kan eventuelt prøve dig frem med første bageplade og se, om størrelsen er, som den skal være. Jo mere dej i hver kugle, jo større cookies – og jo fladere du trykker dejkuglen, desto fladere bliver cookien. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori