Kvinde på roadtrip i Danmark
Tag på roadtrip i Danmark og oplev den fantastiske natur. © Getty Images

8 naturskønne steder i Danmark, du skal besøge på din roadtrip

Danmark har mere at byde på, end du tror

20. april 2019 af Amalia Kristiansen

Har du altid haft lyst til at tage på roadtrip, men ikke vidst, hvor du skulle gøre det? Danmark er faktisk et rigtig godt bud på en fantastisk roadtrip, da distancerne mellem de unikke oplevelser ikke er uendelig store.

Roadtrip i Danmark

Danmark er et forholdsvis lille land, men det betyder ikke, at der ikke er masser af smukke steder at se. Derfor er Danmark oplagt til en roadtrip gennem hele landet, og hvis vejret er godt findes der næsten ikke en bedre ferietype end en god roadtrip med masser af god musik.

Hvis du har overvejet en roadtrip i Danmark, så får du her nogle af de ting, som du skal lægge vejen forbi. Så skriv til veninderne, tag kæresten under armen eller saml familien, for I skal på en vaskeægte bilferie!

1. Tag Margueritruten på din roadtrip

Danmark ved åbenbart godt selv, at vejene er oplagte til en god roadtrip, og derfor har vi faktisk allerede Margueritruten, som leder dig ud på en fantastisk bilrute gennem Danmarks smukkeste natur. 

Du kan selv planlægge, hvilken del af ruten du vil se, hvis du allerede har en landsdel i tankerne. På denne tur vil du næsten med sikkerhed finde noget godt til dine Instagramstories.

2. Kør roadtrip til Rubjerg Knude Fyr

Det er næsten som at være i Danmarks ørken, når du træder i det fine sand, som hvert år flytter sig cirka ti meter. Fyret blev forladt i 1968 grundet sandflugten, og det har stået tomt lige siden. Der er derfor nærmest ikke én eneste dag, hvor naturen er ens ved smukke Rubjerg Knude Fyr. 

3. Hele den jyske vestkyst

Hvis du gerne vil have en meget specifikt og konkret rute (hvor det er svært at fare vild) til din roadtrip, så kan du køre langs hele den jyske vestkyst. Vesterhavet byder på kilometerlange hvide sandstrande, og hvis du bliver træt af at køre, kan du tage en lur i klitterne. 

4. Vær kongelig på Egeskov slot

Det formidable slot på Fyn indbyder til over 460 års historie, når du giver det et stop på din roadtrip. Ikke nok med at du kan komme ind og mærke historien på slottet, så kan du også gå i den omkringliggende park, der virkelig byder på smuk natur. 

5. Stop ved Regnbuen på ARoS på din roadtrip

Hvis du endnu ikke har oplevet Olafur Eliassons regnbue-panorama på ARoS, kan du med fordel gøre et stop der på din roadtrip. Du får lov til at se Aarhus på en helt speciel måde gennem det farvede glas. Hvis du har højdeskræk, er det måske ikke den allerbedste idé, men så kan du lure med fra gaden. 

6. Fantastiske Skagen

Byen har tiltrukket alverdens billedkunstnere, så hvorfor skulle den ikke også tiltrække dig? Måske du i stedet bliver overbevist af de suveræne stjerneskud, som de laver på fiskerestauranterne eller den kølige rosé, som du kan nyde på Danmarks nordligste spids – Grenen. 

7. Tag en pause på Nyhavn på din roadtrip

Hvis du vil besøge de mest ikoniske steder i Danmark, så kommer du altså ikke udenom farverige Nyhavn i København. Den charmerende havn er mest kendt for de mange restauranter og værtshuse, men engang var Nyhavn den vigtigste del af Københavns havn. Nyd en iskold øl (eller rosé) i din pause på din roadtrip.

8. Besøg smukke Møns Klint

Er du vild med Danmarks smukke natur, så må du ikke snyde dig selv for Møns Klint på din roadtrip. Der findes utallige fantastiske udsigter, når du går i naturen langs ruten, men vær opmærksom på at have de gode sko på, hvis du skal ned til vandet, for der er mange trapper, som du både skal ned og op ad igen. 

Roadtrip er en anderledes ferie

Når du skal på roadtrip i Danmark, kan du helt selv vælge, om du vil bo på hotel, vandrehjem eller i telt. Danmark byder nemlig på masser af muligheder for spændende overnatninger, som du kan gøre brug af, når du skal køre landet tyndt. 

Der findes mange gode bud på, hvordan du skal bruge din ferie. En roadtrip i dit eget land er et anderledes bud, men når Danmark har både en masse kultur- og naturhistorie, så er det oplagt at give roadtrip-ferien et skud.

God tur! 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori