Kvinde der er på ferie
© iStock

Vil du gerne på solo-ferie? Disse 8 destinationer er oplagte for dig, der gerne vil rejse alene

Så er der ingen, som kan bestemme, om du må spise is til morgenmad...

26. maj 2018 af Simone Overgaard Aaberg

Der er mange gode grunde til at rejse alene. Du skal eksempelvis kun vente på én bagage i lufthavnen, og der er ingen, der kan fortælle dig, at du ikke skal spise is til morgenmad og drikke mojitos til frokost. 

Men verden er stor, og der er et hav af muligheder, når du skal booke din flybillet og beslutte dig for, hvor turen skal gå hen. Vi har her samlet otte destinationer, som er gode til dig, der ønsker at rejse ud på egen hånd.  

1. London (England) 

London er oplagt af flere årsager: Du er der inden for kort tid, der er fantastiske shoppemuligheder, og hvis du er ude i god tid, så er det billigt at flyve dertil. Du har altså her mulighed for at komme afsted uden at sprænge budgettet (hvilket selvfølgelig kræver, at du er standhaftig, når du går forbi de mange lækre butikker) eller netop spare en masse penge på flybilletterne, som så kan bruges på at shoppe løs i et par dage (det er den idé, som vi er mest vilde med). 

London tager dig væk hjemmefra, men uden at du er alt for langt væk, hvilket kan være meget rart, når du er afsted på egen hånd. 

2. Lissabon (Portugal)

InterNations kårede i 2017 Portugal til at være det land med det venligste og mest imødekommende folkefærd, så du er næsten sikker på at blive taget godt imod, når du ankommer i den portugisiske hovedstad. Lissabon har kombinationen af storbysstemning og strandferie, hvilket er ideelt for dig, der gerne både vil opleve seværdigheder og slappe af til lyden af bølgerne, der rammer strandkanten.  

Du vælger heldigvis helt selv, om du vil dase fem ud af seks dage og bo på et hotel med rooftop pool, eller om du vil løbe rundt i gaderne med dit spejlrefleks rundt om halsen, imens du fanger alt det gode, som byen har at byde på. 

3. Costa del Sol (Spanien)

På Solkysten i det sydlige Spanien er du aldrig rigtig alene som dansker (og det kan jo så både være en fordel og ulempe). Er du mere til at rejse steder hen, hvor du ikke flere gange dagligt hører danske gloser omkring dig, så er det nok ikke Malaga og de mindre byer på strækningen, som skal være din næste destination. Er det derimod tiltalende, at du kan rejse væk hjemmefra, men stadig føle dig hjemme, så er Costa del Sol det perfekte sted for dig! 

Fuengirola, Benalmadena, Torremolinos, Marbella og de andre skønne byer har alt det, der skal til for en perfekt ferie: Sol, billige drinks og muligheden for at opleve mere end bare strand og hav, hvis det lyster! 

Strandpromenade i Costa del Sol
© iStock

4. Dublin (Irland) 

Irerne er blandt andet kendt for deres gode humør, kærlighed til Guinness og deres meget karakteristiske accent. Du vil formentlig blive taget imod med åbne arme – om ikke andet på en pub en fredag aften, når der er kommet godt af den mørke, skummede øl indenbors. Men Dublin byder også på flere seværdigheder og anledninger til eventyr, og det er et ideelt sted at opleve en måske mere utraditionel feriedestination på egen hånd. 

Vi vil næsten vædde med, at du kommer hjem derfra med en ny venneanmodning på Facebook (og formentlig både sjove og flotte billeder at vise frem).  

5. Rom (Italien)

Italienere er venlige – så venlige, at du måske får ét eller to frierier, mens du befinder dig i byen. Men lad dig ikke skræmme, for romerne er gode til at forstå et nej, og så griner I bare lidt af det sammen bagefter. Rom er en smuk by, der imponerer, uanset hvor du går hen – og så må vi ikke glemme, at pizzaen jo er blandt italienernes speciale (det i sig selv er grund nok til at tage afsted). 

Sørg for at pakke godt med solcreme, for du kan let blive solskoldet, mens du går rundt i Roms gader og nyder alle seværdighederne – i lige dit helt eget tempo (for det er jo bonussen ved at rejse alene).     

6. Reykjavik (Island)

Hvordan lyder tanken om ren afslapning i varme kilder, mens du nyder en fænomenal natur? Ikke dårligt, vel? Reykjavik er et oplagt sted for dig, der ikke nødvendigvis behøver solstikkende varme, men som ønsker at opleve og udforske omgivelserne. 

Island er ifølge den årlige undersøgelse fra Global Peace Index (igen) i førersædet, hvad angår tryghed. Her er de nemlig rangeret som nummer ét over de fredeligste lande i verden. Så hvis du godt kan lide at føle dig tryg, er Reykjavik ideel for dig, der gerne vil rejse alene. 

Smuk natur i Reykjavik, Island
© iStock

7. Costa Rica (Mellemamerika)

Hvorfor lade sig begrænse af afstanden? Costa Rica er af InterNations rangeret som det bedste sted at finde nye venner, hvilket jo kan være meget belejligt, når du rejser ud alene. Du er muligvis mere til en ren mig-ferie med musik i ørerne og en god bog i hånden, men skulle det ske, at du vil ud og have en drink en aften (i selskab med andre end dig selv), så er Costa Rica det perfekte sted at møde nye mennesker.

Lange, smukke strande og en utrolig flot natur gør også landet til et oplagt sted at udforske og nyde tiden under solens stråler. 

8. Bali (Indonesien) 

Okay, vi har vægtet venlighed i byerne højt ved flere af destinationerne, men det er altså også bare en pænt vigtig del af det – og her kan Bali noget særligt. Med et folkefærd, der er smilende, hjælpsomme og åbensindende, indbyder Bali på mange måder til både korte og lange ophold. Siddende i en afslappende stilling på en yogamåtte en tidlig morgen – bare dig, det bløde sand og en fremragende solopgang... ahh, vi kan lige se det for os. 

Der er muligvis lidt langt, og priserne på flybilletter kan måske være lidt pebrede, men det vil (næsten) uden tvivl være det værd! Du kan altid starte med at lave en opsparing, og se hvor du ender på din næste ferie. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori