Dark n Stormy, Dark and stormy
Sådan laver du en lækker Dark n Stormy! © Getty Images

Frem med rom og Ginger Beer: Sådan laver du den lækre drink Dark n Stormy

En Dark n Stormy er perfekt til alle årstider!

23. august 2023 af Henny Müller Dahl

Dark n Stormy – der sommetider også staves som Dark and Stormy – er en populær drink, der har en forfriskende smag af Ginger Beer, også kaldet ingefærøl på dansk. Drinken er perfekt til absolut alle årstider, da den både fungerer godt som sidemakker ved solsengen om sommeren, men også er oplagt på en vinterdag, hvor smagen af ingefær virkelig kan føles som et lækkert boost. 

Herunder kan du finde opskriften på Dark n Stormy, og vi lover, at du nok skal blive endnu mere populær i vennekredsen, hvis du disker op med denne lækre drink til den næste fest. Bare rolig – den kræver kun ganske få ingredienser. 

Dark n Stormy, Dark and Stormy
Find opskriften på en Dark n Stormy her. © Getty Images

Opskrift på Dark n Stormy 

For at lave en velsmagende Dark n Stormy skal du have fat i følgende ingredienser: 

  • 2 centiliter Ginger Beer 
  • 5 centiliter mørk rom 
  • 1 centiliter limejuice fra en lime 
  • Isterninger 
  • Eventuelt to dråber Angostura 

Sådan gør du: 

  1. Vælg et glas og start med at putte isterningerne i. 
  2. Herefter hælder du rommen i glasset. 
  3. Skær limen over og put limejuice i glasset. 
  4. Tilsæt som det næste din Ginger Beer. 
  5. Til sidst kan du tilføje de to dråber Angostura, hvis du ønsker det. Du kan også pynte glasset med limeskiver. 
Opskrift på Dark n Stormy drink
Det er meget nemt at lave en Dark n Stormy. © Getty Images

Hvad er forskellen på Ginger Beer og Ginger Ale? 

Mange tror, at Ginger Beer og Ginger Ale er det samme, men det er faktisk ikke tilfældet. De to bliver produceret på hver sin måde, og smagen er også forskellig. Ginger Beer laves ved at fermentere frisk ingefær og sukker, mens der til en Ginger Ale fermenteres med valle, eller også mikses sodavand med ingefærsyrup. 

Ginger Beer har en stærkere smag af ingefær end Ginger Ale, som har en mere sirupslignende smag. Ginger Ale er typisk også helt alkoholfri, mens en Ginger Beer oftest vil have nogle procenter i sig. 

Er Dark n Stormy og Moscow Mule det samme? 

Hvis du i forvejen er vild med Dark n Stormy, så kan vi anbefale dig også at prøve en Moscow Mule, der på samme måde laves med Ginger Beer. De to drinks, Dark n Stormy og Moscow Mule, er dog ikke det samme. 

Den store forskel er, at mens en Dark n Stormy laves med mørk rom (og generelt er en af de bedste drinks med rom), så indeholder en Moscow Mule i stedet vodka. Der bruges altså forskellige typer alkohol til at lave de to drinks. 

Kilder: Masterclass.com