En mand går med sin kæreste, men kigger efter anden kvinde
© iStock

Hvorfor kigger vi efter andre, selvom vi har en kæreste?

Du kan sagtens være i et lykkeligt parforhold, selvom du og din kæreste kigger efter andre

31. maj 2018 af Amalie Kjær Boel

Selvom du måske er i et supersundt forhold, kan det godt være, at du stadig kigger efter andre. Det er ikke, fordi du behøver at vende dig om på gaden for at tjekke en lækker fyr ud. Du kan nemlig også gøre det på de sociale medier. Det er i hvert fald nemt lige at gå ind at smide et like på et billede eller lige pludselig være inde på en Instagramprofil, hvor du ikke ser på andet end en fyr med den lækreste sixpack. 

Men hvorfor kigger vi egentlig efter andre, selvom vi har en kæreste? For at blive klogere på det, har vi snakket med psykolog Lone Lytken, der har specialiseret sig i stress, angst, depression og lavt selvværd. Hun giver her sine fem forklaringer på, hvorfor vi gør det. 

1. Du er biologisk kodet til at kigge efter labre mænd

Om sommeren eller på ferier kan det virkelig være svært ikke at kigge på ham den solbrune godte – uden trøje – på nede på stranden. Men kan vi ikke også godt tillade os det, selvom vi er i et lykkeligt og velfungerede forhold? Lone siger, at vi biologisk er kodet til at kigge efter andre mulige ‘mager’. 

“Men der er forskel på, hvor meget vi mærker instinktet, og hvor langt vi tillader os selv og hinanden at gå (og følge det). Samtidig kan behovet for at kigge efter andre også betyde, at vi ikke er glade i vores parforhold, men det behøver det altså bestemt ikke betyde,” uddyber Lone. 

2. Vi får lyst til at nærstudere lækre mænd og kvinder på Instagram

Hvis du eller din kæreste har en Instagramprofil, er det meget muligt, at I begge to følger andre (hvilket jo egentlig også er formålet med det medie). Lone siger også, at vi er gode til at lade os beundre af andres charme og skønhed på de sociale medier, og at vi godt kan lide at se på flotte billeder.

Og det er skam meget mere end normalt at have det nemmere ved at kigge efter andre på de sociale medier end ude på gaden. “I det offentlige rum rammes vi ofte af skam eller flovhed, hvis personen vi kigger på (eller beglor – for det sker til tider) opdager, at vi er faldet i staver over dem,” siger Lone. 

Glad kvinde kigger på sin telefonen
© iStock

3. Vi er lidt for gode til at sammenligne os med andre kvinder

Selvom vi har en kæreste, kan vi godt kigge og savle lidt over ham den lækre nede i fitness. Men vi kvinder kigger faktisk ofte efter andre kvinder. Det er ikke ensbetydende med, at vi er jaloux anlagt eller ikke stoler på vores kæreste. 

Lone siger, at både mænd og kvinder sammenligner sig med hinanden. Det handler om, at vi nogle gange kommer til at sammenligne os selv med andre kvinder, selvom vi faktisk burde lade være med det. For når alt kommer til alt, så er en flot krop og et flot Instagramfeed ikke lig med at have et perfekt liv – og at være lykkelig. 

“Hvis sammenligningen gør dig ondt følelsesmæssigt, bør du stoppe op og være nysgerrig på hvorfor,” tilføjer Lone. 

4. Vi er dobbeltmoralske  

Men hvis din kæreste nu bare kigger lidt for meget efter de pæne piger, har du så lov til at kommentere på det? Selvfølgelig skal du snakke med ham, hvis det er noget, der generer dig. Lone siger, at du altid kan spørge nysgerrigt uden at antage noget – for eksempel: “Skat, jeg har lagt mærke til, at du kigger meget på de andre kvinder, og det gør mig lidt usikker...” På den måde får du konfronteret ham på en pæn måde. Og så får du også sagt, hvordan du oplever situationen, og hvad det gør ved dig. 

Men inden du konfronterer ham, kan det være en god idé lige at overveje, om det er nødvendigt. For hvis du selv kigger efter andre, når I er sammen, og ikke lægger noget i det, kan det være, at det samme gælder for ham. Lone slutter af med at sige: “Det er godt at være nysgerrig og ikke forudindtaget. Det er derfor samtidig også vigtigt at lægge din dommer væk. For vi er forskellige, og vi er som par også forskellige.”

5. Vi kan godt anerkende andres skønhed 

Lone vil ikke anbefale dig at sætte regler op for din kæreste. Så hvis du vælger at konfrontere din kæreste, er det altså ikke ensbetydende med, at du bør sætte regler op for ham – eksempelvis at han ikke må se efter andre. 

Lone siger “I det velfungerende parforhold laver vi aftaler i fælleskab til gavn for jeres forhold, hvor I begge anerkender hinandens behov, instinkter og usikkerheder. Det kunne eksempelvis være, at det er okay at kigge på andre på de sociale medier, så længe I ikke gør det, når I er sammen. Eller at lade være med at kommentere på andre kvinder eller mænd, når I er sammen.”

For andre par kan det omvendt være helt okay at tale om, at en anden kvinde eller anden mand er flot, smuk eller lækker. Det kan faktisk være lige meget, om det er en, I har set nede på gaden eller en skuespiller i en film. “Nogle par kan endda sagtens blive enige om at anerkende andre for deres udseende og udstråling, og det er også er helt fint,” siger Lone. 

Par kigger på telefonen sammen i køkken
© iStock

Det er altså helt okay at kigge efter andre, og dette er blot nogle af grundene, ifølge Lone. Igen hvis du føler dig truet eller ked af, at din kæreste gør det, så tag endelig en snak med ham. For det handler om, at I begge er glade i jeres forhold.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori