Kvinde som plejer sin hud
Simple tips til at gøre din hud glad.© iStock

7 renseråd, der vil gøre din hud smukkere

Gad du spise af en uvasket tallerken eller gå i beskidt tøj? Nej, vel? Dit ansigt har det heller ikke godt under et lag snavs

7. februar 2018 af Camilla Haldrup

1. Fjern makeuppen

Hvis du bruger bare den mindste form for makeup, bør dit dullegrejsskab indeholde en god makeupfjerner. Den skal i brug hver aften!

Hvofor? Hvis ikke du fjerner din mascara, kan vipperne tørre ud, og de risikerer at knække af. En hæslig omgang øjenkatar kan også ligge på lur, for i løbet af dagen opfanger dine mascaradækkede vipper en masse skidt, som kan ende i øjet. Yak!

Sådan gør du: Bruger du en vandig makeupfjerner, skal den på et stykke tørt vat. Hold vattet på øjet i et par sekunder, og stryg forsigtigt nedad et par gange. Buk så vattet, og dup under øjet  – ikke gnide! Bruger du en creme- eller gel-konsistens, så kom den på et opvredet stykke vat.

Vælg med fordel en skånsom make-up fjerner uden olie og alkohol – som denne fra Tromborg.

Kvinde renser makeup af
Det er vigtigt at rense makeuppen af – hver aften.© iStock

2. Rens dig ren

Mælk, olie, skum og gelé. Det er nogle af de mange konsistenser, som ansigtsrens findes i. Fedtede hudtyper kan bedst lide de lette, mens de tørre elsker de cremede.

Hvorfor? I løbet af natten udskiller huden sved og talg, og det skal fjernes om morgenen. Ellers får cremerne svært ved at trænge ind og virke. På samme måde skal du rense huden om aftenen for at fjerne støv og skidt og bane vej for hudplejen.

Sådan gør du: Fugt hænderne, tryk en en-krone-stor klat ud i håndfladen, skum op, og massér, indtil huden føles ren. Skyl efter med lunkent vand. Se på produktet for særlig fremgangsmåde.

Prøv eksempelvis at rense dit ansigt med en rensemælk som denne fra Estelle&Thild.

3. Frisk huden op med skintonic 

Alle hudtyper har gavn af skintonic. Især hvis du vælger en, der passer til din huds tilstand. De fås i opfriskende og beroligende udgaver og med alkohol, som er perfekt til fedtet hud.

Hvorfor? Skintonic er en god makker til dit vaskeprodukt. Den fjerner makeuprester og kalk fra vandet samt fugter og plejer, så huden tager ekstra godt imod creme.

Sådan gør du: Brug den på ren hud morgen og aften. Kom lidt toner på et stykke vat, og stryg det hen over ansigtet og halsen.

Denne skintonic fra Garnier reducerer urenheder og giver huden en behagelig følelse.  

Kvinde renser hud med skintonic
En god skintonic holder huden frisk og sund.© iStock


4. Fjern død hud med peeling

Skrub, eksfoliering, peeling. Kært barn har mange navne, og disse produkter med korn er i sandhed kære. De gør nemlig din hud lækker – uanset hudtype.

Hvorfor? Selv om du renser huden dagligt, kan du ikke undgå, at døde hudceller forhindrer din hudpleje i at virke og makeuppen i at sidde jævnt. ‘Ligene’ kan stoppe porerne til og danne hudorme.

Sådan gør du: Du bør skrubbe, eksfoliere eller peele din hud mindst en gang om ugen. Massér den blidt ind i huden i cirka et minut, før du skyller af med vand. Følg op med skintonic og cremer.

Alle hudtyper, på nær de helt sarte, kan bruge denne 7 Day Scrub Cream fra Clinique.

5. Læg en dybderensende ansigtsmaske

Når du bruger en dybderensende maske, er der resultat med det samme: ren og flot hud. Det er perfekt forkælelse inden festen.

Hvorfor? Dybderensende masker supplerer andre renserutiner godt og hiver de mest genstridige urenheder ud af din hud. De forsvinder med det overskydende fedt og den grå og triste teint.

Sådan gør du: Fordel masken over hele ansigtet, men undgå øjenområdet. Vent i 10-15 minutter, eller indtil masken er stivnet, og fjern den så med lunkent vand. Fedtet og uren hud vil gerne maskeres en-to gange ugentligt, mens normal/kombineret hud kan nøjes med et par gange om måneden.

Masker som denne fra Plaisir efterlader huden silkeblød og opfrisket. 

Kvinde med ansigtsmaske
Få ren og flot hud med en dybderensende maske.© iStock

6. Rengør dit makeupgrej 

Alle dine gode renseritualer er spildt, hvis du ikke husker hygiejnen, når det gælder alt det andet, der kommer i kontakt med din hud. Altid huske – aldrig glemme.

Hvorfor? Baktusser på beskidte fingre, redskaber og håndklæder kan vandre over på din rene hud og skabe ravage i form af bumser.

Tjekliste:

  • Brug engangsvaskeklude, eller skift til en ren frottéklud hver dag.
  • Vask pensler og børster ugentligt i opvaskemiddel eller hårshampoo.
  • Brug spatler til produkter i krukke
  • Del aldrig hudpleje eller makeup med andre
  • Køb ny mascara efter tre måneder – den er smækfyldt med bakterier
Makeup pensler og vatpinde
Plej dit makeupgrej og undgå unødige baktusser.© iStock

7. Den professionelle behandling

Det burde være en menneskeret at få en professionel ansigtsbehandling i ny og næ. Men nej, desværre. Har du fedtet, uren eller tør hud, bør du dog finde plads i budgettet.

Hvorfor? En behandling hos en kosmetolog renser i bund og kickstarter en ny og bedre tilstand for din hud. Fortsæt den gode stil derhjemme.

Hvor tit? Har du normal hud, er behandling hver sjette til ottende uge fint. Er din hud in trouble, er et mere intensivt forløb en god idé.

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.