Detoxing

Efter en julemåned med flere traditionelle og tunge måltider, lidt for meget alkohol, og lidt for mange udsving, er det tid til at viske tavlen ren - sådan en slags indre hovedrengøring. Derfor tager jeg en uge, hvor jeg fra kl 20 aften til kl. 12 næste dag kun drikker juicer og smoothier med naturligt rensende, balancerende og fordøjelsesfremmende effekter. Resten af tiden spiser jeg normalt. Dog "blødere" kost, hvor alle grøntsager er dampet og masser af fisk og olie. Alt maden er kommercielt ubehandlet - dvs. ingen røget laks, ingen marineret sild, røget skinke, intet dybtstegt mad, saltede nødder osv.

Jeg er generelt ikke fan af flydende "kure" og stærkt restriktive diæter - for i længden kan den sunde krop godt optage og udskille det, den skal. Men derfor kan man jo støde ind i ubalancer og have glæde af lidt hjælpende midler til at komme tilbage på rette spor. Disse smoothier supplerer jeg med juicer med alt lige fra kål, agurk, vindruer, ananas, æble spinat til rødbede, agurk, bladselleri, avocado og gulerod. De består altså mest af grønt med naturligt udrensende effekt og med fordøjelsesfremmende egenskaber - så der ligesom er skred i systemet. Det giver en dejlig ro i maven, og dårligheder bliver langsomt fordrevet fra min krop. Tilføj gerne "boostere" som tang, bipollen, ingefær, citron, chili, hvedegræs, chia, hørfrø, hørfrøolie, valnøddeolie og hampefrø. Dette er ikke direkte nødvendigt eller noget du partout skal investere i - men hvis du nu alligevel lå inde med én eller flere, så brug det endelig!

Her kommer 3 af mine yndlingssmoothies, som ikke kræver en juicer - men blot en blender: grøn, rød og gul.

 

 

Den grønne detox-smoothie med avocado, æble, citron og ingefær

Ingredienser til den grønne detox-smoothie (2 personer)

  • 1/2 avocado
  • 1/3 agurk
  • 1/2 æble
  • saft af 1/2 citron
  • 2 cm ingefær
  • 2 dl vand

Sådan laver du den grønne detox-smoothie

Skær avocado og æble i mindre stykker. Pres citron. Put det hele i blenderen og blend indtil den er cremet.

Derfor er den god: Agurk er en af de bedste rensende grøntsager. Den består primært af vand, og kan rette op på din saltbalance og har afførende egenskaber. Den indeholder også en aminosyre, der hjælper din lever til at slippe af med ammoniakophobninger. Avocadoen giver dig en ordentlig skudfuld vitamin og sunde fedtsyrer, og ingefæren har naturlig rensende effekt og afhjælper også infektioner i kroppen. Æblet sikrer dig nogle gode fibre til fordøjelsen og citronen bidrager med en masse c-vitamin.

 

Den røde detox-smoothie med rødbede, agurk og spinat

Ingredienser til den røde detox-smoothie (2 personer)

  • 1-2 gulerødder
  • 1 mellemstor rødbede
  • 1 kugle spinat eller en håndhuld frisk.
  • 2 dl vand

 

Sådan laver du den røde detox-smoothie

Skræl rødbede og gulerod og skær dem i mindre stykker. Blend med resten og drik straks.

Derfor er den god: Rå rødbede har en naturlig afførende virkning og renser særligt fordøjelseskanalen. Har du forstoppelse, så start dagen med 2 dl friskpresset rødbedesaft med ingefær - så kan jeg love dig, at der kommer gang i systemet! (p.s: alt du "afleverer" er rødt - du er ikke syg, ikke døden nær, du har bare drukket rødebedesaft. Pretty pink, all day long). 

Gulerødder indeholder mange antioxidanter, fibre og virker naturligt rensende. Da flere af vitaminerne i rødbede og gulerod er fedtopløselige, skal du derfor huske lidt olie for at få gavn af dem. Den er god mod oppustethed og væskeophobninger.

Spinat styrker immunforsvaret, er en ren antioxidant bombe og giver dig et skudfuld calcium i denne uge, hvor du undværer mælkeprodukter. Brug det derfor gerne i mange af dine smoothier.

 

Den gule detox-smoothie med ananas, agurk, ingefær og olie

Ingredienser til den gule detox-smoothie (2 personer)

  • 150 g ananas (evt. fra frost)
  • 100 g agurk
  • 1/2 citron
  • 2 dl vand
  • 2 cm ingefær

 

Sådan laver du den gule detox-smoothie

Skær skal og hvidt af citronen. Du kan eventuelt også skrælle agurken og spise skallen ved siden af, så bliver din smoothie flot gul. Er du mindre farve-kritisk, putter du bare alt i blenderen, og blender til en cremet gul herlighed.

Ananas er rig på C-vitamin, bromelain og mangan. Ananas styrker derfor fordøjelsen og virker hæmmende på betændelsesreaktioner - som f.eks fødevareallergier. Bromelain har en særlig positiv effekt på forbrændingen af mavefedt. Mangan skal være til stede i kroppen for at sikre omsætningen af fedt og kulhydrat - og sætter fut i dit stofskifte.

Citroner er rige på C-vitamin og kalium. Citronen stimulerer leverens funktion og er specielt gavnlig, når man har spist og drukket meget for en periode.

 

Du kan også vælge lidt blød og ren kost i denne uge - som mig. Hvid fisk, dampede grøntsager, og sund olie. Det er blødt for din fordøjelse og passerer let igennem tarmsystemet. Gå uden om alt for mange fibre og mælkeprodukter. Dyrk let motion som gang, yoga og pilates. Drik masser af vand, og brug citron og ingefær som begge virker naturligt udrensende og bakterienedkæmpende. Start og slut dagen med varmt vand tilsat citron og ingefær.

Dette er en sund måde at nulstille kroppen og fordøjelsen på. Det er ikke en slankekur men en stabiliserings-kur - og du vil ikke opleve voldsomme bivirkninger som ved kure, hvor du udelukkende må drikke vand tilsat krydderier, grøntsagsafkog eller te'er. Det kan være en voldsom behandling for kroppen.

Har du problemer med hud, vægt og ubehag eller ømhed i kroppen, skyldes dette ofte ubalancer i kroppen. En krop i ubalance kan ikke tabe sig, kan ikke afgive giftstoffer, har ikke overskud til forandringer og syner usund. Så lad kroppen komme i balance, og giv den så derefter en udfordring som: vægttab, vægtøgning, sportspræstationer, muskelopbygning, ny kost, nye vaner, osv. Du begyndte jo heller ikke at gå, før du kunne kravle :-)

God start på det nye år!

Madblog

På Womans madblog finder du velsmagende opskrifter fra uafhængige madbloggere, der har tabt deres hjerter til kogekunsten. På madbloggen vil du få serveret alt lige fra nemme aftenmåltider og små snacks til morgenretter og lækre desserter.

Bon appetit!