En kvinde skal ud at rejse
Har du styr på, hvornår dit pas skal fornyes? © Getty Images

Skal du rejse til sommer? Så ofte skal du forny dit pas

Det kan faktisk være nødvendigt at forny dit pas længe før, det udløber

29. januar 2019 af Freyja S. Anderberg

Nu når jul og nytår er overstået, er vi nok mange, der er begyndt at se frem til sommer og sommerferie. Medmindre selvfølgelig, at du er en af dem, der er så heldig at skulle ud at rejse inden vi får sol i Danmark.

Når du skal ud at rejse, så er det ret så vigtigt – hvis ikke altafgørende – at dit pas er gyldigt. Hvis dit pas udløber inden for de næste seks måneder, så er det på tide at få det fornyet. Men hvordan er et lige, at alt det her med passet hænger sammen? Det får du svart på lige her.

Hvornår skal dit pas fornyes? 

Et pas for folk over 18 år er gyldigt i ti år. Men hvis du var under 18 år, da du fik lavet dit nuværende pas, så holder det kun i fem år, da det er så længe, et pas er gyldigt for unge mellem 12 og 18 år. 

Dit pas skal fornyes, før det udløber, så du ikke står uden pas i en periode, hvor du har tænkt dig at rejse. Hvis du derimod ikke har planer om at rejse, så haster det selvfølgelig ikke med at få fornyet passet. Men der er alligevel et par ting, du skal være opmærksom på i forhold til gyldighed og udløbsdato på dit pas. Du skal blandt andet også forny dit pas, hvis du skifter navn. 

En kvinde skal ud at rejse
Dit pas skal fornyes, inden det udløber – i hvert fald hvis du har tænkt dig at rejse. © Getty Images

Nogle lande har særlige regler

Der er nogle lande, der har særlige regler, som gælder, når du skal rejse dertil. Der gælder for eksempel lande uden for EU, som Tyrkiet og USA, hvor det kræves, at dit pas er gyldigt i mindst fem måneder efter, du kommer hjem derfra.

Det er derfor ret vigtigt, at du tjekker, hvornår dit pas udløber, inden du bestiller din ferie. Du kan læse om de forskellige landes regler på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Det tager tid at få nyt pas

En anden ting, som du skal være opmærksom på, hvis dit pas er udløbet eller skal fornyes, er, at det tager et par uger at få et nyt og fornyet pas. Du skal møde personligt op på din kommunes borgerservice for at få fornyet dit pas, og derefter tager det cirka 11 til 15 hverdage, før du får tilsendt dit nye pas. 

et dansk pas
Du skal regne med at vente cirka tre uger på dit nye pas. © Getty Images

Er du i tidsnød?

Hvis du spontant skal ud at rejse, og dit pas er – eller er ved – at udløbe, og du ikke har tid til at vente på dit nye pas, så har du to forskellige muligheder:

1. Nødpas

Du kan enten få lavet et midlertidigt pas – et såkaldt nødpas, som gør det muligt for dig at rejse alligevel. Men nødpasset gælder kun i den periode, du er ude at rejse, så du skal have fornyet dit rigtige pas, så snart du kommer hjem igen.

Men der er lande, som eksempelvis USA, der ikke lader dig rejse ind i landet på et nødpas. Det er derfor lige så vigtigt, at du undersøger, om et nødpas vil være tilstrækkeligt for dig på din rejse. 

2. Midlertidig forlængelse

Hvis det er tilfældet, at du for eksempel skal til USA, og du ikke har tid til at få fornyet dit pas, så kan du få dit pas midlertidigt forlænget ved hjælp af et særligt stempel. Det er muligt for dig, hvis dit pas netop er udløbet inden for de seneste tre måneder, eller hvis det udløber i løbet af de kommende tre måneder. 

Den midlertidige forlængelse gælder kun så længe, din rejse varer. Og du skal møde personligt op på din kommunes borgerservice for at få dit stempel. 

En kvinde venter i lufthavnen
Hvis du ikke har tid til at vente på et nyt pas, kan du få dit pas midlertidigt forlænget. © Getty Images

Hvordan får du fornyet dit pas?

Uanset om du skal have et pas for første gang, om du skal have fornyet eller midlertidigt forlænget dit pas, eller om du skal have et nødpas, skal du møde personligt op på din kommunes borgerservice. Hvis dit pas skal fornyes, skal du medbringe dit nuværende pas. 

I dag er det tilmed blevet sådan, at dit nye pas skal indeholde dit fingeraftryk. Så når du får fornyet dit pas, skal du have taget et fingeraftryk, og det foregår også hos Borgerservice. 

Et nyt pas for voksne over 18 år koster 627 kroner. 

Du får nyt pasnummer, når du fornyer dit pas

En sidste ting, som du skal være opmærksom på, er, at du får nyt pasnummer, når du får fornyet dit pas. Og det kan have en betydning, hvis du køber flybilletter, inden dit pas bliver fornyet. For du skal som regel oplyse dit pasnummer, når du køber flybilletter. Det er derfor endnu en god grund til at tjekke udløbsdatoen på dit pas, inden du bestiller din næste rejse. 

Kilder: Borger.dk, Udenrigsministeriet

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori