Opskrift: Lækre cookies med et twist af mynte og pistacie

Usaltede pistacienødder er virkelig lækre i bagværk. De små grønne nødder er helt fantastiske i både smag og udseende, og de kan gøre enhver kage smuk at se på. Jeg har kombineret nødderne med en frisk myntechokolade. Disse kæmpe cookies er lækre sprøde i kanterne og bløde og chewy i midten. Præcis som en cookie skal være, hvis du spørger mig.
De tager ingen tid at smække sammen. På under 1 time har du friskbagte cookies – lige til at spise.
Ingredienser (8-10 stk)
80g blødt smør
160g rørsukker
0,5 tsk salt
1 æg
150g hvedemel
Korn fra 1 vaniljestang
1 tsk bagepulver
60g myntechokolade
60g usaltede pistaciekerner
Fremgangsmåde
1. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Bland vaniljekornene med lidt sukker, så de skiller sig ad, og hæld det i en skål sammen med resten af sukkeret, salt og blødt smør.
2. Pisk smør, salt og sukker til det bliver lyst og ensartet.
3. Tilsæt ægget, og pisk det med.
4. Sigt hvedemel og bagepulver, og vend det hele sammen, så dejen bliver ensartet.
5. Hak chokolade og pistaciekerner groft, og vend det i dejen, til det er godt fordelt.
6. Tag en spiseske, og sæt store klatter af cookie dej på en bageplade beklædt med bagepapir. Der bliver ca 10 stk. Gør dine fingre lidt våde, og pres dejen lidt flad.
7. Bag dine cookies i ovnen ved 220 grader i almindelig ovn i 8-10 min. De skal blive gyldne i kanterne men lyse på midten.