Santorini og Maldiverne som bryllupsrejse destination
Drømmer I om solrige dage, hvide sandstrande og et azurblåt hav? © Getty Images

9 romantiske destinationer til jeres bryllupsrejse

Drøm jer væk fra bryllupsplanlægningens stress og jag...

22. april 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Efter måneders planlægning, nervøsitet og et festfyrværkeri af et bryllup, er det endelig tid til at slappe HELT af som hr. og fru nygift. 

Tiden er nemlig kommet til jeres bryllupsrejse, der uden tvivl er yderst tiltrængt efter en non-stop bekymring om, om vejret nu holder på dagen, hvorvidt mængden af drikkevarer er passende, og om mascaraen nu også er vandfast. Alle de ting, skal ikke skænkes én eneste tanke, når I drager mod jeres romantiske feriedestination. 

Vi har her samlet ni fantastiske destinationer, der er perfekte til jeres bryllupsrejse.

1. Parga, Grækenland

På fastlandet i Grækenland finder I romantiske Parga. Destinationen er endnu ikke overdynget af turister, og byen ligger afsides i en bugt, hvilket gør, at stemningen er meget hyggelig og intim.

Byen ligger også på en bakke, og det betyder, at de farverige græske facader kan ses fra havnen, og det giver en hyggelig stemning. Den lille charmerende havneby er ikke særlig stor, men den har alt, hvad I skal bruge, når I skal nyde hinandens selskab ovenpå et bryllup.

Hvis I alligevel vil ud at opleve mere af Grækenland, er det nemt at leje bil, hvor I kan køre på en roadtrip til et af de mange steder, som lokalområdet byder på. 

På toppen af byen ligger det gamle slot, som nu er en ruin, og det byder på mange hyggelige gåturer. I kan også tage en flaske vin med derop og nyde den fantastiske udsigt over Parga og Middelhavet. 

2. Maldiverne 

I det Indiske Ocean finder I ø-paradiset over dem alle. Kridhvide sandstrande så langt øjet rækker kombineret med det klareste havvand, der skriger efter at blive badet i... Det fås (næsten) ikke smukkere! 

Derfor er Maldiverne selvfølgelig også at finde på listen over destinationer, der vil være perfekte til jeres bryllupsrejse. Hvis I ikke finder det tilstrækkeligt at sole jer i skinnet af det turkisblå hav, alt imens I lytter til jeres yndlings podcast, sipper en farvestrålende cocktail og nyder hinandens selskab, så er der også andre aktiviteter, I kan tage jer til. 

Maldiverne består af utallige øer, hvor det langt fra er alle, der er åbne for turister – og det er også forskelligt, hvilke aktiviteter I kan lave, afhængigt af den ø, I er på. Men flere steder kan I både give jer i kast med vandsport og snorkling. 

3. Amalfikysten, Italien 

Italien har mange smukke og romantiske destinationer at byde på, og en af dem er Amalfikysten. Kysten, der strækker sig over godt 50 kilometer, har flere smukke byer og områder, I kan vælge til bryllupsrejsen – måske I foretrækker mere end én destination til ferien?

Lejer I en bil, kan I nemt og hurtigt nyde godt af de smukke omgivelser, der danner rammen om den populære italienske kyst og besøge byer som Positano, Amalfi og Atrani. I kan også slå jer ned ét sted og udforske området lidt ekstra. 

Uanset hvad I vælger, så er der masser af muligheder for at kombinere sol, varme og afslapning med sjove aktiviteter i løbet af dagen (og aftenen). 

4. Santorini, Grækenland 

Santorini har med sine karakteristiske (og meget smukke) hvide bygninger masser af græsk charme. Udveksl lange kys med din helt egen McDreamy, mens I går de godt 600 trappetrin fra byens top ned mod Fira havn, hvor I kan nyde hinandens selskab og få testet stængerne på turen tilbage.

Santorini er en af de eneste øer, der har en undersøisk – aktiv – vulkan, hvilket gør det ekstra unikt. Hvis I synes, det lyder spændende, så kan I i løbet af jeres bryllupsrejse tage på en bådtur ud til vulkantoppene, der rager op af vandet.  

I kan selvfølgelig også bare vælge at rejsen skal stå på ren afslapning på en af øens lækre hoteller, hvor den største bekymring er, hvem af jer der taber i Yatzy. 

5. Paris, Frankrig 

Kærlighedens by, Paris, er selvfølgelig også at finde på listen. Forestil jer at se Eiffeltårnet i solnedgang fra jeres egen lille, intime altan, alt imens I nyder et koldt glas rosé og lækre franske macarons. Ikke dårligt, vel? 

Paris er med sine mange smukke bygninger, kunstværker og hyggelige caféer et must på listen over byer, der skal besøges – og det kan jo passende blive i forbindelse med jeres fejring af kærligheden! 

Der er mange gode grunde til, at Frankrigs hovedstad er det oplagte valg til bryllupsrejsen, men hvis I endnu ikke er heeelt overbeviste, så kan de her 16 smukke billeder fra Paris måske gøre beslutningen nemmere. 

6. Bali, Indonesien 

Billedskønne Bali er en eksotisk destination og det perfekte valg, hvis I gerne vil kombinere ren afslapning med naturskønne oplevelser – I kan selvfølgelig også bare vælge at koble helt af på en af øens fantastiske strande alle feriens dage.

Hvis I synes, det kunne være spændende at opleve den balinesiske kultur, så kan I bevæge jer ud blandt lokalbefolkningen, der er kendt for at være både venlige og imødekommende. Besøg også et af Balis mere end tusinde templer, eksempelvis elefanttemplet Goa Gajah eller det smukke Pura Kehen. 

I kan også tage på delfinsafari, riverrafting, snorkling eller trekking, hvis I ønsker en mere aktiv bryllupsrejse. Der er mange muligheder, og I kan tilpasse det lige efter jeres behov. Husk en god solcreme, så en solskoldet næse ikke skal være en forhindring, når I vil nyde jeres bryllupsrejse.

7. Venedig, Italien 

En af Italiens måske mest populære byer er især kendt for sine mange kanaler, hvor små gondoler fragter jer rundt i byen. Dét i sig selv er ret unikt, for transporten til vands er den eneste reelle mulighed for at komme fra A til B (hvis ikke I tager den til fods, de steder I kan, selvfølgelig).

Spis på en af de hyggelige restauranter, der serverer dig autentiske italienske retter, når de er bedst. Venedig er på listen over de bedste og mest romantiske feriedestinationer af en grund – I får nemlig romantik for alle pengene. 

Sejl langs kanalerne, mens der spilles de fineste serenader, og hvor det eneste, I skal tænke på, er, hvilken lækker restaurant næste måltid skal nydes på. 

8. Sintra, Portugal 

Ikke langt fra Portugals hovedstad, Lisabon, finder I Sintra – en mindre by, der rummer mange historiske bygninger, som helt klart er et besøg værd. Blandt andet kan I se paladset The Palácio Nacional da Pena, som med sine mange farver giver mulighed for at tage de smukkeste feriebilleder med hjem.

Langs byens kyst kan I også koble af på en af de populære (eller mere fredelige) strande, hvor en af de mest besøgte er Praia das Maçãs. 

Hvis ikke I føler for, at hele jeres bryllupsrejse skal foregå i Sintra, så kan I også vælge at lade ferien gå til Lissabon og herfra tage én eller flere dage til Sintra. 

9. Cinque Terre, Italien 

Smukke, farverige Cinque Terre er en af Norditaliens perler. Området er på Unescos World Herritage, og vi forstår godt hvorfor. De små omkringliggende byer emmer af charme og italiensk kultur, og det bliver bestemt ikke værre af de mange farvestrålende bygninger, der pryder landskabet. 

Cinque Terre er det perfekte valg, hvis I trænger til en romantisk bryllupsrejse uden et overvæld af turister og larm, men samtidig drømmer om solens varme stråler og en smuk udsigt at stå op til. Og vi mener, hvem vil ikke det? 

Mange af bydelene er bilfrie, så stederne indbyder til lange gåture, mens I nyder de smukke omgivelser. Vil I flyve dertil, så er Genoa og Pisa de mest nærliggende lufthavne, men I kan også flyve til Rom, hvor I kan tage toget videre derfra. 

Forskellige former for bryllupsrejser 

Hvis du ikke føler, at nogle af ovenstående steder er lige dig, eller du måske bare gerne vil på en lidt anderledes bryllupsrejse, så kan det være, du kan finde inspiration i nogle af vores mange rejseartikler – der er nok at tage fat i. 

Rigtig god tur og tillykke med, at I inden længe skal sige ‘ja’ til hinanden.  

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori