© Getty Images

Få opklaret 11 myter om din hud

Vi svarer på, om make-up giver dig rynker – og om økologiske produkter er mildere mod ansigtet

3. juli 2021 af Maria Denise Christoffersen

Myte nummer 1: Hvis du sover med make-up, ældes din hud hurtigere

FALSK! 

Du kan roligt hoppe på hovedet i seng efter en lang aften i byen. Tænk på det sådan her: Hvorfor skulle huden tage mere skade af at have makeup på i de otte timer, hvor du sover, end i de 12 timer, du er vågen? Til gengæld knækker din øjenvipper dog lettere, hvis du tit sover med mascara på, så måske er det alligevel værd at fjerne den værste krigsmaling, inden du lægger hovedet på puden.

Myte nummer 2: Din hud holder sig ung, hvis du drikker to liter vand dagligt

FALSK! 

Der er ingen direkte forbindelse mellem at forebygge rynker og drikke meget vand. Lyt til din krop: Hvis du er tørstig, så drik vand. Det har hele kroppen godt af, også huden. Men hvis du har brug for hjælp mod tør hud - så brug en fugtighedscreme! Rynker kommer, fordi kroppen mangler collagen, så en god anti-rynkecreme er bedre end kildevand til dét formål.

Myte nummer 3: Trykker du dine bumser, får du flere

SANDT! 

Fingrene væk! Når du trykker en bums, kan du komme til at trykke det hvide, bakteriefyldte snask, der hedder hudfedt, dybere ind i huden. Selvom du får noget af det klamme pus ud, når du trykker en bums, åbner du døren for flere nye bakterier, og for at bakterierne spreder sig.

Myte nummer 4: Hvis du har sart hud, skal du bruge økologiske hudplejeprodukter

FALSK! 

Økologi-mærket fortæller noget om, hvordan dine produkter er blevet til og hvad de indeholder… men de er ikke nødvendigvis mildere end en parfumefri ansigtscreme eller scrub, som ikke er økologisk. Hold hellere øje med indholdet af parfume og hormonforstyrrende stoffer såsom parabener, og køb produkter, der passer til din hudtype.

Myte nummer 5: Du får rynker af at ryge

SANDT! 

På kosmetolog-skolen har de et udtryk, der hedder ’rygerhud’, som dækker over slap og grålig hud med grove porer. Dét kan blive dit, hvis du ryger mange cigaretter! Nikotinen i cigaretrøg får hudens fine kar til at trække sig sammen - og hudens celler får mindre ilt og færre næringsstoffer.

Myte nummer 6: Du får bumser af at spise chips

FALSK! 

Selvom det var det, vi fik at vide som stakkels akneramte teenagere, så er ham Kim(s) IKKE så dårligt selskab for huden! Du bør først og fremmest passe på madvarer med hurtigt optagelige kulhydrater - altså mad, der får blodsukkeret til at stige hurtigt. Det er for eksempel hvidt brød, pizza og sodavand.

Myte nummer 7: Du skal bruge anti-rynkecreme, før du får rynker

SANDT! 

Du får rynker, fordi huden med alderen mister collagen, som er et protein, der er med til at gøre huden fyldig og smidig. Rynkecreme fremmer hudens egen produktion af collagen. I løbet af tyverne forsvinder mere og mere af din huds naturlige collagen - men du kan endnu ikke se det på hudens overflade! Og når skaden er sket, hjælper cremer ikke meget - på trods af, hvad reklamerne fortæller os. Fortvivl dog ikke, hvis du er i tyverne, og endnu ikke er startet på at bruge anti-rynkecreme. Begynd bare hellere i morgen end om et par år!

Myte nummer 8: Vandbaserede skønhedsprodukter giver mest fugt

FALSK! 

Huden kan som sådan ikke optage vand (derfor kan dit ansigt stadig skrige på fugt, selvom du lige har været under bruseren) - og hvis du køber produkter med meget vand i, er det faktisk sandsynligt, at den ekstra fugt bare fortynder de øvrige ingredienser, du smører på dig.

Myte nummer 9: Mobiltelefonen giver dig bumser

SANDT! 

Bumser kommer af flere forskellige grunde, men snavs og bakterier på huden er en af de mest almindelige. Din mobil giver bumser, fordi du holder den mod kinden i lang tid af gangen og sjældent renser den! Så snup en afspritningsserviet og giv den bad boy en grundig tur! 

Myte nummer 10: Du kan holde huden spændstig med ansigts-øvelser

FALSK! 

Det lyder måske som en god idé at træne ansigtsmuskulaturen, men faktisk kan grimasse-øvelser have den modsatte effekt på dit smukke, rynkefri fjæs! Forestil dig et stykke papir, der bliver foldet igen og igen på det samme sted. Det bliver slidt på de steder, hvor det bukker. Mennesker, som griner og smiler meget, har for eksempel også tydeligere smilerynker omkring munden og øjnene, end folk der ikke fortrækker en mine.... men spørger du os, så er glæde da et look, der er værd at gå efter!

Myte nummer 11: Smører du fugtighedscreme i ansigtet på den forkerte måde, giver du dig selv rynker

FALSK! 

Du behøver ikke duppe cremen på, eller smøre i en bestemt retning med fingrene. Din hud er elastisk, og du kan ikke lave rynker i dit eget ansigt ved at røre det på en bestemt måde igen og igen. Så smør du bare på med gavmild hånd!

Artiklen er tidligere bragt i magasinet.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide