Sunde nougat bidder

Ok, 2 sekunder er måske at stramme den, for hasselnødderne skal jo blendes - men når det er gjort, så kan du lave nemme og sunde nougat hapsere meget hurtigt! Denne portion hasselnøddesmør rækker nemlig langt - så der er til et par dages hapsere...
Og hvorfor så denne variant i stedet for en humpel nougat? Kalorierne er de samme, men her stopper sammenligningen så også - for modsat nougat, der er fuld af tilsat sukker, får du fra denne variant kun naturligt sukker fra dadlerne, fibre i både dadler og nødder og sundt fedt fra hasselnødderne. Den mørke chokolade kan man jo have sin egen mening om, men den indeholder væsenlig mindre sukker end hvad du ellers finder i nougat.
Du kan selvfølgelig også bare vælge at lave dem, fordi de smager godt!
Du skal bruge
Dadler - den mængde hapsere du vil have
200g hasselnødder
50g 70% chokolade
Hasselnøddesmør med chokolade
200g hasselnødder
50g 70% chokolade
Rist hasselnødderne ved 200 grader i ovnen, ca. 10 minutter. Tag ud og kom dem i et viskestykke. Gnid dem nu hårdt mod hinanden, lidt ligesom hvis du skulle tørre hår med et håndklæde, indtil skallerne næsten er af nødderne
Herefter kommer du dem op i en minihakker eller en yderst kraftig blender. Blend af mange omgange, med pauser hvor du skraber hasselnødderne ned fra siden. Det tager ca. 10-15 minutter (inklusiv pauser) at få fedtet fra nødderne til at trænge ud. Du kan eventuelt hjælpe lidt ved at tilføje 1-2 spsk smagsneutral olie. Når nøddesmøret til sidst er smooth, kommer du chokoladen med i blenderen og blender det hele sammen.
Opbevar nøddesmøret i køleskab maks 5 dage - for du det ikke brugt inden da, så kom det i fryseren. (psst..! det smager også skønt på rugbrød med lidt banan eller i en smoothie - eller, helt ærligt: med ske)
Herefter er det, at de 2 sekunder kommer på banen - for nu skal stenen blot ud af dadlen og erstattes med en lille klat hasselnøddesmør!