Kvinde i seng
Hva' unge dame, skal du ikke have skiftet det sengetøj ud med bambus?© Getty Images

Kosmetologen fortæller: “Derfor kan dit sengetøj være din huds værste fjende”

Ved du, hvor ofte du skal vaske dit sengetøj i kampen mod urenheder?

30. juni 2021 af Ida Storm Frøslev Hansen

“Det er vigtigt at vaske dit sengetøj ofte – måske oftere end du tror”, fortæller kosmetologen Martine Aakjær. For overraskende nok er din skønhedssøvn måske ikke helt så skønhedsfremkaldende, som du tror – i hvert fald ikke, hvis du ønsker færre urenheder i huden. 

Vi har talt med kosmetologen Martine, der i denne artikel giver alle sine bedste tips og råd til, hvordan din hud og dit sengetøj bliver venner fremfor fjender. 

Hvorfor skal du være opmærksom på dit sengetøj i forhold til din hud?

Martine fortæller, at selvom dit sengetøj kan dufte og se ud, som om det er rent og lækkert, gemmer det faktisk på en masse bakterier, der kan være medvirkende, til at du får uren hud, irritation og udslæt. 

Du ligger i gennemsnit i din seng otte timer hver nat. På en uge bliver det til mere end 50 timer, hvor sved, fedt fra huden, døde hudceller, creme og andet skidt kommer i kontakt med dit sengetøj. 

Var det en T-shirt, du havde svedt i og spildt lidt creme på, fik den ikke lov at holde i mange dage, før den endte i vasketøjsbunken, og Martine fortæller, at det samme faktisk burde gælde dit sengetøj og særligt dit hovedpudebetræk. 

Kvinde i seng
50 timer om ugen i sengen, siger du? Lææækkert!© Getty Images

Hvor ofte skal du vaske dit sengetøj?

Her kommer Martine med en (for os) ret overraskende udmelding: Du skal vaske dit sengetøj og pudebetræk mindst én gang om ugen! Hvis du har akne, kan det endda være en fordel at vaske pudebetrækket flere gange i ugen. 

Dertil forklarer Martine, at det ligeledes er vigtigt, at du vasker selve din hovedpude hver sjette måned, da der også kan sætte sig skidt og sved i den. 

Kvinde vaskemaskine
Vi skal vist til at besøge vores vaskemaskine lidt oftere, end vi plejer. © Getty Images

Bambus er din huds nye bedste ven

Du kan med fordel sove på et hovedpudebetræk af bambus, fortæller Martine. Bambus er et meget allergivenligt materiale, da bambus fra naturens side giver bakterier og husstøvmider superdårlige betingelser for at udvikle sig. 

Har du sensitiv hud eller problemer med akne og uren hud, så er bambus også et godt valg til pudebetrækket. Da fibrene er glatte og naturlige, skabes der mindre friktion mellem stoffet og huden. Mindre friktion betyder mindre hudirritation og mindre inflammation. Martin fortæller derudover, at bambus, fra naturens side, også både er et antibakterielt og svampedræbende materiale, som forhindrer bakterier i at trives og som modvirker uønskede udbrud i ansigtet, når du vågner.

Ses vi i køen til bambus-sengetøjet? Øh ja, det tror vi vist nok lige, at vi gør! 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide