Kvinde pakker en taske til højskole
Skal du snart på højskole? © Getty Images

Her er den komplette pakkeliste til dit højskoleophold

Badetøfler bliver din nye bedste ven!

22. marts 2022 af Ida Hagsholm Jonassen

Skal du på højskole, eller overvejer du, om et højskoleophold er noget for dig? Så er du landet det helt rette sted. 

Fællessang, fantastiske oplevelser og nye venner omfavner meget godt, hvad et højskoleophold indeholder — så glæd dig, hvis du allerede nu har et højskoleophold planlagt. Det bliver for fedt! 

Nu til det praktiske

Du skal være afsted på højskole i et godt stykke tid, og det betyder, at du skal pakke meget – som i RIGTIG meget. Det kan godt virke en smule overvældende at pakke til så mange måneder, specielt hvis du er typen, som altid føler, at du har glemt noget (det kender vi selv alt for godt). 

Derfor har vi lavet en komplet pakkeliste til højskole, så du kan sikre dig, at du har husket det hele.

Hvad er højskole?

En højskole er et fantastisk sted, hvor du har mulighed for at dyrke dine interesser, afprøve nye ting og møde en masse skønne mennesker. 

I Danmark findes der flere forskellige typer højskoler, som du kan vælge mellem, alt efter om du er helt vild med sport, musik, journalistik, politik eller noget helt femte.  

Et langt højskoleophold varer typisk fire til seks måneder. Prisen kan variere meget fra højskole til højskole. Undersøg derfor de præcise priser på højskolernes egne hjemmesider. En gennemsnitlig pris ligger dog på cirka 1.550 kroner per uge. 

På et langt højskoleophold deler du din hverdag med andre mennesker, hvor I sammen har undervisning, spiser mad, holder fede fester, bor side om side og vigtigst af alt: Har det bedste sammenhold. 

mennesker på højskole
Højskole er lig med sammenhold og nye venner. © Getty Images

Hvem tager på højskole? 

På en højskole er alle velkomne, og er du fyldt 17 et halvt år, så kan du tage på lige den højskole, du ønsker. 

Højskole er for dig, som ønsker at udfordre dig selv, både fagligt og socialt, møde nye mennesker og er klar på at få en masse nye, spændende oplevelser for livet. Lyder det interessant? Så skynd dig at undersøge nærmere, hvilken højskole du synes passer bedst til dig. 

Hvad er vigtigt, når jeg pakker til højskole? 

Hvad du skal have med i din taske på højskole afhænger selvfølgelig meget af, hvilken type højskole du vælger. 

Skal du på en idrætshøjskole, er det en god idé at pakke rigeligt (!) sportstøj og flere par kondisko. Hvis du har pakket så meget sportstøj, at din taske knap nok kan lukkes, så pak lige lidt ekstra — du vil blive overrasket over, hvor meget du bruger. 

Hvis du skal afsted på en almen højskole, hvor sport og bevægelse ikke er hovedfokus, så behøver du naturligvis ikke pakke lige så meget sportstøj. Dog er det generelt en god idé at pakke bevægeligt, komfortabelt tøj — og også rigeligt af det. 

På de fleste højskoler skal du vaske dit tøj i et fælles vaskerum, hvor der godt kan være kamp om vaskemaskinerne. Derfor kan godt blive meget irreterrende i længden, hvis du skal i vaskerummet hver uge, fordi du ikke har nok sokker med til mere end syv dage.

Så husk: Pak rigeligt tøj og sportstøj (især sokker og underbukser, da disse på mystisk vis har det med at forsvinde). 

Kvinde pakker til højskole
Har du husket alt på din pakkeliste? © Getty Images

Pakkeliste til højskole

Her kan du søge inspiration til, hvad du kan pakke med i din taske, når du skal afsted på højskole. 

Højskole pakkeliste til klædeskabet

  • Normalt hverdagstøj. 
  • Joggingtøj. 
  • Fest-/pænt tøj. 
  • Sportstøj til både udendørs og indedørs (rigeligt, hvis du skal på idrætshøjskole). 
  • Strømper, sokker, undertøj (og masser af det!). 
  • Badetøj. 
  • Tøfler, Birkenstock, badesandaler (dette er et must – du kommer ikke til at gå i andet).  
  • Kasket eller bøllehat. 
  • Overtøj, der passer til vejret (varm jakke, regntøj, let jakke). 
  • Hue, vanter, halstørklæder. 
  • Uld-undertøj (det er godt at have indenunder dit almindelige tøj, hvis I skal være meget udenfor). 
  • Kondi-/løbesko (som gerne må blive beskidte). 
  • Indendørs træningssko. 
  • Almindelige sko (undgå at pakke dine dyreste og fineste). 

Højskole pakkeliste til det praktiske 

  • Dyne og pude. 
  • Sengelinned (to styk). 
  • Sengelagner (to styk). 
  • Håndklæder (to styk). 
  • Shampo og balsam
  • Cremer, renseprodukter, deodorant. 
  • Solcreme og solbriller. 
  • Tandbørste og tandpasta. 
  • Makeup (hvis du bruger det). 
  • Hårbørste, negleklipper, barberskraber, hårelastikker. 
  • Pas, sygesikring, kreditkort, kørekort. 
  • Kontaktlinser og briller. 
  • Drikkedunk. 
  • Sportsur (det er især sjovt at have med, hvis du skal på idrætshøjskole). 
  • Eventuelt medicin. 
  • En cykel (hvis du har mulighed for det. Mange højskoler opfordrer til, at du har din egen cykel med til transport). 
  • Cykelhjelm og cykellygter. 
  • En pose eller kurv til vasketøj. 
  • Ekstra bøjler til klædeskabet (der er ofte ikke ret mange). 
  • Liggeunderlag, sovepose, rygsæk (nogle højskoler har specifikke opfordringer til at medbringe dette, så tjek det ud på deres hjemmeside).
  • Computer, mobiltelefon, høretelefoner. 
  • Opladere (både til computer, telefon, højtaler og andet).
  • Forlængerledning til stikdåse. 
Veninder på højskole
Fandt du inspiration i pakkelisten til højskole? © Getty Images

Lidt ekstra sjovt til højskole pakkelisten

  • Udklædningstøj (de fleste højskoler holder sjove temafester, så hvis du har en cowboyhat eller et par discosolbriller liggende derhjemme — tage det med!). 
  • Pynt til værelset (billeder, potteplanter og lyskæder er med til at gøre dit værelse mere hjemmeligt og hyggeligt). 
  • Et polaroid-kamera (så du kan forevige alle dine højskole-minder) 
  • Snacks, te, popcorn (de fleste højskoler har et lille tekøkken, hvor du kan varme mad, lave popcorn og brygge te). 
  • Ting, du godt kan lide at lave (hækle-/strikketøj, bøger, guitar, slackline — tag det med!) 
  • En lille højtaler. 

Nu er du klar til at pakke løs til højskole

Vi håber, at denne liste var med til at give dig inspiration til, hvad du kan pakke til et højskoleophold. 

Husk, at alle højskoler er forskellige, hvilket betyder, at din pakkeliste kan variere alt efter, om du skal have undervisning i fodbold, fotokunst, outdoor eller keramik. 

Det er derfor altid en god idé at undersøge, om der er nogle specifikke ting, du skal pakke med til lige netop din højskole, på højskolens egen hjemmeside.