Ting du kan se på Bornholm
Helligdomsklipperne og Opalsøen er nogle af de ting, du kan se på Bornholm. © Instagram: @stefanaspcom, Woman

8 naturskønne steder, du skal opleve på Bornholm

Skal du besøge solskinsøen denne sommer?

16. juli 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Har du planer om at besøge øen, hvor solen altid skinner? Så har vi samlet inspiration til, hvilke smukke steder du skal slå vejen forbi, når du besøger Bornholm. 

Den lille perle i det danske farvand har nemlig mange fine ting at byde på – både klassikerne som Hammershus, og steder du måske ikke har hørt om før. Der er til mange timers underholdning (og afslapning), uanset om du vælger at tage det hele på én dag eller spreder det ud over flere dage.

Her er otte naturskønne ting, du ikke må snyde dig selv for. 

1. Helligdomsklipperne 

Når du står for enden af Helligdomsklipperne, føles det et kort øjeblik, som om du er uden for Danmarks grænser. De store, flotte klipper er et ekstremt imponerende eksempel på naturens værk, og de er bestemt et besøg værd. 

Helligdomsklipperne ligger mellem Tejn og Gudhjem, og du kan både nyde synet fra toppen ad klipperne eller vælge at gå ned af de stejle (men stabile) trapper og få dig et knaldgodt billede fra bunden. 

Hvor: Mellem Tejn og Gudhjem

Læs mere: Du kan læse mere om Helligdomsklipperne her

2. Ekkodalen

Hvis du altid har haft lyst til at råbe den klassiske “Hvad drikker Møller?” med forventning om ekko-svaret “ØLLER”, så er Ekkodalen din go-to. Her finder du Bornholms største sprækkedal (smukke blotlagte klipper i landskabet) – og det er et kønt syn! 

Ekkodalen rummer smuk natur, du kan forevige i hukommelsen eller på billeder, og den indbyder altså til, at du tester, om EKKOdalen lever op til sit navn – det bedste ekko skulle du eftersigende få ved H.C. Ørsteds Kilde. 

Et bonus-tip til dig, der vild med tarteletter, er at smutte forbi Ekkodalhuset, der ligger midt i Ekkodalen. Her serveres der tarteletter på størrelse med en stor tallerken! 

Hvor: Almindingen skov

Læs mere: Du kan læse mere om Ekkodalen her

3. Døndalen

Det er muligvis ikke Niagara Falls, men vandfaldet i Døndalen kan bestemt også noget! Faktisk er det Danmarks største vandfald, og så ligger det placeret i ret så smukke omgivelser.

Vandfaldet er selvfølgelig allersmukkest uden for vintermånederne, hvor vandet løber frit fra toppen. Så er du på Bornholm i forårs-, sommer- eller efterårsmånederne, så gør dig selv den tjeneste at slå vejen forbi Døndalen. 

Hvor: Tæt ved Gudhjem

Læs mere: Du kan læse mere om Døndalen her

4. Hammerknuden

Ved Hammerknuden kan du gå en syv kilometer lang og smuk rute. Du kan enten vælge at starte ved Sandvig eller Hammerhavn, og så skal du ellers bare sørge for at have vandreskoene på!

Turen kræver nemlig både stabile ben og god balance, for du skal forbi både små stier og stejle klipper undervejs. Lyder det hårdt? Så kan du jo altid pakke en lille taske med en sandwich og lidt snacks og holde et velfortjent pitstop undervejs. 

Hvor: Den smukkeste rute får du, hvis du starter i Sandvig

Læs mere: Du kan læse mere om gå-ruten ved Hammerknuden her

5. Dueodde strand 

Med sand så kridhvidt, at du bliver i tvivl om, hvorvidt du i virkeligheden slænger dig på en strand på Maldiverne (okay, næsten da), er Dueodde strand et must see om sommeren. 

Hvad end du bare vil nyde synet af det fine, hvide sand eller rent faktisk vil bruge et par timer på det bløde underlag og tage en dukkert i bølgen blå, så indbyder stranden i sandhed til det! Der er også både mad, drikkelse og – vigtigst alt – is relativt tæt på stranden, så du hverken skal tørste eller sulte.

Hvor: Dueodde

Læs mere: Du kan læse mere om Dueodde strand her

6. Hammershus 

Hammershus i sig selv kan måske ikke ligefrem klassificeres som et ‘naturskønt’ sted – men det kan omgivelserne omkring det i den grad! 

Tager du turen op til toppen ad bakken, hvor de gamle ruiner er placeret, så får du en smuk udsigt over det naturområde, der omgiver Hammershus. Kommer du i timerne, hvor solen begynder at gå ned, så er synet af strålerne, der rammer vandet, bestemt også værd at se. 

Hvor: Allinge

Læs mere: Du kan læse mere om Hammershus her

7. Opalsøen 

Med sit turkisblå-vand ser Opalsøen imponerende ud (særligt fra en skyfri himmel, når solens stråler rammer vandoverfladen). Det gør det bestemt ikke dårligere, at den er omkranset af et smukt klippelandskab.

Du kan også teste dine klatreevner på søens omkringliggende klipper – flere selskaber tilbyder nemlig klippeklatring rundt omkring på Bornholm. Opalsøen ligger ikke langt fra Hammershus, så du kan jo passende kombinere de to oplevelser samme dag. 

Hvor: Allinge

Læs mere: Du kan læse mere om Opalsøen her

8. Solnedgange 

Bornholm er omkranset af vand, og der er næsten garanti for flotte solnedgange, hvis du finder de rigtige spots (og vejret er til det, selvfølgelig). 

Du kan blandt andet se solen gå ned fra Hasle- eller Sorthat strand, der begge ligger placeret på vestkysten, hvor solnedgangene generelt er pænest.

Hvor: Blandt andet Hasle strand og Sorthat strand

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori