Opskrift: Lækker blød lakridsfudge

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at størstedelen af min pose er fyldt med lakridsfudge, når jeg købet bland selv-slik. Jeg har virkelig en svaghed for den bløde lakridskaramel. Man kan dog nogle gange opleve, at de købte fudge er tørre og hårde, så hvorfor ikke begive sig ud i en hjemmelavet udgave? De her hjemmelavede lakridsfudge kan slet ikke sammenlignes med den købte udgave – de er bløde, de smelter på tungen, og så kan man tilpasse mængden af lakrids lige som man selv ønsker.

Ingredienser (70-80 stk)

1 dåse kondenseret mælk (ca 400 g)

450g rørsukker

1,5 dl sødmælk

110g smør

2 store spsk Salty Lakridssirup fra Johan Bülow

1,5-2 tsk Raw Liquorice Powder fra Johan Bülow

Fremgangsmåde:

1. Hæld kondenseret mælk, rørsukker, smør og sødmælk i en stor gryde, og rør dem sammen, mens det hele varmes op. Fortsæt med at røre imens alle ingredienserne smelter sammen.

2. Når massen koger tilsættes lakridssirup, og det koges fortsat i 15-20 minutter indtil massen er nået en temperatur på 120 grader. Rør i massen med jævne mellemrum.

3. Når karamellen er kogt færdig, tages gryden af varmen med det samme, så karamellen ikke bliver varmere. Karamellen hældes i en skål, der kan tåle den høje temperatur (eventuelt en metalskål).

4. Lad karamellen stå i skålen 2-3 min og køle en smule. Tilsæt herefter lakridspulver og pisk karamellen i ca 12-15 min indtil den bliver fast i konsistensen. Dette er nemmest, hvis man har en røremaskine, eller en håndmixer.

5. Når massen har fået en ret stiv konsistens, kan du smage til med lakridspulver, og se, om du synes, den skal have mere.

6. Når karamellen er pisket færdigt, skal det gå lidt tjept, da den hurtigt sætter sig. Hæld massen i et fad beklædt med bagepapir, og glat den ud. Den skal være 1-1,5 cm høj.

7. Lad fudgen køle af i køleskabet 3-4 timer, hvorefter den skæres ud i tern. Opbevar dem på glas, eller pak dem i små poser – gerne i køleskab.

Madblog

På Womans madblog finder du velsmagende opskrifter fra uafhængige madbloggere, der har tabt deres hjerter til kogekunsten. På madbloggen vil du få serveret alt lige fra nemme aftenmåltider og små snacks til morgenretter og lækre desserter.

Bon appetit!