Par i seng
© iStock

Du skal aldrig få dårlig samvittighed over disse 10 ting i sengen

Nummer fem burde være noget, vi alle gjorde oftere

9. marts 2018 af Amalie Kjær Boel

Der kan være mange forskellige årsager til, at du får dårlig samvittighed over noget, du har gjort i sengen – enten før, under eller efter at have sex eller på andre intime tidspunkter. Men det skal du ikke få! Det bør ikke være et tabu at have en stor sexlyst eller ikke vil se porno. Du skal huske på, at vi alle sammen er forskellige med forskellige lyster og holdninger, når det kommer til sex. Vi har her samlet en liste med 10 ting, du netop aldrig skal få dårlig samvittighed over! 

1. Hvordan din krop ser ud – nøgen

Den absolut vigtigste ting, du ikke må have dårlig samvittighed over, er din krop – specielt helt nøgen! Vi ser alle sammen forskellige ud, men vi er hver især helt unikke på vores egen måde, og vi bør elske vores krop, som den er. Hvis du har svært ved at være nøgen i sengen, så fokusér på det positive.

Det kan være, at du bare er nervøs, fordi du først er begyndt at ses med ham, du synes, der er så sød, og nu ser han dig for første gang nøgen. Du er endda måske alt for selvkritisk over den mindste detalje på din krop. Men nej, det er ikke nu, du skal tænke denne tanke. Han er sammen med dig, fordi han også synes, at du er sød! Så fokusér hellere på ham, og tænk på, at I nok skal få en god omgang lagengymnastik, selvom du måske har disse tanker!

Elsk din krop og dig selv – og husk på, at ingen er perfekte.

2. Bruge vibrator 

Det bør bestemt ikke være et tabu at eje en vibrator – om du er single eller i et fast forhold. Det kan være, at du har fundet ud af, at den rette vibrator fungerer til at tilfredsstille dig selv bedst muligt, eller at du er blevet træt af, at den ene fyr efter den anden ikke har kunne give dig den optimale orgasme. Uanset hvad skal du vide, at det er mere end okay at eje en. Og hvis du er i et forhold, og din kæreste er med på den, så kan I bruge vibratoren sammen som en sjov og nyttig gadget i sengen. 

3. Have en lille eller stor sexlyst

Der kan være mange grunde til at have enten en lille eller stor sexlyst. Det kan være, at det er blevet normalt, at I ikke har sex så ofte, og derfor er blevet til en rutine, at I har sex, når I kun lige har overskud til det. Det kan også være, at du først lige har mødt din kæreste, og I derfor har sex morgen, middag og aften. Det er helt okay! Hvis det er noget, der går dig på, kan du altid nævne det for din kæreste, partner eller prøve at undersøge, hvad du kan gøre ved det.

4. Være sikker på at du også får en orgasme

Når det kommer til sex, kan det ofte være lettere for en fyr at komme end en kvinde. Du skal ikke være flov eller få dårlig samvittighed over at spørge eller sige til ham, at du altså ikke har fået en orgasme endnu. Du har lige så meget ret til at få, hvad du vil have, som han har. Det handler bare om at sige det, hvis det sker ofte – og give ham tips til at du kan få en lækker orgasme.

5. Give og få feedback

En anden vigtig ting, når I har eller har haft sex, er at kunne give hinanden brugbar feedback. Det kan være, at du er træt af, at han stopper lige idet, du er ved at få en orgasme. Det kan også være, at du gør noget helt fantastisk ved ham, og han vil rose dig for det. I bør snakke om, hvad der fungerer, men også hvad der ikke fungerer, så I kan blive bedre sammen. På den måde bliver I begge formentligt tilfredsstillet – og måske lærer I nogle nye ting om hinanden? Det kan i hvert fald være en god måde at komme tættere på hinanden – både intimt, men også personligt, da I lærer hinandens grænser.

6. Være ‘akavet’ i sengen

Om du så kan lide at spise frysepizza i sengen, mens du har sex, så bør du ikke få dårlig samvittighed. Det kan selvfølgelig godt være, at din sexpartner ikke finder det særligt sexet og en smule underligt, men lige meget hvad, så bør du ikke være flov over det. Det kan også være, at du er fan af Fifty Shades og gerne vil udforske en masse nye sider af sex. Hvis det er tilfældet, så skal du da bare prøve det af. Det kan være, at det er godt – det kan være, at det er knap så godt. Lige meget hvad, så ved du det først, når I har afprøvet det. 

7. Se porno eller ikke se porno

Det kan være, at du ser mere porno, end de fleste ser Netflix, men det kan også være, at du slet ikke har et behov for at se porno. Der er ikke noget forkert i nogle af delene. Det kan være, at du bare er en af dem, som bare har brug for inspiration, har lyst til at forøge din sexlyst eller bare er nysgerrig på, hvad det egentlig går ud på. Du skal bestemt ikke holde dig tilbage ligegyldigt hvad – og vigtigst af alt skal du ikke få dårlig samvittighed over at kigge på pornosider.

8. Få følelser efter at have haft et one-night-stand

Det kan være, at du tog med en lækker fyr hjem, men det kan også være, at du endelig fik ham den søde med i seng. Lige meget hvilken form for one-night-stand du har haft, så er det muligt, at du udvikler følelser for ham, du har haft sex med – I har trods alt været ret så intime, og det er der intet flovt over. Måske har han det på samme måde som dig? Det er helt op til dig, om du vælger at se natten som et vellykket one-night-stand, eller om du vil høre ham, om han lægger mere i det.

9. Have flere sexpartnere på samme tid

Det er helt okay at have mere end en sexpartner. Det skal dog lige pointeres, at fyren du er sammen med nok gerne vil vide det, da det kan være, at han lægger mere i det. Hvis det er fint med ham, så er det bare en win-win for dig. Der kan være flere grunde til, at du har mere end en partner og lige meget hvorfor, bør du ikke forklare hvorfor. Det er dit valg og din krop, og du må gøre, hvad du vil – også uden at få dårlig samvittighed. Det er bestemt heller ikke dårligt at få noget varieret sex en gang imellem.

10. Have sex når du har menstruation

Bare fordi du har menstruation, er det ikke ensbetydende med, at du ikke bør have sex – hvis du altså har lyst til det. Det er dog en god idé lige at nævne det for din sexpartner først, da han også lige skal kunne være forberedt. Vi har samlet de fem bedste sexstillinger til dig, der har menstruation, men ikke vil lade det holde dig tilbage lige her.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?