Den er cremet. Den er lidt tyk. Og så smager den HIMMELSK! Ja, du gættede rigtigt. Det er naturligvis drinken Skumbanan, vi har i tankerne.
Drinken, som var at finde til alle førfester i 00'erne og 10'erne, men som vi altså aldrig må glemme. Vi synes i hvert fald, at Skumbanan klart fortjener en plads på bordet ved siden af den mere fancy Aperol Spritz og Mimosa!
Skumbanan er nemlig den perfekte lille forkælelse, inden du rammer byen. Vi foretrækker den klart som drink, men hvis du ikke er til Skumbanan i så store mængder som os, er det heldigvis også muligt at lave Skumbanan-shots.

Opskrift på Skumbanan som drink
Har du fået lyst til at forkæle en, du holder af, med en lækker Skumbanan-drink? Vi forstår! Herunder får du opskriften på Skumbanan:
- 8 centiliter kakaomælk (vi foretrækker Cocio eller Mathilde Kakao)
- 4 centiliter Pisang Ambon
- 2 centiliter vodka
- Eventuelt isterninger
Sådan gør du:
- Start med at fylde isterningerne i glasset.
- Hæld herefter kakaomælk i.
- Så er det tid til at hælde Pisang Ambon i.
- Slut af med at tilsætte vodka.
Nu har du en lækker Skumbanan-drink – nyd den!

Opskrift på Skumbanan som shots
Hvis du er mere til shots end drinks, kan du naturligvis også kaste dig ud i Skumbanan som shots. Du skal bruge de samme ingredienser – fordelingen er bare anderledes, da der er mere spiritus i Skumbanan-shots.
- 4 centiliter kakaomælk (igen vil vi anbefale Cocio eller Mathilde Kakao)
- 4 centiliter Pisang Ambon
- 2 centiliter vodka
Sådan gør du:
- Find dine flotteste shots-glas frem!
- Hæld kakaomælk, Pisang Ambon og vodka i en shaker, og ryst godt!
- Servér dit Skumbanan-shot.