Smilende kvinde med krøller
Din ansigtsform afslører hvilken frisure, som passer bedst til dig. © Getty Images

Find den rigtige frisure til din ansigtsform

Woman hjælper dig, hvis du har brug for en ny frisure

6. april 2018 af Mette Andrea Boesgaard og Michelle Andersen

Dit hår er en virkelig vigtig del af dit look. Det skal afspejle, hvem du er, det skal bakke op om din garderobe, og så skal det makke ret og gøre det, du gerne vil have det til! 

Men det er ikke så nemt at vælge en frisure. Der er så mange at vælge imellem – og hvordan finder du egentlig ud af, hvad der er rigtigt for dig? Frygt ikke – Woman har svaret!

Det allervigtigste er dog, at du vælger din frisure ud fra, hvad du SELV synes er pænt. Hvis du alligevel gerne vil guides lidt, så læs med her.

Inden du går i gang med at vælge en ny frisure

Når du vælger frisure, skal du selvfølgelig først og fremmest tænke på, hvad du godt kan lide, og hvad du gerne vil udstråle med dit hår. Er du mest til et afslappet look? Eller kan du bedre lide klassisk hår og tøj? Kig dig selv i et spejl i fuld figur, og se hvilket helhedsindtryk du gør. Dit hår skal passe til hele din kropsbygning og din tøjstil.

Der er også tre andre praktiske ting, du skal overveje, inden du vælger frisure: 

  • Hvad kan rent faktisk lade sig gøre? Har du helt fladt hår, er det måske ikke lige til at skabe krøller i lokkerne, og kort hår vokser ikke langt på en nat (ikke uden extensions i hvert fald). Selvom styling-produkter og en god klipning kan gøre meget, kan det ikke hjælpe på alt.
  • Hvad passer til din livsstil? Har du to minutter til at sætte hår om morgenen? Eller ofrer du gerne en halv time på at føntørre, glatte og style parykken? Og hvor mange penge vil du egentlig ofre på lokkerne? Har du råd til extensions og striber hver anden måned, eller er dit budget ikke til den slags ekstravagante vaner?
  • Hvad passer til dit ansigt? Den rette frisure kan fremhæve de dele af din krop og dit ansigt, som du bedst kan lide. Derfor er det super vigtigt, at du finder en frisure, som passer til netop din ansigtsform. Du finder din ansigtsform ved at trække dit hår tilbage med et pandebånd eller en hårbøjle, så din pande er blottet. Stil dig foran et spejl og begynd at tegne dit ansigts silhuet op med for eksempel en læbestift. Voilà! – nu kan du se, hvilken ansigtsform du har.
Forskellige ansigtsformer
Hvilken ansigtsform har du? © Getty Images

Frisurer til det runde ansigt 

Selena Gomez
Selena Gomez er en af de kendte kvinder, som har et rundt ansigt. © Wenn

Du har fyldige æblekinder, en lille rund pande og et rundt kæbeparti ligesom skønne Selena Gomez. Der er ikke særlig stor forskel på længden og bredden af dit ansigt – og så har det heller ingen skarpe kanter og vinkler.

Gå efter:

  • Fylde på toppen: Sørg for at få en klipning, hvor håret fylder mest foroven i stedet for på siden af hovedet. Det giver illusion om et længere ansigt i stedet for at understrege rundheden. Det gælder også, når du sætter håret op – det skal helst sidde oven på hovedet!
  • Lange længder: Prøv med en frisure der går længere ned end til kæbelinjen. Sørg for, at der er masser af etager i din klipning, så du ikke ender med en masse hår på siden af hovedet, hvor du er bredest. Hvis du har langt hår, der hænger løst, skal du forsøge at lade noget af det hænge foran skuldrene. 
  • Sideskilning: Hold gerne panden fri for hår så dit ansigt ikke virker endnu kortere, end det i virkeligheden er. Hvis du gerne vil have pandehår, skal du gå efter den lidt længere, blødere model, der starter i en sideskilning i stedet for en lige linje hen over panden.

 

Undgå:
  • En skarp page: Hvis dit pagehår slutter over eller lige ved kæbelinje, får den dit ansigt til at virke endnu rundere, end det er. Hvis du gerne vil have pagehår, kan du i stedet forsøge med en lidt længere model, der slutter nogle centimeter under kæben.
  • Kort hår: Generelt skal du passe på med de helt korte frisurer, men hvis du sørger for, at det stadig fylder på toppen, kan det sagtens gå alligevel.
  • Krøller: De får dit ansigt til at se endnu rundere ud. Tænk opad i stedet for udad!
  • Helt glat hår: Du skal være forsigtig med at glatte dit hår alt for meget – især hvis du har tyndt hår. Det kan hurtigt få dit ansigt til at se stort ud.

Har du brug for endnu flere gode råd til de bedste frisurer til dig med et rundt ansigt? Dem kan du få her

Frisurer til det firkantede ansigt

Keira Knightley
Smukke Keira Knightley har et firkantet ansigt. © Wenn

Hvis du er den heldige ejer af et firkantet ansigt, skal du kun være glad – nogle af verdens smukkeste og mest berømte kvinder har samme ansigtsform som dig! Se bare på bedårende Keira Knightley her.

Dit ansigt er kendetegnet ved en bred pande og et næsten lige så bredt kæbeparti, der samtidig er meget markant. Det er et stærkt ansigt – og hvis du ikke tænker over det, når du vælger frisure, kan du godt komme til at se lidt maskulin ud. Brug derfor håret til at bløde linjerne op!

Gå efter:

  • Krøller: Et sus af krøller (eller bare en smule bølger) omkring et firkantet ansigt bløder helhedsindtrykket op. Det er allerbedst, hvis du ikke klipper krøllerne kortere end til kæbelinjen.
  • Kort hår: I modsætning til mange andre ansigtstyper kan du sagtens bære kort hår – det ser godt ud til dit markante ansigt. Men sørg for at der stadig er en smule længde i det øverste af håret, hvis ikke du vil se en smule masklin ud. 
  • Sideskilning: Gå efter den lidt længere model af pandehår der starter i den ene side og løber blødt hen over din pande – en løs hårtot, der falder ind over dit ansigt, bløder din kæbe gevaldigt op. Sørg altid for, at i hvert fald en del af din pande er synlig under pandehåret.
  • Lange længder: Lag-på-lag er den bedste løsning for dig, der har et firkantet ansigt og gerne vil have langt hår. Tænk etager (og gerne masser af dem), og lad dem starte et lille stykke under kæben. Denne frisure ser også super godt ud i kombination med sideskilning med langt pandehår.
  • Opsat hår: Hvis du gerne vil have ansigtet til at se en smule længere ud, skal du sætte håret op oven på hovedet i stedet for bagpå.

Undgå:

  • En skarp page: Den klassiske page, der slutter lige ved kæbelinjen, er ikke specielt god til dig. Hold dig generelt væk fra de helt skarpe frisurer.
  • Pandehår: Når pandehåret er klippet i en helt lige linje hen over panden, bliver dit ansigt endnu mere firkantet at se på. Det er ikke en god idé.

  • Helt glat hår: Langt, glat hår understreger dit firkantede ansigt. Krøller og etager bløder det hele lidt mere op.

  • Tilbagestrøget hår: Hvis du stryger håret tilbage fra ansigtet i en stram knold eller hestehale, bliver dine markante træk meget tydelige. Det kan se flot ud til nogen, men det er ikke alle firkantede ansigter, der kan bære det.

Hvis du vil have endnu flere gode tips til de bedste frisurer til firkantede ansigter, kan du få dem her

Frisurer til det ovale ansigt

Rihanna
Har du et ovalt ansigt ligesom Rihanna? Så kan du eksperimentere med mange slags frisurer. © Wenn

Det ovale ansigt er, som navnet nok antyder, kendetegnet ved at være nogenlunde ovalt: Det er en smule længere, end det er bredt, og pande og kindben er bredere end kæbepartiet. Mange ovale ansigter er desuden forsynet med markante kindben.

Hvis du er den heldige indehaver af et ovalt ansigt, kan du godt klappe i dine små hænder. Det er nemlig den mest harmoniske ansigtsform af dem alle – og derfor kan du roligt eksperimentere løs med alverdens frisurer og længder. Stort set alt passer til dig, så kun fantasien sætter grænser.

Gå efter:

  • At fremhæve det bedste ved dit ansigt: Udnyt det faktum at du ikke behøver at bekymre dig om at nedtone noget som helst ved din ansigtsform. I stedet kan du koncentrere dig om at fremhæve dine bedste træk: Lige meget hvor langt dit hår er, vil du se bedst ud med etager ved kindben, læber eller hage – vælg selv hvad du helst vil fremhæve.
  • Kort hår: Ja, selvfølgelig kan du også klippe håret helt kort, dit heldige asen! Det er kun modet, der sætter grænser.
  • Pandehår: Du kan slippe afsted med rigtig mange forskellige typer pandehår: Kort, langt, massivt eller strøget til siden.  

  • Krøller eller bølger: Hvis du vil have langt hår, skal du gå efter krøller eller fine bølger. Det fremhæver på det fornemmeste dit skønne ansigt.
  • Vis ørerne: Sæt gerne dine lange lokker om bag ørerne – det markerer din ovale ansigtsform.
  • Opsat hår: Du er heldig – du kan nemlig tillade dig at skrabe alt håret væk fra dit ansigt. Det fremhæver dit ansigts skønne former.

Undgå:

  • Langt, fladt hår: En af de eneste frisurer, der ikke klæder dig, er det lange, flade look. Når håret hænger ned foran dit ansigt, kan formen let komme til at se aflang ud i stedet for oval – og hvorfor gemme din perfekte ansigtsform væk og ødelægge den smukke symmetri og balance du er begavet med?

Du kan få endnu mere inspiration til de bedste frisurer til ovale ansigter her

Frisurer til det aflange ansigt

Sarah Jessica Parker som spiller Carrie i Sex and the City
Sarah Jessica Parker er den heldige ejer af et aflangt ansigt. © Wenn

Dit ansigt minder en hel del om det ovale – det er bare en smule mere aflangt. Har du, ligesom Sarah Jessica Parker, et aflangt ansigt, er du ofte også udstyret med en lang pande og en aflang næse, så derfor er det ekstra vigtigt at vælge den rigtige frisure.

Gå efter:

  • Pandehår: Kast dig endelig ud i alle former for pandehår. Det er super flatterende for din ansigtsform, fordi det lige gemmer det øverste stykke af dit ansigt væk – især hvis du også er velsignet med en lang pande.
  • En skarp page: Den skarpe page der slutter lige over kæbelinjen er perfekt til dig, fordi det skaber illusion af et bredere ansigt.
  • Krøller: Et brus af krøller får håret til at fylde i siderne, og det gør dit ansigt mere harmonisk. Men lange, bløde bølger kan også gøre det.
  • Klip håret ned i en spids: Hvis du gerne vil have langt hår, er det en god idé at klippe det i en trekant, hvor det forreste hår er forholdsvis kort, og håret bliver længere ned ad ryggen. 
Undgå:
  • Kort hår: Du kan med fordel lade være med at klippe dit hår alt for kort – det får dit ansigt til at se endnu længere ud.
  • Langt glat hår: Gem glattejernet væk – for helt langt, glat hår gør dit ansigt endnu længere. Skulderlangt hår er generelt meget bedre til kvinder med lange ansigter.
  • Midterskilning: Når du skiller håret på midten, sætter du fokus på den linje, hvor dit ansigt er allerlængst. Prøv i stedet med en lækker sideskilning.

Har du brug for endnu flere gode råd til de bedste frisurer til lange ansigter? Dem kan du få her

Frisurer til det hjerteformede ansigt

Reese Witherspoon
Reese Witherspoon har et hjerteformet ansigt, som er kendetegnet ved en spids hage. © Wenn

Hvis dit ansigt er bredt ved panden og går skråt ned i en smal kæbe og en spids hage, hører du til blandt de hjerteformede. Det er et super feminint ansigt, og du har, ligesom smukke Reese Witherspoon, masser af muligheder med hensyn til frisuren. Men forsøg alligevel at nedtone hagen lidt – det gør helhedsindtrykket lidt mere harmonisk.

Gå efter:

  • Pandehår: De fleste former for pandehår ser godt ud til dig – især den lidt længere model, der går ned over øjenbrynene eller den, der starter i siden og løber henover din pande. Pandehåret tager lidt af fokus væk fra dit hageparti, og samtidig kan det bruges til at dække en stor pande.
  • Pagehår: Du kan satens bære en page. Men sørg for at den ikke er kortere end til hagen.
  • Fylde forneden: Dit hår skal helst fylde allermest lige omkring hagen. Det skaber harmoni, fordi det udjævner lidt af det hjerteformede. Krøller og fald er godt, men det er bedst, hvis det starter fra ørene og nedefter – så indrammer det dit ansigt på smukkeste vis.

 Undgå:

  • Pandehår: Pas på med at klippe pandehåret for kort og lige over. Det kan let se mærkeligt ud på din brede pande.
  • Kort hår: Du kan sagtens have kort hår – men du kan med fordel ikke lade det fylde for meget oven på hovedet. Hvis du vælger at lade lokkerne falde, skal du sørge for at holde de øverste lag forholdsvis lange.
  • Høj knold: Pas på frisurer og opsætninger der fylder på toppen – medmindre du virkelig har lyst til at understrege din hjerteform.
  • Tilbagestrøget hår: Det sætter fokus på din brede pande og din spidse hage, hvis du sætter håret op i en stram knold eller hestehale. Så vælg en blød, rodet knold eller hestehale i stedet.

Du kan få endnu flere tips og tricks til de bedste frisurer til hjerteformede ansigter her

Gode råd til at finde den rette frisure 

Når du nu kender til dig selv, din stil og din ansigtsform, kan du gå på jagt efter din nye frisure. Hvis du mangler inspiration til, hvad du skal gøre ved håret, så er det en god idé at kigge på billeder i reklamer og af kendisser på de sociale medier, i magasiner og i tv.

Du kan også afprøve frisuren inden du lader frisøren klippe dig. Det kan du for eksempel gøre i appen Hairstyle Try On som kan hentes på App Store. Du uploader bare et billede af dig selv og vupti – så kan du se dig selv med alverdens forskellige frisurer.  

Du kan også tjekke de her 15 flotte festfrisurer – eller måske de her seks lette sommerfrisurer, hvis du mangler lidt inspiration. 

Vil du ikke risikere at gå glip af skønhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori