Det var en skønhedstrend at farve sine tænder sorte
Der har været mange mærkværdige skønhedstrends igennem årene. © Getty Images

7 mærkværdige, historiske skønhedstrends, vi er glade for ikke er på mode længere

De fleste af dem må have været decideret ubehagelige!

2. marts 2023 af Frederikke Brinkborg Jønsson

Hvis du ikke kan lide sved og blod, så er skønhedstrend nummer fem her på listen helt sikkert ikke noget for dig. Og hvis du holder meget af dine øjenvipper, vil trend nummer tre også afskrække dig. 

Dette er blot et udpluk af de skønhedstrends, vi kan finde, hvis vi går helt tilbage til før vores tid. Her benyttede folk sig nemlig af nogle mærkelige (og til tider ret ulækre) metoder for at komme til at se godt ud. Godt, vi er blevet klogere, siger vi bare! Se listen over nogle af de mest mærkværdige, historiske skønhedstrends lige her.

1. Sorte tænder

Ohaguro, nærmere betegnet som teeth blackening (sorte tænder), stammer helt tilbage fra år 250-538 efter Kristus, hvor japanske kvinder farvede deres tænder helt sorte. Det lyder umiddelbart ikke så lækkert, og det var det nok heller ikke. Den sorte masse var nemlig lavet af små stykker jern, eddike og syre fra grøntsager eller te, og så skulle det efter sigende have lugtet forfærdeligt!

De japanske kvinder farvede angiveligt deres tænder sorte for at vise loyalitet overfor deres mand, da dette ville forhindre dem i at være sammen med andre mænd.

2. Frem med blodårene

I 1700-tallet var noget så bizart som blodårer på mode. Specielt blandt datidens engelske og franske kvinder var det en stor trend. Måden, kvinderne fik deres blodårer til at fremstå tydeligere, var ved at male dem op med en blå farve og dertil toppe med lys pudder, hvilket gav et næsten "gennemsigtigt" look. Målet med looket var at vise rigdom ved at fremstå som nogle, der holdte sig væk fra solen – i modsætning til for eksempel bønderne, som var udenfor hele dagen.

Hvis kvinderne ville opnå den blege effekt “naturligt” kunne de, ligesom dronning Elizabeth I, tappe deres eget blod og hermed blive blege af ren blodmangel. Nej tak!

3. Ingen øjenvipper

Det har længe været på mode at trimme øjenbryn og holde bestanden af hårvæksten i vores ansigter nede, men dog holder de fleste af os stadig af flotte, lange øjenvipper. Det er alt andet, end hvad der kan siges om middelalderens hår-mode. Dengang mente man nemlig, at øjenvipper i en for høj grad signalerede sex, hvilket resulterede i, at flere kvinder simpelthen fjernede dem helt. 

En fremtrædende pande var ligeledes på mode, hvilket blev opnået ved at fjerne øjenbrynene fuldstændigt og dertil plukke eller barbere de forreste hårstrå, så panden fremstod større.

4. Højhælede fødder

De fleste af os er nok fint tilfredse med vores skostørrelse, men går vi tilbage til det 13. århundrede, var sagen en helt anden. Hér begyndte flere kinesere allerede ved fem-seks-års alderen at ændre på pigernes udseende og krop ved at binde deres fødder ind og hermed styre udformningen af deres fødder. Skønhedsidealet for kvinder var nemlig små fødder, og den smertefulde teknik resulterede i, at deres fødder blev deforme, da deres knogler ikke voksede korrekt. Kvinderne ville hermed ende med at få fødder, som var formede som en højhælede sko. Puha, det lyder ikke rart!

Trenden er blevet ulovlig i dag, men der er stadig familier, der gør brug af teknikken i al hemmelighed.

5. Sved som dagcreme

Jep, det er lige så ulækkert, som det lyder. I Det gamle Rom kunne velhavende kvinder nemlig købe sved fra gladiatorer, som havde været i kamp. Sveden blev skrabet af gladiatorernes hud med en såkaldt “strigil” og herefter blandet med olivenolie, så kvinderne kunne bruge det som dagcreme. Det skulle eftersigende give bedre glød i ansigtet. Vi forholder os dog skeptiske.

Folk i Det gamle Rom troede derudover på, at gladiatorers sved og blod var et kraftfuldt elskovsmiddel, som kunne øge den seksuelle lyst og evne. For at få denne effekt skulle væskerne blandes det med vin og drikkes. Mums!

6. Væk med kavalergangen

I 1500-1800-tallet var de europæiske kvinder særdeles “glade” for korsetter. Allerede i en helt ung alder begyndte flere kvinder at bære korset, og først da de blev gift, var det tilladt at tage det af. Det var nemlig deres mand, der på bryllupsnatten skulle fjerne de mange lag, der udgjorde korsettet.

I 1800-tallet kom der dog en ny form for korset frem, som havde til formål at separere kvindernes bryster fra hinanden og hermed fjerne kavalergangen. Jo større mellemrum, jo bedre. Det skulle efter sigende have set lidt mærkeligt ud, og det lyder bestemt heller ikke behageligt!

7. Lange negle

Hvis du synes, at dine lange negle er lidt upraktiske, når du for eksempel skal skrive på din computer eller telefon, er det intet i forhold til, hvordan folk i Det gamle Kina må have haft det. Dengang var det nemlig på mode for de velhavende kinesere at vokse deres negle så lange, at de var nødt til at beskytte dem med såkaldte neglebeskyttere for at undgå, at de knækkede. Neglebeskytterne var selvfølgelig lavet af guld, så de kunne vise, hvor velhavende personerne var.

Nogle kunne gro deres negle helt op til 25 centimeter, hvilket var et udtryk for, hvor rige de var, da de umuligt kunne arbejde (eller lave noget som helst andet) med de lange negle. Smart trick, hvis du vil undgå at arbejde!