Gåture i Danmark
Tag kæresten under armen og få masser af frisk luft.© Getty Images

10 steder, du kan gå lange, gode ture på Sjælland

Har du en veninde eller kæreste, som skal med dig?

4. november 2021 af Camilla Stubbe

Bruger du naturen og lange gåture til at koble af fra en travl hverdag? Eller mødes du måske med veninderne til en gåtur i skoven, når I skal vende hele verdenssituationen? Så har vi her den helt perfekte liste til dig! Vi har nemlig samlet 10 steder du kan gå lange, gode ture på Sjælland.

1. Lyngby Sø

Synes du også, at en gåtur på cirka fem kilometer er helt perfekt? Så skal du en tur rundt om Lyngby Sø. Her går du skiftevis i tæt bevokset natur på en lille sti og langs søen med udkig til svaner, ænder og gæs. Har du lyst til lidt sødt eller varmt at drikke til turen, kan du kigge forbi Havnehytten, der ligger lige ned til søen.

Lyngby Sø
Kan du ikke få nok at smuk, vild natur? Så skal du et smut forbi Lyngby Sø!© Getty Images

2. Herlufsholmskoven

Ikke langt fra Næstved Centrum ligger Herlufsholmskoven. Det er en fredet skov, som byder på den smukkeste og idylliske natur, du kan forestille dig. Tag din kæreste eller måske din date under armen, og få en masse frisk luft med en lang gåtur forbi Herlufsholms skole og park.

3. Buresø

I Slangerup for enden af Klokkekildevej finder du både Buresø Badet og Buresø Skov, som er et virkelig hyggeligt sted. Her kan du gå en god tur gennem skoven, vinter- og sommerbade og snuppe en kop kaffe og en sandwich på caféen oppe ved hjørnet. 

4. Knudshoved Odde

En lille køretur fra Vordingborgs midtpunkt kan du finde Knudshoved Odde, som er et kæmpe naturområde. Vil du på en længere gåtur helt ud til spidsen, skal du gå omkring 15 kilometer. Vi anbefaler, at du tager de praktiske sko på og begiver dig hele vejen derud. Det er et sindssygt flot naturområde!

Knudshoved Odde
Knudshoved Odde er blot en køretur fra Vordingborg by.© Getty Images

5. Fjordstien ved Sakskøbing

Fjordstien ved Sakskøbing på Lolland er bestemt et oplagt sted til en rigtig god gåtur. Sæt gerne en times tid af, og nyd synet af fjorden og naturen, som munder ud i en lille fiskerby. Det meste af stien er asfalteret, så det er det perfekte sted til at rulle en tur med barnevognen og med en spændende krimipodcast i ørene.

6. Enø Strand

Synes du også at havets brusen og lyden af bølger virker beroligende? Så anbefaler vi, at du tager et smut forbi Enø Strand ved Karrebæksminde og går en tur. Efter gåturen kan du kigge forbi Enø Bageri, som er berømt for deres hjemmelavede is. Er det ikke vejr til en is, er det måske i stedet vejr til omgang vinterbadning? Vandet skulle være ret så lækkert – også om vinteren!

Gåtur med hund i snor
Så længe du har Fido i snor, kan du sagtens tage ham med i skoven.© Getty Images

7. Tryggevælde Ådal

Tryggevælde Ådal byder på utrolig smuk natur med et af Sjællands største åsystemer, som ligger syd for Køge. Gå en lang tur, mens du nyder fuglefløjten fra det rige fugleliv i området. Det er det perfekte sted til at koble helt af fra hverdagens stress og jag. Natur, vand og dyreliv – hvad er mere afstressende?

8. Stevns Klint

Selvom du måske allerede har besøgt Stevns Klint, kan vi kun anbefale, at du gør det igen! Stevns Klink er på UNESCOs Verdensarvsliste, og det er absolut ikke uden grund. Der er masser af smuk natur, og så kan du opleve sporene fra en asteroide, der ramte jorden for mere end 60 millioner år siden. Ret sejt! Hele Stevns Klint strækker sig over 17 kilometer, så der kan du sagtens gå en hel eftermiddag – hvis ikke mere.

Stevns Klint
Har du allerede besøgt Stevns Klint, kan vi kun anbefale, at du gør det igen!© Getty Images

9. Bjergsted Bakker

Danmark er kendt for at være flad som en pandekage, men Bjergsted Bakker er dog et af de få steder i landet, hvor du kan opleve nogle af de højeste bakker. Udsigten er virkelig smuk! Og fra nogle af bakkerne kan du faktisk se ud over Sejrøbugten og Storebælt. Området ligger ved Svebølle og er uden tvivl et besøg værd til en god, lang gåtur. Og bagefter kan du jo med god samvittighed forkæle dig med popcorn til en god Netflixfilm hjemme i sofaen.

10. Jyderupstien ved Holbæk

Jyderupstien er nok mest kendt for at være en del af den nationale cykelrute, men hvis du, ligesom os, heller vil nyde naturen til fods, kan du også det. Stien er for det meste inde i tæt skov, hvilket gør den ekstra hyggelig – især om efteråret, når bladene har fået de flotte orange og brune farver. Den strækker sig over 52 kilometer, men der er jo ingen, der siger, at du behøver at gå hele stien.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide