Børste fyldt af hår
Plejer du dit hår indefra? Måske skal du til at begynde på det.© Getty Images

Hvorfor fælder mit hår? Her er 9 råd til dig

Det er tid til at sige “thank you, next” til dit frotté håndklæde og føntørre, og “hej!” til massage og spiralelastikker

11. juni 2021 af Ida Storm Frøslev Hansen

Bliver du nogle gange i tvivl, om du er en kat eller et menneske, når du ser mængden af fældede hår på sofapuden, i afløbet eller i sengetøjet? Er det så sandt som Amen i kirken, at halvdelen af din hårpragt ligger i hårbørsten, efter du har redt det? Så er du nok den (u)heldige vinder af en fældende hårpragt. 

Det er helt normalt at fælde, og faktisk er det en nødvendig del af hårets cyklus. I gennemsnit fælder vi omkring 100 hår om dagen, hvilket kan lyde af meget, men faktisk har vi omkring 100.000 hårstrå på hovedet, så vi kan nok godt lige undvære 100 af dem. 

Hvis du dog føler, at du fælder liiidt mere end alle andre, og gerne vil gøre noget ved det, har vi her samlet 9 gode råd, der kan hjælpe dig til at holde dit hår på hovedet fremfor i afløbet, sweateren, sofaen eller børsten.

Hår, der fælder
Nej tak til hår, der fælder!© Getty Images

1. Undgå stress

Vi ved godt, det ville være federe, hvis vi bare kunne sige: “Stå på hovedet to gange om dagen, så fælder du aldrig igen”, men desværre er det ikke helt så nemt. Stress er en kæmpe synder, når det kommer til hårets flugt fra hovedbunden. Der er tusindvis af grunde til at skrue lidt ned for forventningerne til dig selv, de mange aftaler i kalenderen eller de insisterende notifikationer på din telefon, der får hjernen på overarbejde, men en af grundene er (overraskende nok) dit hår!

2. Vask dit hår rigtigt

Ved du hvilken type hår, du har? Har du fint hår, tørt hår, skadet hår? Det er værd at finde ud af i kampen mod det fældende hår. En af synderne kan nemlig være, at du bruger produkter, der ikke passer til dit hår. Det er vigtigt at bruge produkter, der passer til din hårtype, så du kan give optimal næring til dit hår. 

3. Sig “thank you, next” til dit frotté-håndklæde

‘Jamen hvad skal jeg så bruge?’, jo, det skal vi fortælle dig! For overraskende nok, er det frotté håndklæde, der har boet på dit badeværelse i al evighed, ikke en god ven for dine lokker. Frotté kan nemlig ødelægge skællagene, der er med til at beskytte dit hår. Derimod er det en god idé at lade det lufttørre eller tørre det i en gammel t-shirt. 

Kvinde i bad
Det er på tide at sige farvel til dit frotté håndklæde.© Getty Images

4. Plej dit hår indefra

Hvis du fælder meget, er det muligt, at du ikke får nok jern og B-vitaminer. Derfor kan det være en god idé at tage ekstra vitaminer for håret eller spise fødevarer, hvor der er et højt indhold af disse vitaminer. Det er for eksempel oksekød, nødder, bælgfrugter og fisk. 

5. Skru ned for varmen

Er dit glattejern, krøllejern og din føntørre din bedsteven? Vi er kede af at meddele dig det, men det er på tide, du ligger dem på is. Eller i det mindste skruer lidt ned for dem! Styling ved for høj varme er nemlig en stor synder i forhold til hår, der fælder. Det absolut bedste ville være, hvis du stoppede med at bruge disse apparater, men vi forstår godt, hvis de er svære at undvære i dagligdagen, så et alternativ er at skrue lidt ned for temperaturen på dine styling-venner. 

6. Børst dit hår nedefra og op 

Strider det imod alt, vi nogensinde har lært? Jeps. Men er det på tide at ændre rutiner for at få længere, smukkere og fyldigere hår? Oh yes! At rede fra toppen af hovedet og ned til spidserne er faktisk en smadder dårlig idé. Du får nemlig taget alle de små, filtrede hår med hele vejen ned til spidserne, hvor de så kan ende som store knuder. Derfor er det en god idé at starte nedefra med hårbørstningen, og derefter bevæge dig op igennem håret, for til sidst at ende på toppen af hovedet.

Kvinde føntørrer hår
Er du også lidt en synder med føntørren? Den er bare svær at undvære! © Getty Images

7. Sig farvel til den stramme hestehale

Er din hverdagsfrisure en stram knold eller hestehale på toppen af hovedet? Så kan det være, du skal til at tænke i nye baner, for håret har faktisk ikke super godt af at blive opsat stramt dag ud og dag ind. En tommelfingerregel er, at dit hår ikke må stramme, når du har sat det op, og derfor skal elastikken sidde lidt løst, hvis du vil være god ved dine lokker. Desuden er det en god idé lige at tjekke din elastik-skuffe igennem. Spiralelastikker og scrunchies er faktisk lidt blidere ved håret, end de normale sorte elastikker med den der lille metal-dut, og derfor kan det ske, at du skal se dig om efter en ny elastik eller to. 

8. Sov godt

Det er ikke engang løgn: En god søvn er alfa og omega for dit hårs velvære! Sig det til din kæreste eller veninde næste gang, de brokker sig over, du sover for længe. Alt, du kan gøre for at holde dig frisk i hverdagen, vil i sidste ende også hjælpe dig med at holde dit hår sundt og undgå, du fælder meget. Søvn er en af de absolut vigtigste ting, når det kommer til at holde dig sund og rask, og derfor er det vigtigt, at du prioriterer din skønhedssøvn. 

9. Massér din hovedbund

Hovedbunden er en vigtigt spiller, når det kommer til at sætte en stopper for fældning! Derfor kan den godt trænge til lidt ekstra kærlighed engang imellem. Særligt, når vi ser på, hvor mange gange i ugen, den bliver udsat for både tørshampoo, hårvoks, hårspray og det, der er værre. For at få alle produkt-rester ud af håret og stimulere dine hårrødder, er det en rigtig god idé at give din egen hovedbund en omgang massage – enten med fingrene eller med en massagebørste til formålet. 

Kvinde sætter hår
Skal du have skiftet dine elastikker ud?© Getty Images

Kilde: Altomhaar.com, Hair-blog.dk, Sundhed.dk

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.