Palmer og polaroid i LA
Palmer og polaroid i LA© Instagram: @thetravelization, @bevhillshotel

14 oplevelser, du skal prøve, hvis du skal opleve L.A som en lokal

Hvad skal du lave i englenes by?

27. januar 2020 af Helene Desirée Jørgensen

Når nogen nævner Los Angeles, hvad er så det første, du tænker på? Hollywoodskiltet, stjerner, røde løbere og det glamourøse liv – jep, så er du ikke alene. L.A er stedet, hvor du som turist kan opleve de klassiske attraktioner som det berømte Walk of Fame, Chinese Theatre og Universal Studios for at nævne nogle få. 

Men der er så meget mere ved L.A end dét, du kan læse i brochurerne, du får udleveret af manden i Supermand-kostumet på Hollywood Highland, og derfor har vi lavet en liste med oplevelser, du måske ikke har hørt om eller ikke lige tænkte over til at starte med. 

1. Oplev ægte hippie-vibe på Venice Broadwalk 

En strandpromenade i ægte boheme stil beliggende i den mere kunstneriske del af L.A. Her findes alt fra tattoo shops, gadesælgere og en masse street performers, der er klar til at underholde med deres særlige talenter

2. Spis en is i pariserhjulet på Santa Monica Pier 

Nok den festligste badebro nogensinde. Her finder du både forlystelser, restauranter, små souvenirbutikker og alverdens former for gadekunstnere, der håber på at blive den næste Beyoncé eller Bob Dylan

3. Kig på stjerner hos Griffith Observatory

Udsigten på denne bjergtop over LA skyline er fortryllende – især når stjernerne er fremme. 

4. Hike til Hollywood skiltet

Workout som dine yndlings celebrities! Hvis ferien ikke kun skal gå op i afslapning, kan du hike til det verdensberømte skilt og komme helt tæt på. Og som bonus er udsigten helt klart instaværdig.

5. Spis vafler med kylling hos Roscoe's

Ja, du læste rigtigt. I USA er vafler med kylling en stor ting – og de kan fås MANGE steder

6. Lej en bil, og kør langs Pacific Coast Highway 

Få den ultimative L.A–experience, mens du cruiser langs vandet i en åben Mustang fra Venice Beach til Malibu. På vejen vil du blandt andet se flotte huse, strande, surfere i våddragter og de smukkeste bjerge.

7. Syng karaoke 

Har du en sangstjerne gemt i dig? Så fyr den af til dine yndlings hits på en af L.A's mange karaokebarer - og hvem ved; måske en musikmanager sidder iblandt publikum og leder efter nye talenter?  

8. Se en baseballkamp 

Bliver det mere amerikansk end det? Dodger Stadium er det største baseball-stadion i USA med plads til 56.000 tilskuere. Så snup en hotdog og nyd kampen, mens du holder med de blå L.A Dodgers-spillere.

9. Shop i The Grove 

Er du i humør til luksusbrunch, powershopping eller måske yoga? Mulighederne er uendelige i dette storslåede udendørs indkøbscenter med musik i højtalerne, springvand og en lille sporvogn, der kører dig fra den ene ende til den anden.

10. Det originale Farmers Market 

Det næsten 100 år gamle marked rummer mad fra alle verdens hjørner. Dette er et fantastisk sted at smage på ægte californiske råvarer og få udvidet din kulinariske horisont.

11. Se Live Comedy 

Var det noget med et godt grin? På en typisk aften afholdes der stand up comedy shows, humoristiske sketch -og improvisationsshows med folk du kender fra TV'et. 

12. Das på Zuma Beach 

En af de mest populære strande i Los Angeles – kendt for det blødeste sand og det klare, blå hav. Her kan de søde surfer-dudes spottes, da stranden er en særdeles attraktiv for surfing.

13. Kig ud i uendeligheden i The Broad

Posér i Infinity Mirror Rooms, og tjek resten af udstillingen af hos The Broad, som er et moderne kunstmuseum med fantastiske samlinger af nutidskunst i Downtown L.A – og så er det gratis

14. Gå på opdagelse i magiske Disneyland

Vi på Woman bliver vi aldrig for gamle til Disney, så vi gemmer det bedste til sidst. Kom og hils på Mickey og de andre venner, og få en magisk dag i det oprindelige Disneyland fra 1955. Bonus; hver aften kan du opleve det spektakulære fyrværkeri-og paradeshow ved Askepots slot. 

Solskin hele året rundt 

L.A's indbyggere er velsignet med solskin året rundt, så når du er der, skal du ikke bruge tiden indenfor.

Fra juni til oktober kan du regne med de varmeste dage med de fleste solskinstimer, da temperauren i gennemsnit kommer op på omkring 25-30 grader. 

Rejser du mellem oktober og marts/april, vil du opleve et lidt køligere vejr, men stadig en del varmere end Danmark. 

Er du glad for at svømme, er havvandet varmest i august og september, da det er varmet godt op i løbet af sommermånederne. 

Kilder: Holiday-weather.com

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.