Er du lige så vild med de populære pokébowls propfyldt med frisk fisk og grøntsager, som vi er? Hvis du vil imponere veninderne, kan du eksperimentere med at lave dine helt egne bowls!
Kun fantasien sætter grænser, når du skal vælge, hvilke lækkerier du vil proppe din bowl med, men her er opskriften på en utrolig lækker bowl ved navn mahalo bowl. Opskriften er vegetarisk (find flere lækre vegetarretter her), og der er nok til fire personer, så det er bare om at ringe til vennerne for at få aftalt jeres næste middagsaftale.

Ingredienser til denne poké bowl
- Rismix 400 gram (300 gr. brune ris, 10 gram quinoa)
- Sushi zu 6 cl. (ris eddike).
- Laks (til sushi) 240 gram
- Rød spidskål 80 gram
- Edamame bønner 180 gram
- Sort sesamfrø 4 gram
- Sukkerærter 80 gram
- Radise 40 gram
- Ørredrogn 40 gram
- Shiso-urt 8 gram
- Spiseblomster 4 stk.
Ingredienser til miso-lime dressing
6 spiseskefulde sød hvid miso
- 1 teske finthakket hvidløg
- 2 spiseskefulde agavesirup eller honning
- 2 spiseskefulde sesamolie eller solsikkeolie
- 6 spiseskefulde friskpresset limejuice
- 2 teske sojasovs
- 6 spiseskefulde vand

Sådan laver du den lækre poké bowl
Rismix:
- Hæld rismixen op i en sigte. Skyl rismixen under rindende vand et par minutter indtil vandet bliver klart.
- Hæld rismixen op i en gryde og tilsæt salt.
- Tilsæt samme mængde vand som rismixen, - og 2 skefulde ekstra vand.
- Rismixen skal op og koge. Når det koger skruer man ned på lav varme og lader rismixen være i 15 minutter (man må ikke løfte på låget).
- Efter 15 minutter, tager du rismixen af varmen og lader gryden stå i yderligere 15 minutter (man må ikke løfte på låget).
- Efter de 15 minutter tilsætter du Sushi zu.
- Lad rismixen køle ned, og så er risene klar.
Sukkerærter: Sukkerærterne kommes i kogende vand som er tilsat salt. Efter 15 sekunder tages de op og lægges direkte i en skål med vand og masser af is (dette hedder at blanchere). Sigt vandet fra og tør sukkerærterne i et rent viskestykke. Skær sukkerærterne i cirka 2 mm. tykkelse.
Sesamfrø: Rist sesamfrøerne på en varm pande, uden olie.
Laks: Skær laksen i mundrette størrelser.
Rød spidskål: Snit den røde spidskål i cirka 2 mm. tykkelse.
Edamamebønner: Rens edamamebønnerne.
Radiser: Skær radiserne i cirka 2 mm. tykkelse.
Miso-lime dressing: I en skål pisker du hvid miso, hvidløg, agavesirup, sesamolie, limejuice, sojasovs og vand. Den har bedst af at trække i nogen timer, men kan bruges med det samme. Kan opbevares i køleskabet op til en uge.

Anretning af dine poké bowls
- Tag en passende skål, som du vil anrette din flotte poké bowl i.
- Læg rismixen i bunden af skålen.
- Læg råvarerne ovenpå rismixen (pænt ved siden af hinanden).
- Drys de ristede sesamfrø over laksen
- Læg ørredrognen i midten.
- Shiso urterne lægges "lidt" tilfældigt ovenpå.
- Spiseblomsten lægges ovenpå ørredrognen.
- Med løs hånd hældes dressingen over retten. Voilá! Nu har du en smuk, forfriskende og vanvittigt lækker poké bowl!
Kilde: MyPoké
Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.