Myter om dit hår
Er du klar over, om du må komme balsam i hele håret?© Getty Images

15 myter om dit hår – sandt eller falsk?

Vasker du håret én eller to gange med shampoo?

7. oktober 2021 af Camilla Stubbe

Er du også før blevet fortalt, at håret vokser hurtigere, når du bliver klippet ofte? Eller at du ikke må komme balsam i hovedbunden? Der findes mange myter om hår – nogle af dem passer faktisk, mens andre virkelig ikke gør.

Vi har sammen med frisørerne Iben og Marlene fra Platin Hair aflivet og bekræftet 15 myter om dit hår, som du måske allerede har undret dig over.

1. Håret vokser hurtigere, når du bliver klippet ofte

Delvist sandt. ”Håret vokser ikke hurtigere ud, fordi du bliver klippet ofte. Men bliver du klippet cirka hver tredje måned, som vi anbefaler, undgår du, at dine spidser knækker af på grund af slid, og håret får derfor ro til at vokse sig langt og sundt“, fortæller kvinderne bag Platin Hair.

2. Du skal vaske dit hår med shampoo to gange

Sandt. Hvis der går mere end 24 timer imellem din hårvask, skal du vaske det to gange med shampoo. Så får du renset og løsnet fedtet ordentligt fra hovedbunden.

3. Du skal bruge balsam

Sandt. Hver gang, du vasker dit hår, skal du også bruge balsam. Shampoo “åbner” håret og balsam “lukker” det. Det er derfor ikke kun for blødhedens skyld, men også for pleje og undgå slid.

4. Du må ikke børste dit hår, når det er vådt

Både sandt og falsk. Det kommer meget an på din børste og dit hår. En god wet brush går du dog sjældent fejl af. Hvis dit hår filtrer meget, kan det være en god idé at dele det op og børste det forsigtigt igennem – eventuelt med en kam først.

Myter om knækket hår
Undgå at spidserne knækker på grund af slid ved at blive klippet hver tredje måned.© Getty Images

5. Du må ikke komme balsam i din hovedbund

Både sandt og falsk. ”Vi anbefaler det ikke, men der sker ikke noget ved det. Nogle synes håret virker fedtet efter – der kan en lettere balsam være løsningen. Brug dog altid produkter uden for meget silicone-indhold, det kan lukke hovedbunden og håret til“, fortæller Marlene og Iben.

6. Hårelastikker knækker dit hår

Både sandt og falsk. Nogle elastikker kan knække håret. Undgå dem med metal-lukning. Flyt eventuelt elastikkens placering fra dag til dag, så den ikke sidder samme sted altid. En hårklemme kan være et godt alternativ.

7. Du må ikke sætte dit hår op, når det er vådt

Sandt. Hovedbunden har ikke godt af det, da håret er længere om at tørre. Dette kan give dig hovedbundsproblemer i længden.

8. Glattejern skader håret mere end et krøllejern

Falsk. Husk dog altid at bruge varmebeskyttelse, inden du bruger varmejern. Og brug aldrig mere end 175-185 grader, som er det, der anbefales til skandinavisk hår.

Myter om hårelastikker
Undgå hårelastikker med med metal-lukning!© Getty Images

9. Skæl er det samme som tør hovedbund

Falsk. Det er ikke det samme. Skæl er afskalning af døde hudceller og vises ofte som fedtede flager, der sidder fast i hovedbunden. Tør hovedbund er hvide små drys, du nemt kan opleve, når årstiderne skifter.

10. Din kost påvirker dit hår

Sandt. Ligesom så meget andet kan kosten også påvirke dit hår. Mangel på vitaminer og mineraler kan gøre håret trist og livløst, og det kan medvirke til, du fælder mere.

11. En for stram hestehale kan gøre, at du knækker håret

Sandt. En stram hestehale ser rigtig flot ud, men samtidig kan det også knække dit hår – ligesom hårelastikker med metal-lukning kan. Pas derfor på med at sætte håret i en stram hestehale hver dag.

myter om hårtab
Vidste du, at både stress og din kost kan påvirke dit hår?© Getty Images

12. Du får svamp i hovedbunden, hvis du sover med vådt hår

Både sandt og falsk. Du får ikke nødvendigvis svamp, men det er aldrig godt for hovedbunden at være fugtig i for lang tid. Føntør eventuelt bunden en smule, inden du går i seng.

13. Det er sundere at farve håret mørkt end lyst

Sandt. Selv om der er mindre kemikalier og mere pleje i hårfarve i dag, end der var før i tiden, kommer vi ikke udenom, at blegning og lysning er hårdt for dit hår. Så ja, det er altid mere skadeligt at blege end at farve håret i mørkere farver.

14. Dit hår har bedst af at blive klippet én gang om måneden

Falsk. Hvis du er langhåret, er en gang om måneden ikke nødvendigt. Men hvis du er korthåret og vil beholde din frisure, er det ofte nødvendigt at blive klippet hver sjette til ottende uge.

15. Du kan tabe håret, hvis du har stress

Sandt. ”Det ser vi desværre tit. Ikke at alt håret forsvinder, men at du fælder mere, og håret bliver tyndere og livløst”, fortæller frisørerne.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide