Kvinde kigger på flytider
Få hjælp til, hvad du kan gøre, hvis dit fly er forsinket eller aflyst. © Getty Images

Kender du dine rettigheder, hvis din flyafgang er forsinket? Se dem her

Er dit fly mere end to timer forsinket, har du ret til kompensation

10. maj 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Hvis du (ligesom os) elsker at rejse, så har du garanteret også oplevet, at dit fly har været forsinket – og det, kan vi vist godt blive enige om, er ret træls, når du i flere måneder har længtes efter shoppeturen til London eller sol og kolde drinks i Malaga. 

Men der er faktisk en række ting, der kan mildne den irriterende situation, du står i, når dit fly er forsinket. Som passager har du nemlig nogle rettigheder, du kan gøre brug af, hvis dit fly er to eller flere timer forsinket. 

Det kan dog godt være lidt vanskeligt at vide, hvad du er berettiget til, hvornår du er berettiget til det, og hvordan du skal håndtere det. Derfor har vi spurgt de erfarende folk fra Flyhjælp.dk til råds. 

Vi har her opstillet ni praktiske ting, der er værd at vide, hvis dit fly er forsinket eller aflyst. 

1. Du har ret til kompensation ifølge den europæiske lovgivning

Det betyder, at du ved aflysninger og forsinkelser af en vis varighed kan få kompensation (for eksempel forplejning eller erstatning), hvis din flyrejse inkluderer en af følgende to ting:

  • Du flyver FRA et europæisk land 
  • Du flyver udenfor Europa til Europa med et europæisk selskab

Rejser du med et europæisk flyselskab enten til eller fra et europæisk land, så er de indbefattet af den europæiske lovgivning og er derfor forpligtet til at kompensere efter de gældende regler (det kan du læse mere om løbende i artiklen). 

2. Hvis du rejser med et ikke-europæisk flyselskab

Hvis du rejser med et ikke-europæisk flyselskab, så er reglerne lidt anderledes. Skal du eksempelvis til Dubai og rejser med Emirates, så gælder dine rettigheder kun, hvis du rejser fra et europæisk land. Skal du hjem fra Dubai med Emirates, så er dine rettigheder ikke gældende, fordi du hverken rejser med et europæisk flyselskab eller fra et europæisk land.

Flyver du derimod med eksempelvis Norwegian hjem (til et europæisk land) fra Dubai eller et andet ikke-europæisk land, så har du stadig rettigheder gældende for den europæiske lovgivning, da du flyver med et europæisk flyselskab til et europæisk land.  

Ofte har de store ikke-europæiske flyselskaber dog også relativt gode praksisser og regler på området, der kan komme dig til gode ved flyforsinkelser og flyaflysninger. Men det varierer fra selskab til selskab, og det kræver, at du kontakter dem for at få oplyst dine muligheder. 

Kvinder venter på forsinket fly
Du kan få kompensation, hvis dit fly er forsinket mere end to timer. © Getty Images

3. Hvis dit fly er mindst 2 timer forsinket

Hvis du er i en af de to ovenstående situationer, der er omfattet af den europæiske lovgivning (at du enten rejser med et europæisk flyselskab til et europæisk land eller fra en europæisk lufthavn), så varierer dine rettigheder afhængigt af, hvor meget flyet er forsinket.

Hvis dit fly er forsinket to timer, så har du ret til at kompensation i form af forplejning. Det vil sige, at du har ret til et måltid mad og noget at drikke på flyselskabets regning (inden for rimelighedens grænser, selvfølgelig). 

Du har også ret til at få op til to telefonopkald fra flyselskabets side af og mulighed for at sende en e-mail, hvis du har brug for det. 

Det kan du gøre, hvis dit fly er mindst 2 timer forsinket

Ser du, at din flyafgang er forsinket, så kan du tage fat i flyselskabet i lufthavnen eller ringe til dem og gøre opmærksom på din situation. De vil (eller bør) informere dig om, at du kan få forplejning på deres regning. 

Hvis de siger, at det ikke er tilfældet, så er det kort fortalt ikke sandt i følge den europæiske lovgivning. Fortæl, at du er opmærksom på dine rettigheder og derfor ved, hvad du er berettiget til. I nogle tilfælde vil de give dig ‘madbilletter’ du kan bruge, og i andre vil de efterfølgende refundere de penge, du har brugt på forplejning. 

Husk: Altid at gemme dine kvitteringer på det, du køber! Uanset hvad har du efter to timers forsinkelse ret til forplejning, så hvis flyselskabet afviser det, så gemmer du blot kvitteringen på det mad og drikke, du køber, så du senere kan få refunderet dine penge hos flyselskabet ved at kontakte kundeservice.

4. Hvis dit fly er mindst 3 timer forsinket

Er dit fly minimum tre timer forsinket (og du flyver med et europæisk rejseselskab til et europæisk land eller fra en europæisk lufthavn), så har du ret til kompensation for den tid, du har brugt på situationen. Størrelsen af din økonomiske kompensation afhænger af, hvor langt du rejser. 

  • Korte ture: Skal du eksempelvis en tur til London, så skal du ikke så langt og får derfor den mindste sum i kompensation, hvilket er 250 euro. Den får du i de tilfælde, hvor du skal flyve mindre end 1500 kilometer.
  • Mellemlange ture: Skal du rejse mellem 1500 kilometer og 3500 kilometer, eksempelvis fra København til Malaga, så har du ret til 400 euro.
  • Lange ture: Skal du på en længere tur, for eksempel til Dubai eller New York, så rejser du mere end 3500 kilometer og har ret til 600 euro i kompensation per passager.  

Hvor meget, du er forsinket, afhænger af, hvornår du er fremme ved din destination. Så har du eksempelvis været to timer forsinket og kommer ud i flyet blot for at sidde og kukkelure i en time mere, ja, så er du tre timer forsinket i alt og har ret til kompensation i samme omfang, som hvis du havde siddet tre timer inde i lufthavnen og ventet.  

Det kan du gøre, hvis dit fly er mindst 3 timer forsinket

I det flyet er forsinket (selv bare ti minutter) har du ret til at blive oplyst om situationen af flyselskabet, og som vi kom ind på tidligere, har du ved to timers forsinkelse ret til forplejning. Idet dit fly er mindst tre timer forsinket træder der yderligere rettigheder i kraft i form af en økonomisk kompensation. 

Som i tilfældet med to timer, så kan du tage fat i flyselskabet og høre, hvad du kan gøre. Hvis de ikke oplyser dine rettigheder, kan du selv gøre dem opmærksom på det. Hvis det stadig ikke fører til samarbejde i selve situationen, så kan du også vælge at behandle sagen efter din rejse. 

Husk: I Danmark har du tre år til at anmelde et krav om kompensation, så du behøver ikke gøre det som det første, når du (endelig) når frem til din destination. Igen er det bare vigtigt, at du gemmer kvitteringer, der kan have relevans for sagen. 

Piger ankommer til lufthavn
Det er ikke altid, at tingene går som planlagt, når du skal rejse. © Getty Images

5. Hvis dit fly er forsinket til næste morgen

Vi ved alle, hvor upraktiske og ukomfortable sådan nogle lufthavnsstole kan være at sidde på, særligt hvis du er nødsaget til at slå lejr flere timer i streg – ja, måske endda sove der over natten. Men rejser du med et europæisk flyselskab til et europæisk land eller fra en europæisk lufthavn, så har de faktisk pligt til at hjælpe dig, hvis din uplanlagte overnatning skyldes forsinkelser.

Står du i en situation, hvor dit fly er mange timer forsinket, og det kræver, at du skal overnatte (for bare at være nogenlunde frisk til morgendagens strabadser), så er flyselskabet forpligtet til at stille et hotelværelse til rådighed for dig og sørge for, at du kommer frem og tilbage.

Det kan du gøre, hvis dit fly er forsinket til næste morgen

Ligesom i tilfældet med kortere forsinkelser, så er første step, at du hiver fat i personalet for flyselskabet i lufthavnen, der kan guide dig til dem, du skal tale med. Her fortæller du dem om din situation og gør opmærksom på, hvilke rettigheder du har – særligt hvis de nægter, at ansvaret ligger hos dem.

Nogle flyselskaber oplyser dig helt af sig selv (når du har henvendt dig hos dem, vel og mærke) om dine rettigheder, og hvad næste skridt er. Men i mange tilfælde er det godt selv at være oplyst, så du kan gøre dem opmærksom på dine rettigheder.

Er flyselskabet afvisende – også efter du er kommet hjem – så kan du efterfølgende, hvis du ønsker det, tage det skridtet videre og få hjælp hos forskellige virksomheder, der beskæftiger sig med rettigheder ved flyforsinkelser og aflysninger.  

Husk: At gemme dine kvitteringer for overnatning og forplejning! De skal bruges, hvis du vælger at tage skridtet videre og få behandlet din situation gennem en anden part. 

Stiller flyselskabet ikke af sig selv et hotel til rådighed, så kan du stadig få pengene refunderet efterfølgende (ifølge europæisk lovgivning), men sørg for at vælge et hotel i en rimelig prisklasse. Du kan for eksempel ikke indlogere dig på D'Angleterre og så forvente at få refunderet det fulde beløb.

6. Hvis flyet er forsinket, og du har et connecting flight 

Går turen til eksotiske destinationer eller andre langdistance rejsemål, der kræver en mellemlanding, så kan det blive problematisk, hvis det første fly er forsinket. I det her tilfælde er det meget afgørende, hvorvidt du har købt dit fly som en samlet booking med samme referencenummer eller enkeltvis. 

  • Flyrejser med samme flyselskab: Køber du en rejse gennem samme selskab, så er det det pågældende selskab, der har pligt til at få dig frem til din destination. 
  • Flyrejser købt gennem Momondo og lignende: Køber du eksempelvis en rejse gennem sider som Momondo eller Skyscanner, så er det ikke unormalt, at du skal med forskellige flyselskaber på turen. I det her tilfælde er det vigtigste også bare, at du har ét samlet reference nummer. I så fald henvender du dig til det forsinkede flys selskab, fortæller om din situation og giver dem dit referencenummer. 
  • Flyrejser købt enkeltvis: Køber du derimod en billet gennem Norwegian fra Danmark til Tyskland og derfra har købt en flybillet gennem EasyJet til din endelige destination, så er det hverken Norwegian eller EasyJets pligt at få dig med en ny afgang, hvis den første flyafgang er forsinket. 

Hvis du er i tvivl om, hvad du har ret til i forbindelse med lige din situation og flyforsinkelse, så kan du ved at indtaste dine fly-oplysninger her (flyselskab, afrejselufthavn, destination, dato og så videre) få at vide, hvor meget du eventuelt har ret til. 

Mor og datter venter på forsinket fly
Ventetiden kan være lang, når dit fly er forsinket. © Getty Images

7. Hvis dit fly er aflyst

Står du i den triste situation, at dit fly er blevet helt aflyst, så har du ifølge den europæiske lovgivning ALTID ret til en omlægning eller refundering af din billet (hvis du flyver med et europæisk flyselskab til et europæisk land eller fra en europæisk lufthavn) – uanset hvornår flyet bliver aflyst. 

Men der er alligevel forskel på scenarierne i forhold til, i hvor god tid flyet er aflyst. 

  • Flyet er aflyst 14 dage eller tidligere inden afgang: Du har ret til at få refunderet din billet eller få den omlagt til en anden afgang. Derudover kan du få kompensation oveni – men det afhænger af, hvornår du lander på din destination. Ankommer du to timer senere (eller mere), end du burde, i tilfælde hvor du har fået omlagt dit fly, så har du også ret til kompensation.    
  • Flyet er aflyst mere end 14 dage inden afgang: Du har stadig samme rettigheder i forhold til omlægning og refundering af din billet, men er ikke berettiget til ekstra kompensation. 

8. Hvis du rejser med et rejseselskab

Rejser du med et rejseselskab, så er det lidt mere kompliceret. Der findes nemlig to lovgivninger, hvor den ene handler om flyselskabets kompensation og den anden om rejseselskabets pligt til kompensation. 

Men du kan ikke vælge at få kompensation begge steder – enten får du det gennem flyselskabet eller rejseselskabet. Oftest kan det bedst betale sig at søge kompensation gennem flyselskabet. 

Rejser du med et rejsebureau, anbefaler Flyhjælp.dk, at du i første omgang henvender dig til rejseselskabet og fortæller om din situation (hvis ikke de allerede har taget kontakt til dig). De vil kunne guide dig mere specifikt om lige din situation. 

9. Hvis flyet er forsinket på grund af usædvanlige omstændigheder

Der kan være scenarier, hvor flyselskaberne ikke kan stilles til ansvar for forsinkelser eller aflysninger. Det kan eksempelvis være, hvis flyet er forsinket eller aflyst på grund af terror, naturkatastrofer eller ekstraordinært dårligt vejrforhold. 

Er du i tvivl om, hvorfor dit fly er forsinket eller aflyst, så kan du altid tage fat i flyselskabets personale. Men du kan godt stå i en situation, hvor flyselskabet argumenterer for, at det er en usædvanlig hændelse, der er årsagen til, at flyet er forsinket (for at undgå at betale kompensation) – uden at det nødvendigvis er den reelle årsag. 

I sådan et tilfælde er det ifølge Flyhjælp.dk en god idé at bruge sin sunde fornuft og være lidt kritisk overfor flyselskabet. 

Kilder: Flyhjælp.dk.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori