Konfektinspiration

Skal du også hygge med julekonfekt her i weekenden kommer her lidt inspiration til, hvordan du nemt kan gøre det lige så fint som de håndlavede fra Peter Beier. 

- Lakrids marcipan med mørk chokolade med hvid chokoladepynt og frysetørret     hindbær

- Mocca marcipan med hvid chokolade, mørk chokolade og krystal karamel

- Ingefær-marcipan med hvid chokolade og kokos

- dadel kugler med mørk chokolade og kokos

 

Uanset om du vil have lyse eller mørke striber på dine kugler, er det nemmeste at komme en portion chokolade i en frysepose og varme den op enten i et vandbad eller 1 minut i microovnen. Herefter klipper du et ultra lille hul i det ene hjørne, hvorefter du kan sprøjte chokoladen kontrolleret ud i en tynd stråle.

 

Lakrids-marcipan med mørk chokolade med hvid chokoladepynt og frysetørret hindbær

Bland 1/2 - 1 tsk lakridspulver i 100g marcipan og tril til kugler. Overtræk med mørk chokolade og pynt med hvid chokolade i striber. Slut af med frysetørret hindbær. 

 

Mocca-marcipan med hvid chokolade, mørk chokolade og karamel

Bland 1 tsk neskaffe, 1 tsk kakaopulver og 1 tsk kokossukker i 100g marcipan. Tril til kugler og overtræk med hvid chokolade. Krystal karamellen har jeg lavet ved at smelte vand og kokossukker i forholdet 1:2. Det vil sige 1/2 dl vand til 1 dl kokossukker. Dertil 1 nip salt. Lad det boble kort på panden og kom herefter over på en bageplade med bagepapir på. Fordel helt tyndt ud og bræk i små stykke til at pynte med, når det er størknet. 

 

Ingefær-marcipan med hvid chokolade og kokos

Riv 1-2 tsk frisk ingefær - alt efter hvor glad du er for smagen. Tril marcipanen til kugler og dyp herefter i hvid chokolade og kokosmel 

Dadel kugler med mørk chokolade og kokos

Her har jeg bare pyntet et par dadelkugler med lidt mørk chokolade i striber og drysset med kokoschips 

Madblog

På Womans madblog finder du velsmagende opskrifter fra uafhængige madbloggere, der har tabt deres hjerter til kogekunsten. På madbloggen vil du få serveret alt lige fra nemme aftenmåltider og små snacks til morgenretter og lækre desserter.

Bon appetit!