Crispy crackers

En virkelig god måde at få brugt dine brødrester på!

2. marts 2014 af Regitze von Bülow Bjergegaard

Små sprøde godter lavet af brødrester. Disser her har jeg lavet af et "paleo/LCHF" brød - altså udelukkende på kerner og æg. Så det er små glutenfrie godter, som smager lækkert knust oven på en salat, i en suppe eller som snack efter maden. De er også gode som dippers til humus eller guarcamole. Almindelig rugbrød kan selvfølgelig også bruges - men netop de såkaldte lowcarbbrød er jo lidt "dyre i drift", og derfor vil jeg gerne bruge det op HVER GANG, så intet går spildt :-)

Skær din brødrest i helt tynde skiver. Frys det eventuelt inden i et par timer, så det ikke er gennemfrossent, men rimelig hårdt. På den måde kan det være nemmere at få fine tynde skiver når det skæres. Pensl begge sider med olie og drys med krydderier eller bare lidt salt. Her har jeg lavet dem med knust & tørret hvidløg, rosemarin, lidt salt og en smule peber. Men alt fungerer - så hiv frem af hvad du har!

Lig dem på en rist, på den måde bliver de fint sprøde på begge sider. Giv dem ca. 10-15 min i ovnen ved 200 grader. Bagetiden afhænger af, hvor tynde du har lavet dem. Er de ikke sprøde nok, lader du dem bare være, til de er. Men hav lige et øje på ovnen - der skal ikke mange minutter til, før de brænder på!

Lækker sund snack med gode fibre og sundt fedt - og så er de også gode til tasken, hvis du er på farten.