© iStock

Parforhold: Kamp eller kompromis?

Skal kæresten skære ned på sit Nutella-forbrug, fordi du bliver tyk af det? Se her, hvornår du skal kæmpe eller gå på kompromis

26. oktober 2015 af Rikke Hovn Poulsen

Irritationsmoment #1

Hans usunde spisevaner gør mig tyk! Hvorfor skal der altid være Nutella og slik i skabene?

Anette: Kompromis

“Den her er soleklar: Det er dit eget problem — ikke hans! Tag et opgør med dig selv i stedet for. Hvad kan du gøre for at få styr på din sukkertrang? Kan du løse det ved at lave en skuffe, som kun han har nøgle til? Eller ved at skrælle en masse gulerødder, så du altid har noget andet, når han begynder at finde slikskålen frem? Find på noget!”

Torben: Kompromis

“Det kan aldrig nogensinde være hans usunde spisevaner, der gør dig tyk — det må være din mangel på selvdisciplin. Hvis du er så lille et barn, at du ikke kan styre det, må du bede din kæreste (der sikkert er højere end dig) om at sætte det op på en hylde, så du ikke kan nå det. Ellers kan folk jo brokke sig over alting. Så kunne jeg også sige, at min kæreste skulle holde op med at bruge så mange penge på tøj, fordi det får mig til at se grim ud ved siden af. Det er et skråplan.”

Irritationsmoment #2

Jeg skal altid være sammen med hans venner og familie. Jeg har ikke tid til mig selv!

Annette: Kamp

“Selvfølgelig har du lov til at bestemme over din egen tid. Sig til ham, at du synes, hans familie og venner er søde og dejlige, men at det optager for meget af din tid i forhold til alle de andre ting, du gerne vil nå. Giv ham et kvantum, han kan råde over, for eksempel en aften om ugen. Så kan han jo selv prioritere, hvad der er vigtigst for ham, at du deltager i.”

Torben: Kamp

“Det er noget underligt noget, der kommer med alderen: Lige pludselig kan man ikke gå uden for en dør, uden at det hele skal være sådan noget parmiddag-halløj. Det kan simpelthen ikke være rigtigt! Sig til ham, at du har brug for tid sammen med veninderne. Den argumentation forstår han helt sikkert.”

Irritationsmoment #3

Det er altid ham, der bestemmer, hvad vi skal se i fjernsynet!

Torben: Kompromis

“Jeg synes, det virker suspekt mærkeligt, hvis et kærestepar aldrig kan blive enige om, hvad de skal se i fjernsynet. Har de slet ikke nogen fælles interesser, spørger jeg bare? Hvis det er tilfældet, er mit bedste råd, at de simpelthen må finde på noget helt andet at lave end at se fjernsyn!”

Annette: Kamp 

“Problemet for mange kvinder er, at de tænker: ‘Han kan vel se, at jeg sidder her og er sur’. Men nej, det er for stor en evne at tillægge de fleste mænd. Giv udtryk for dine behov! Start med på forhånd at sige: ‘I aften vil jeg gerne se Liebhaverne’. Så skal han være et dumt svin for at sige nej. Hvis han er typen, der bare tager fjernbetjeningen og skifter kanal, kan du jo gøre det samme. Gør det uden at gå ind i en større diskussion: Når han slår om på fodbold, skal du bare slå tilbage til Paradise Hotel — så kan han selv se, hvor irriterende det er, når en anden tager styringen. I yderste konsekvens må du købe et fjernsyn mere. Min erfaring er, at mænd oftest er nogle sociale hyggedyr, der gerne vil sidde og se fjernsyn sammen, og så ender de med at komme krybende ind til dit fjernsyn alligevel.”

Læs også: 10 dårlige vamer, der ødelægger jeres forhold

Irritationsmoment #4

Han er nærig! Det irriterer mig.

Annette: Kompromis 

“Du kan forsøge at sige til ham, at du bliver ked af det, når din fødselsdagsgave var på tilbud i Netto til 40 kroner, eller at du bliver flov, når han nægter at give drikkepenge på restaurant. Prøv at spørge ham med et glimt i øjet, hvad han egentlig sparer op til. I sidste ende må I prøve at finde et niveau, som I begge kan leve med. Men du kan ikke tvinge ham til at være big spender!”

Torben: Kompromis

“Grunden til, at han sikkert har penge nok, er jo netop, at han passer på med, hvad han bruger. Hvis han tjener tre gange så meget som dig, og han aldrig vil betale, har du nok ret i, at han er nærig. Men hvis I har nogenlunde lige mange penge, og han altid har flere end dig, er det nok, fordi du bruger flere penge end ham på ligegyldige ting. Og så er det ikke rimeligt, at du forlanger, at han skal betale for dig!”

Irritationsmoment #5

Jeg føler mig overset, fordi han altid er sammen med vennerne.

Annette: Kamp

“Du er nødt til at snakke med ham, for ellers eksploderer du jo lige pludselig og siger en masse dumme ting. Sørg for at holde diskussionen på din egen banehalvdel i stedet for at blive rappenskralden, der står med hænderne i siden. Fortæl ham, hvad det gør ved dig — han er garanteret ikke klar over, at det betyder så meget for dig.”

Læs også: Mænd afslører: Det laver vi på mandeaftenen

Torben: Kompromis 

“Det er en hårfin balance, hvornår for meget er for meget. Kan du ikke bare tage med ud til vennerne, hvis det er så stort et problem? Hvis han altid foretrækker vennernes selskab frem for dit, er det nok en diskussion, du bør tage, men så skal du vide, at det kan blive afslutningen på jeres forhold.”

Irritationsmoment #6

Han bruger alt for mange penge!

Anette: Kamp

“Hvis I ejer noget sammen, er hans økonomiske problemer på længere sigt også dine. Hvis I har købt bil sammen, og han pludselig skylder 100.000 kroner i Magasin, kan der blive gjort udlæg i bilen, og det er virkelig skidt for parforholdet. Jeg er selv gift med en mand, der er lige lovlig optimistisk med hensyn til sin økonomiske formåen, så nu har jeg overtaget al styring af økonomien — han har ikke engang dankort. Du er simpelthen nødt til at tage opgøret.”

Torben: Kompromis  

“Grundlæggende synes jeg, man kun skal blande sig i hinandens økonomi, hvis det går ud over de fælles ting. Hvis han køber en fladskærm til 20.000 kroner til jeres fælles hjem, bør du ikke føle dig for fin til at betale for middagen. Men hvis I har fælles økonomi med hus og børn, dur det selvfølgelig ikke, at han køber en motorcykel, så familien ikke kan komme på ferie de næste to år. Så kan du godt tage et opgør omkring det — på en dag, hvor han er i godt humør.”

Irritationsmoment #7

Han vil have sex, sex, sex — en gang imellem gider jeg ikke …

Annette: Kompromis 

“Hvis manden er nymfoman, er det okay at sige fra. Men rigtig mange kvinder giver udtryk for, at de har det sådan her, og når man så spørger ind til det, viser det sig, at de er nede på at have sex to gange om ugen. Så synes jeg i stedet, du bør spørge dig selv, om ikke lige du kunne klemme det ind i kalenderen. Prøv en gang imellem at gøre det, selv om du tænker, at du ikke kan overskue det. Det viser sig jo næsten altid at være dejligt, når først du kommer i gang, ikke sandt?”

Torben: Kompromis

“Manden må jo bare sørge for, at hun får lyst. Jeg anbefaler, at han finder en lidt mere romantisk tilgang til det end at stille sig nøgen i stuen og lave helikopteren. Hvis han først får lidt gang i gryden hos sin kæreste, skal problemet nok løse sig af sig selv. Det tror jeg i hvert fald.”

Irritationsmoment #8

Hans vasketøj flyder. Jeg føler, at det er mig, der har hovedansvaret for alle de huslige opgaver.

Annette: Kamp 

“Her ville jeg klart bruge humor. Saml alt det beskidte vasketøj i en sort affaldssæk, efterhånden som det hober sig op, og sig til ham, at der kan det da lige så godt ligge som på gulvet. Til sidst er hans skab tomt, og så er han nødt til selv at tage affære. Han vil sikkert stejle over det og sige, at du er pisseirriterende, men det er svært for ham at blive rigtig sur over det. Og jeg garanterer, at det virker!”

Torben: Kompromis 

“Meget af den rengøring, kvinder tror, de gør til ære for mændene, er i virkeligheden til ære for dem selv. Den ville slet ikke finde sted, hvis manden boede alene. Hun tænker: ‘Det ordner jeg lige, for det skal da ikke ligge der og flyde’, hvorimod han tænker: ‘Lad det bare ligge, for jeg skal jo bruge det om to dage’. Hun må lære at affinde sig med, at han ikke rydder nær så meget op som hende. Eller også skal hun måske bare selv samle det op.”

 

Bragt første gang i Woman nr. 129. 

Læs mere fra samme kategori