© Salvequick, iStock

Fjern hård hud med eksfolierende sokker

Vi har testet eksfolierende sokker for at få sommerklar fødder uden hård hud. ADVARSEL: Vi har taget billeder undervejs, og de er ikke pæne...

14. maj 2015 af Sara Møller Christensen

Vi har testet: SALVEQUICK EXFOLIATING SOCKS, 2 STK., 160 KR.

Testperson: Sara Møller Christensen, chefredaktør og indehaver af meget hård hud på fødderne.

Sådan gør du: Det er superlet! Jeg vaskede og tørrede fødderne og stak dem i plastiksokkerne. Her skulle de så ligge og hygge sig i en væske, som jeg kun kan gætte på er en form for syre, men det føles på ingen måde ubehageligt – det kunne ligeså godt være vand. Jeg tog et par strikkesokker uden på plastiksokkerne for at holde dem på plads, og så satte jeg mig ellers bare til at se film i de 90 minutter, som sokkerne skal have til at virke. Bagefter vaskede jeg igen fødderne. Done!  

Sådan virker det: Efter fire dage begynder den hårde hud at falde af. And it is not pretty! Jeg kan trække hud af i store flager, men bare rolig – det gør ikke ondt (faktisk er det underligt tilfredsstillende). Du skal dog måske overveje at undgå fællesbade i de dage, hvor du skaller værst, for det er ret klamt for andre end dig selv.

Omkring dag syv er alle de store hudflager faldet af, men der mangler stadig lidt død hud rundt omkring – for eksempel yderst på tæerne, hvor jeg slet ikke var klar over, at jeg havde så meget hård hud. Du kan hjælpe det lidt på vej ved at "nulre" huden af (sorry, men vi advarede om, at det ikke var verdens lækreste artikel).

Resultatet: Efter 14 dage er mine fødder født på ny. Jeg sværger, at de ikke har føltes så bløde, siden jeg var baby og ikke brugte dem til andet end at ligge og sparke ubehjælpsomt ud i luften. Og hele processen er nem og smertefri... ja, decideret rar. Jeg føler mig topklar til sommer!