Opskrift: De perfekte brunede kartofler

Indrømmet – brunede kartofler er ikke noget, jeg er voldsomt vild med. Til trods for det har jeg en familie, som ville slå mig halvt ihjel, hvis de manglede på julebordet! Derfor skal de selvfølgelig være der, for julen er jo traditionernes tid.

Og når de nu skal være der, så skal de altså også være perfekte! Jeg har nogle fif fra min mormor, som var mester til brunede kartofler – og som gør dine brunede kartofler til små brune succeser. Det handler nemlig om rækkefølgen...

Opskrift til 6 personer

1 kg små glaskartofler (du kan også koge små kartofler selv, gør dog dette et par timer før de skal brunes – de skal nemlig være pillede og helt kolde inden bruningen)

1 dl sukker

4 spsk vand

40g smør

Bland vand og sukker, så du har en "sjasket" blanding. Varm en stor pande op. Kom sukkerblandingen på og skru ned til halv varme af, hvad der er max på dit komfur. Lad det koge ind stille og roligt uden at røre i det. Når det er brunet, vandet er væk, og konsistensen er blevet, kommer du smøret på. Det sprutter og larmer lidt, men no worries. Alt er godt. Lad det koge sammen, og kom nu kartoflerne i massen. De må ikke være våde, da karamellen så kan finde på at lave klumper. Varm det hele igennem, indtil kartoflerne er gennemvarme. Det tager mellem 5-10 minutter alt efter, hvor mange kartofler du har på panden. Brug ikke køkkenredskaber af træ eller plastik da karamellem sidder fast på disse redskaber – brug i stedet stål eller kobber, smurt med lidt smør.

Og så er der smukke, brunede kartofler – uden brændt karamel, karamelklumper eller karamel, der ligger og hygger sig på bunden af fadet, fordi det er gledet af kartoflerne.

Læs her, hvordan du laver den perfekte hjemmelavede rødkål

Madblog

På Womans madblog finder du velsmagende opskrifter fra uafhængige madbloggere, der har tabt deres hjerter til kogekunsten. På madbloggen vil du få serveret alt lige fra nemme aftenmåltider og små snacks til morgenretter og lækre desserter.

Bon appetit! 

 

Læs mere fra samme kategori