Kvinde der har ondt i maven
Din fordøjelse er meget vigtig for din sundhed.© Getty Images

3 sunde tips, din fordøjelse (og hud) stensikkert vil elske dig for

Hvis din fordøjelse er på overarbejde, går det nemlig også ud over din hud

2. marts 2016 af Tina Lykkegaard

Det er et enormt følsomt emne, men hvor er det bare et vigtigt emne, hvis du vil have en skøn flot hud. Det er der ikke mange, der ved, og mange kigger mærkeligt på mig, når jeg spørger til fordøjelsen, men hvis den ikke fungerer optimalt, vil det hurtigt ses i huden.

Vores fordøjelse er hele tiden på hårdt arbejde, og vi er ikke altid gode til at give den de bedste vilkår. I dag spiser vi meget hvede i form af brød, kager og pasta, samtidig med at vi får også meget komælk, som kan skabe stor ballade i maven.

Det er ikke kun laktosen i mælk, men faktisk også proteinerne i mælken, rigtig mange af os ikke kan fordøje.

1. Pas på mælk og sukker

Prøv at være konsekvent i 4-6 uger, hvor du ikke får komælk. Se, hvordan kroppen reagerer – og ikke mindst huden. Sukker er desværre også en stor synder til en god fordøjelse.

Hvis fordøjelsen ikke er god nok til at udskille affaldsstoffer, er kroppens eneste udvej gennem huden. Dette giver rødmen, irritation, urenheder, hævelser, tørhed og meget mere.

2. Spis mælkesyrebakterier

Mælkesyrebakterier er en vigtig kilde til en tip top fordøjelse. På trods af navnet har det intet med mælk at gøre, men er vigtige bakterier for tarmene. Det tages som en kur over 3-6 måneder, hvor du tager 2-4 kapsler om dagen. Du kan også tage 2 kapsler hver dag for at vedligeholde en optimal fordøjelse.

Jeg kan anbefale produkter som Biosym Symbioflor, Zinobel Organic Boost Pharma Nord eller Bio-Tura.

3. Nærende fibre

Spis nærende fibre hver dag. Det må rigtig gerne være grove grøntsager, men rå grøntsager er ikke altid det bedste. Damp dine grove grøntsager, da det ellers er for svært for fordøjelsen at omsætte dem.

Hørfrø er også en supergod måde til at få nærende fibre på. Knus dem i en kaffekværn eller minihakker, og skyld straks de knuste hørfrø ned med vand. Du skal spise eller drikke de knuste hørfrø inden 15 minutter, ellers harsker olierne i frøene.

Nærende fedtsyre smører tarmene. Det er enormt vigtigt og kan hurtigt mærkes. Vælg gerne ren omega 3 eller vegetabilske olier. 

Pas godt på din hårdtarbejdende fordøjelse og giv den lidt kærlighed allerede i dag. Det betaler sig.

– Tina Lykkegaard, holistisk hudterapeut 

Følg @tinalykkegaard på Instagram, og få mange flere skønhedstips

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.