Frugteddiker fra Meyers

Eddike lækkerier - "like summer i a bowl"

24. februar 2014 af Regitze von Bülow Bjergegaard

Jeg er en begejstret dame! I sidste uge var jeg en tur ude på Nordhavn og se Meyers hovedkvarter - i sig selv en oplevelse,  når man som jeg er madentusiast, og så får lov at komme med bagom, hvor laksen varmes, skinkerne tørres og eddiken gærer. Tønder i alle størrelse, og aromatiske dufte fra lidt af det hele. Og nu har jeg for alvor fået øjnene op for de danske eddiker, der rummer en lækker dyb, sød og syrlig smag. For der blev smagt på dem alle! De findes i alt fra blommer, æbler, hyldeblomst, solbær, kirsebær, pærer - ja alle de gode danske frugter. Som overskriften siger, var det som at smage en skefuld af den danske sommer. Uhmm... Jeg vil helt klart udnytte denne smagsforstærker af sød og syrlighed i mine retter - og her får du to bud indtil videre. Men tankerne vandrer allerede, og jeg skal bestemt have lavet mere: måske hyldeblomsteddike-marineret og grillet ferskener med vanilleis til sommer? Eller en lækker jordbær salat med fennikel og solbæreddike? Men so far, prøv disse to salater - enten som en frisk forret eller som tilbehør til vildt eller fisk. Deres æblecidereddike synes jeg er sødere og rundere end jeg kender til ellers - så fra nu af kommer der lidt revet indefær og en smule sirup i, iskoldt vand og æbleeddike, som en frisk sund drik - for så er min mave glad :-)


Tomatsalat med kirsebæreddike-marineret rødløg og feta

2 personer

1 rødløg

50g feta

4 store tomater

Lidt frisk spinat

1 dl kirsebæreddike

2 tsk olie

Hak rødløget groft og kom det i en skål sammen med kirsebæreddiken. Lad det stå mindst 2 timer, eller natten over på køl. Skær tomaten i skiver og knus fetaosten, så den smuldrer. Fordel lidt frisk spinat på tallerkenen, kom tomater og eddikemarineret rødløg over og slut af med fetaosten. Kom olien i den resterende eddike i skålen, bland og hæld resten over salaten.

 

Rødkål med granatæble, valnøddeolie og æbleeddike

2 personer

200g rødkål

1 æble

1/2 granatæble

1/2 dl æbleeddike

2 tsk honning

1 spsk valnøddeolie

Skær rødkålen helt fint og hak æblet groft. Frigør granatæblekernerne og vend sammen med rødkål og æble. Bland æbleeddiken med honning og valnøddeolie. Fordel over salaten.