Gratis sommer i Danmark – kvinde plukker blomster og glyptoteket
Vidste du, at Glyptoteket er gratis hver tirsdag?© Getty Images, Glyptoteket.dk

14 gratis ting, du kan tilføje til din sommer bucket-liste

Kender du alle de gratis muséer, du kan besøge denne sommer?

8. juni 2021 af Ida Storm Frøslev Hansen

Sommeren står for døren, og det kan være fristende at kaste hele opsparringen efter en tur sydpå, stakkevis af iskaffer eller glamping med alle veninderne. Sommeren kan være en dyr tid for mange, men det behøver den faktisk ikke at være. 

Vi har her fundet 14 ting, der kan sikre dig en sommer fyldt med grin, smil og sommerfornemmelser, uden at det skal koste dig en rød reje. 

1. Sove i shelter. Pak soveposen, skumfiduserne (smorres er jo obligatorisk på en sheltertur) og det høje humør, og drag ud på shelter-jagt. Rigtig mange sheltere er gratis at overnatte i, og dermed kan du få en helt særlig overnatnings-oplevelse for ingen verdens skejser. Du kan se en oversigt over sheltere i Danmark lige her

2. Plukke vejkantsblomster. Valmuer, syrener, hyacinter, morgenfruer. Du kan finde de smukkeste blomster voksende vildt på marker, i vejkanten eller andre overraskende steder, og der er få ting, der kan få en i lige så godt humør som friske blomster på natbordet. 

3. Bytte tøj med dine veninder. Sommeren kan give anledning til lige lovligt mange “læg i kurv”, men det er der måske ingen grund til? Du og dine veninder kan optimere jeres garderobe helt gratis ved at lege bytte-bytte-købmand. På den måde får I følelsen af “noget nyt”, men helt uden jeres bankmand rynker på næsen. Genialt!

4. Svømme i havet. Er der noget bedre, end en kold dukkert på en varm dag? Det tror vi næppe. Et havdyb er en klassiker, men en sikker vinder.

Kvinde svømmer i havet
Et havdyb er en klassiker, men af en god grund!© Getty Images

5. Cykeltur. Du kan få de mest vidunderlige oplevelser fra ryggen af din jernhest, og du skal sikkert ikke langt fra dit hjem, før du ser spændende ting, du aldrig har set før. Smør en god æggemad og smid en Pepsi Max i tasken, så er du klar til et cykel-sommer-eventyr.

6. Geocaching. Vidste du, at hele Danmark er fyldt med små skatte, som andre har gemt for dig? Den er god nok! Med Geocachung bruger du din telefons GPS til at finde skjulte skatte fra hemmelige afsendere. Du kan læse om, hvordan du kommer igang med den fede aktivitet lige her

7. Havnebade. Hvis havet er lige lovligt fyldt af fisk til din smag, er havnebade et godt alternativ. De findes i mange af de større byer og er oftest helt og aldeles gratis at benytte. Du kan for eksempel besøge Vestre Fjordpark i Aalborg, Havnebadet ved fisketorvet i København, Bassin 7 ved Aarhus Ø, Odense havnebad i.. Ja, Odense eller Havbadet i Vorupbør. 

Cykeltur
Din cykel kan blive din bedsteven over sommeren.© Getty Images

8. Museer. Hvis du er vild med museer, er der faktisk god mulighed for at opdage smuk kunst, sjældne fund og andre spændende museums-genstande helt og aldeles gratis. Flere muséer har gratis adgang en gang imellem. For eksempel kan du gratis komme på Glyptoteket hver tirsdag, der er altid gratis adgang på Kunsthal Aarhus og Thorvaldsens museum.  

9. Picnic. Frokosten bliver hurtigt meget mere hyggelig i kombination med et tæppe, en kurv og en park. Du skal alligevel have frokost, så hvorfor ikke gøre det til en hyggelig, gratis sommer aktivitet? 

10. Botanisk have. Hvis du bor i en by med en botanisk have, kan vi varmt anbefale at bruge en dag under gigantiske palmer, sjældne blomster og smukke planter. Du kan få massevis af timer til at gå i de fine parker, og måske endda få inspiration til hvilke planter, der skal flytte ind hjemme hos dig? 

11. Bytte hus eller lejlighed med en bekendt. Hvis du virkelig har rejse-trang, kan vi godt se, at en tur i Botanisk have ikke helt kan gøre det for dig. Men måske har din fætter, din mors kollega eller en af dem, du gik i folkeskole med det ligesom dig? Grib knoglen, og find ud af, om der ikke er nogle i dit netværk, der bor et dejligt sted, hvor du gerne vil lege turist. Du kan tilbyde dit hjem i bytte, og på den måde får I begge en helt særlig, gratis ferie ud af det. 

Botanisk have
Botanisk have i København er virkeligt et besøg værd.

12. Holde filmmaraton i det fri. En god filmmaraton slår aldrig fejl, og vi kan kun forestille os, den bliver endnu bedre under dynen ude på altanen, terrassen eller nede i haven. Slæb nogle madrasser, dyner, puder og tæppe ud i den friske luft, og se alle Harry Potter-filmene under sommerens stjernehimmel. Du kan få inspiration til dit filmmaraton her

13. Gå ture et sted, du ikke plejer. Overraskende simpelt, overraskende sjovt! Hvad sker der, hvis du går tur i din by, men ikke går til højre, der du plejer? Hvad er der af søde butikker, små købmænd og fine huse i den del af byen, du normalt ikke kommer? Hvordan ser der ud i den del af skoven, du aldrig rigtig er kommet i? Sommeren er en oplagt tid at finde ud af det.

14. Få en ny kreativ hobby. Det sengetøj, du alligevel aldrig bruger, kan faktisk blive til en smuk kjole, og de strikkepinde, du gav op på efter corona-isolationen, kan måske godt støves af igen? Vi hepper på dig!

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.