Kan sved virkelig dufte blomsteragtigt? Det kan vi næsten ikke tro på, uden brug af de ting vi har pakket ned i toilettasken. Men det er nu alligevel, hvad nogle kvinder mente, efter de havde deltaget i et forsøg omkring sved.
Forskere fra Macquarie University i Australien havde samlet i alt 43 mænd, fået deres kostplaner og derefter bedt dem om, det første døgn af forsøget, kun at vaske sig med vand og undgå at bruge produkter med parfume.På anden dag af forsøget blev mændene bedt om at iføre sig en spritny t-shirt af bomuld og udføre minimum en times motion UDEN at gå i bad bagefter.
De svedige t-shirts blev brugt som svedprøver, hvor ni kvinder skulle bedømme, hvor godt de lugtede.
Efter forsøget fandt forskerne hurtigt en sammenhæng mellem de t-shirts, kvinderne mente, duftede bedst, og de kostplaner, der indeholdt masser af frugt og grønt. Og her sagde nogle af kvinderne endda, at nogle af de svedige t-shirts ligefrem havde blomsteragtige dufte, eller at de duftede sødt.
I forsøget fandt forskerne også ud af, hvilke madvarer, der fik kvinderne til at rynke allermest på næsen, da de skulle lugte til de mange svedprøver.
Kød, æg og soya fik ikke sveden hos mændene til at dufte særlig godt. Men værst var det hos de, der spiste rigelige mængder kulhydrater. Her syntes kvinderne, at lugten var decideret afskyelig og ulækker, og der ville med sikkerhed skulle bruges en masse ting fra toilet-hylden, for at få den grimme lugt væk.
Forskerne har en teori om, at mænds svedlugt sender signaler om deres sundhed til kvinderne. Så en mand, der spiser masser af frugt og grønt er sundere – og derved også en bedre partner.