“Jeg er så træt af parabenehysteri og detoxfanatisme”

Nu har jeg snart været skønheds- og sundhedsredaktør i 10 år. I den tid er der både opfundet geniale skønhedssager (hurra for BB creme og shellak til neglene) og enkelte, vi måske godt kunne have undværet (vibrerende mascara og fregneblyant, anyone?).
Noget, der dog især har præget det sidste årti, er de mange bizarre påstande, der med jævne mellemrum skyder frem som ukrudt i en ellers smuk græsplæne. Påstande, som rigtigt mange desværre tager som den pureste sandhed – måske fordi det gør deres egen verden nemmere at overskue? Jeg ved det ikke. Jeg ved dog, at samtlige af følgende udsagn fortjener en evig plads i skønheds- og sundhedsskammekrogen:
1. “Kemi er en farlig og dårlig ting, der skal undgås. Plejeprodukter uden kemi er vejen frem!”
Alt er kemi. Så længe verden eksisterer, vil du ikke kunne undgå kemi. Så good luck with that. Det, du dog kan undgå, er at falde for grove generaliseringer i stil med ovenstående.
2. “Er det naturligt? Så er det godt for dig! Alt fra naturen er nemlig rart, behageligt og sundt.”
Lava er naturligt. Kviksølv er naturligt. Klapperslangegift og flaksende stankelben er naturlige. Naturen kunne ikke være mere ligeglad med dig og dit velbefindende.
3. “Hvis et stof også bruges i ubehagelige sammenhænge, for eksempel lim eller rengøringsmiddel, er det pissefarligt at bruge i fødevarer og kosmetik.”
Denne sammenligning af æbler og pærer er både voldsomt udbredt og voldsomt dum. Det, der tæller, er koncentrationen af stoffet og kombinationen af det og andre stoffer. Vand bruges i øvrigt både i lim og rengøringsmiddel, så ud fra denne logik bør du nok undgå det. Rigtig good luck with that.
4. “Parabener er det rene gift. Det giver dig hormonforstyrrelser og cancer samtlige steder, du smører dig med det.”
Jeg kunne fylde et helt blogindlæg blot over dette emne, og måske gør jeg det en dag. Indtil da vil jeg bare nævne, at de dyreforsøg, der er en af årsagerne til denne frygt, indebar, at grise blev udsat for en dosis parabener, der var cirka 8.000 gange større end det, du kan smøre dig med. Det reagerede de dårligt på. Forestil dig, at du indtog koffein svarende til 8.000 kopper kaffe på én gang. Tror du, at du ville reagere dårligt?
5. “Proteiner kan du ikke få for meget af, mens kulhydrater er den direkte vej til morbid overvægt.”
Alt med måde, ikke? Det er i øvrigt et langt sundere mantra end ovenstående. Faktisk er det sådan, at for store mængder protein overbelaster dine nyrer voldsomt. Og kulhydrater er livsnødvendige – får du slet ingen gennem en længere periode, vil både dine muskler og din hjerne tage skade.
6. “Kroppen skal jævnligt detoxes gennem juice-, te- og pillekure, så de ophobede affaldsstoffer kan komme ud.”
Din krop har sin egen sindssygt smarte indbyggede detoxer. Den hedder en lever. Andet har du ikke brug for – så snedigt er du designet. Detox i pilleform er i øvrigt rent afføringsmiddel. Men så føler du dig da også dejligt gennemrenset bagefter.
7. “Jamen, min yndlingsblogger / hende fra Instagram med 27.000 følgere / kendissen fra Vild med Dans / sundhedsredaktøren fra et dameblad siger det, så må det da passe?”
Nej. Vi er ikke eksperter, der har taget lange uddannelser i emnet. Vi synes selv, vi ved meget, og folk lytter, når vi taler. Men vær nu kritisk! Opsøg dem, der rent faktisk ved noget om de her ting, hvis du vil have ren besked (det er også det, vi gør, når vi er i tvivl). Eller lad være – det overlever du nok...
Vil du holdes opdateret, når der er nye blogindlæg fra Womans redaktion? Så klik her.