Opskrift: Snaskede fastelavnsboller, som mormor lavede dem

Skal du have fastelavnsboller, kan du lige så godt lave dem ordentligt. Valget falder her på en gammeldags én af slagsen med lækker crmet fyld. Du kan også lave dem med wienerdej eller som vandbakkelser, men den helt klassiske fastelavnsbolle med fyld af creme og remonce vinder altså de flestes kagehjerter. Og selvfølgelig skal der både creme og remonce i – hvorfor nøjes, når man kan få begge dele? Bollerne her er lækre bløde, luftige og fyldt med gode sager.
Hvis du gerne vil peppe din fastelavnsbolle yderligere, kan du også komme lidt hakket mørk chokolade i bollen eller rive lidt citronskal i din remonce. Det gør den bestemt ikke dårligere.
Ingredienser til fastelavnsboller (10 stk)
Bolledej
20 g gær
1,25 dl sødmælk
100 g blødt smør
1 æg
1 spsk sukker
½ tsk salt
½ tsk kardemomme
250-300 g hvedemel
Vaniljecreme
2 æggeblommer
25 g sukker
1 spsk maizena
½ vaniljestang
2 dl sødmælk
Remonce
50 g marcipan
50 g sukker
50 g blødt smør
Pynt
Glasur af flormelis, kakao og vand
Drys (evt frysetørrede bær, hakkede pistaciekerner, krymmel)
Sådan laver du fastelavnsboller
Vaniljecreme
Start med vaniljecremen, så den kan nå at køle af. Varm mælk, vaniljekorn og vaniljestang op i en gryde til lige før kogepunktet. Pisk sukker, æggeblommer og maizena i en skål. Fisk vaniljestangen op af gryden, og hæld forsigtigt mælken ned til æggeblandingen, mens der piskes. Når alt mælken er tilsat, hældes det hele tilbage i gryden, og varmes op ved medium varme under konstant omrøring. Bliv ved med at røre, indtil cremen tykner. Tag cremen af varmen, og hæld den i en skål. Dæk hurtigt cremen med film helt tæt ned til cremen, så der ikke dannes skind eller kondens. Sæt cremen på køl.
Bolledej
Varm mælken, så den er lillefingervarm, og rør gæren ud i. Tilsæt de første 200 g hvedemel, og rør det sammen. Tilsæt herefter blødt smør, æg, sukker, salt og kardemomme, og rør det hurtigt sammen. Tilsæt nu lidt efter lidt resten af melet, imens der æltes – det er ikke sikkert, at alt melet skal bruges. Dejen skal være klistret, så den lige akkurat slipper skålens sider eller dine hænder. Lad dejen hæve I 45 min - 1 time. Lav imens remoncen.
Rul dejen til fastelavnsbollerne tyndt ud, og skær dejen i 10 kvadrater. Fyld ca 1,5 tsk vaniljecreme og 1 tsk remonce i midten af hvert stykke dej, og saml enderne godt. Sørg for at lukke hullerne så godt som muligt, og placer bollen på en bageplade med lukningen nedad. Lad bollerne efterhæve i ca 30 min. Pensl bollerne med sammenpisket æg, og bag dem 12-15 minutter ved 210 grader i almindelig ovn. Hold øje med dem – de skal blive let gyldne. Køl dem helt ned, inden de pyntes.
Remonce
Lav remoncen ved at ælte marcipan og sukker godt sammen. Tilsæt nu smørret, og ælt det sammen til massen er ensartet.
Pynt
Rør en glasur sammen af flormelis, god kakao og lunkent vand. Tilsæt vand lidt efter lidt, så den ikke bliver for flydende. Jeg foretrækker, at den er forholdsvis tyk, så den ikke glider af bollerne. Pynt kun de fastelavnsboller, du skal spise samme dag med glasur og drys. Resten kan gemmes og pyntes, når de skal spises eller fryses ned – hvis ikke de bliver spist de lækre fastelavnsboller inden.