Julen er... pebernøddernes tid!

Jeg elsker jul - og alt der har med den at gøre: Kanel, mandler, dadler, rødkål, clementiner, krydderierne - sååå mange lækre ting! Hos mig er det derfor ikke de sukkerfyldte hvede småkager, der fylder - men disse pebernødder indtages i store mængder gennem hele december! Små kugler med stor smag. De er altså stærkt vanedannende...
Rigtig glædelig 1. december!
30 kugler
150g mandler
150g dadler
1 spsk kokosolie
2 tsk kanel
1/4 tsk hvid peber
1/4 tsk stødt kardemomme
2 tsk friskrevet ingefær
Kværn mandlerne i en minihakker eller en kraftig blender. Tilsæt krydderierne og ingefæren. Hvis du ikke lige orker det med både peber, kanel og kardemomme så kan 3 tsk pebernøddekrydderi udgøre det. Men du må ikke droppe ingefæren! Det giver dem et skønt twist. Smelt kokosolien og hæld i blenderen sammen med dadlerne. Kør det hele sammen. Rul massen til en pølse, skær ud i små stykker og rul til kugler. Opbevares på køl hvis der skulle være nogle tilbage når dagen er omme :-)